FØRSTE MAJ 2012

KAMMERATER FRA BEGGE BLOKKE, LIGE FRA DANSK FOLKEPARTI TIL ENHEDSLISTEN, fra politiske til upolitiske. Dette er et helt politisk ukorrekt indlæg. For rødt til blå blok og for blåt til rød blok og for farveløs til midten i dansk politik.

KAMMERATER i Konservativ, der er konservative, som vil af med 1. maj. Dagen er for pamper og for arbejderen og i øvrigt noget nær samfundsskadeligt, økonomisk set i en krise tid. For mig ingen alarm, men lad os så tage skridtet fuldt ud. KAMMERATER lad os afskaffe 1. maj efter konservativt ønske, men også grundlovsdag, og af hensyn til alle trosretninger også alle former for helligdage og mærkedage. De koster alle penge for samfundet, og er til for de få. Lars er I i Konservativ med på det? Vis om I hos Konservativ har mod og vilje til at gå skridtet fuld ud og lad alle arbejde året rundt. Det må jo være ens for alle. Eller Lars, er det endnu en udmelding fra Konservative om at lade arbejderen betale gildet og selv spise frugten. KAMMERETER jeg tvivler på Konservativ vilje til at afskaffe alle mærke- og helligdage.

Danmark står midt i en krise. En krise vi kan fastholde os selv i, ved hele tiden at minde hinanden om det. Jeg siger ikke den ikke er en realitet, kun at den også er mentalfunderet. Hvordan kommer vi ud af den er der mange løsninger på. Politiske reformer, som ikke kun rammer de svage i samfundet men også politikerne selv. Har Danmarks politikere mod på det? Det tror jeg ikke. Heller ikke selv om regeringen siger den skal gå forrest.

En anden måde er også at droppe ordet i næsten hver sætning, der kommer ud af munden på landets politikere. At droppe den mentale fastholdelse og vise tillid til fremtiden. Man kan snakke sig til en negativ fastholdelse. KAMMERATER vi har brug for at se fremad, ikke at stå standby, men det kræver at ALLE, arbejderen og politikeren, er med til at betale gildet. Ikke at sende regningen videre, alle har været med til gildet. KAMMERATER PÅ OG UDENFOR BORGEN DET ER PÅ TIDE AT STÅ SAMMEN PÅ TVÆRS.

Danmark har en mangel, folk der tør sige at en spade er en spade og en skovl er en skovl. Danmark har brug for politikere, der siger det samme før, under og efter et valg. Politikere, der tør stå ved deres meninger og ikke meningsmålinger. KAMMERATER vi mangler politiske folk som Anker Jørgensen, Svend Auken og Preben Møller Hansen i dagens Danmark, uanset om man er/var enige med deres politik eller ej.

VERDENS LYKKELIGSTE FOLK – LYKKEN PÅ PILLER

Danmark har en guldmedalje, vi er verdens lykkeligste folk siges der. Men er vi lykkelige eller er det noget vi tror og bilder hinanden ind? Med risiko for at træde eksperter og andre over tæerne vil jeg nemlig påstå at danskernes lykke er lykken på piller, der er en grund til at flere og flere kommer på antidepressiv medicin. KAMMERATER ikke alle er lykkelige i Danmark, ellers havde landet ikke denne tendens. Har politikerne og samfundet tabt en generation på gulvet eller er vi ved det?

Jeg er ikke modstander af medicin eller piller, hvilket også vil fremgå. Men man skal huske at alt med virkning, også har bivirkning og konsekvenser og kender vi dem godt nok, også på lang sigt? Vi får snart piller for alt, og jeg frygter vi er på vej ud på et skråplan hvor piller er den eneste behandling.

Må livet ikke gøre ondt mere? Både når vi er børn, unge, voksen og bliver ældre. Livet har altid gjort ondt i perioder, og førhen snakkede man med venner, familie, præsten eller lægen om det. Man brugte sit netværk til hjælp og forståelse. Sammenhold gav styrke. I dagens Danmark tror jeg, vi er ved at erstatte sammenholdet med piller.

I Danmark er min opfattelse at vi som system symptombehandler, uden ofte at undersøge årsagen til sygdommen. Ofte virker det til at piller bliver brugt som løsningen og man glemmer resten af behandlingen. Jeg siger ikke at piller kun er skidt, bare at de ikke kan stå alene.

Hvis børn er urolige får de piller til at falde til ro på og kan de ikke sove får de nu sovepiller. Har man undersøgt hvorfor så mange børn ikke kan sove? Jeg har ikke selv børn og skal ikke gøre mig klog på det, men da jeg var barn, sad vi ikke foran fjernsynet eller computeren, vi var ude og blev naturlig trætte. Vi har aldrig før oplevet så mange børn, unge og voksne med angst og depression som nu. Hvorfor? Er det blevet mere synligt, men har altid været der? Er vi blevet bedre til at spotte det? Eller er vi ved at tabe en generation på gulvet?

Hvis man som ung har angst eller depression og ikke uden arbejde, kan jobcentrene nu forlange man får lykkepiller. Er sagsbehandlerne blevet psykologer eller læger? Jeg ved udmærket godt, at alle muligheder skal være udtømt før en pension. Jeg siger heller ikke at alle med psykiske lidelser skal have pension. Men kunne ro i en længere periode for den sygdomsramte, eventuel med anden behandling, være en del af løsningen. Bør det så ikke også prøves. Men det har regeringen meldt ud, at landet ikke har råd til i disse krisetider, så hellere den lette løsning med en pille.

Men vi har også selv et ansvar. Spørgsmålet er om vi lever op til det? Hvilket jeg stiller mig tvivlende overfor. Men hvorfor? Er det fordi vi ikke kender konsekvenserne eller er rådgivningen ikke god nok? Eller er det fordi “nu går det så godt, og pillerne holder mig jo rask” eller modsat “nu er jeg jo rask af pillerne, så dem dropper jeg”? helt uden at se på konsekvenserne for tilbagefald.

Hvis vi som samfund mener at piller kun er godt, og politiker, sagsbehandlere i kommunerne og vi selv mener at alt kan løses med en pille, kan jeg ikke se nogen grund til at beholde lægestanden. De penge kan jo bruges som tilskud til piller. Men nu er virkeligheden jo ikke sådan, heldigvis. Og lad os ikke glemme at piller ikke kun er skidt, de skal bare bruges med omtanke og ansvar.

Når man tænker på danskernes pilleforbrug og behandlinger i Danmark, er vi så i virkeligheden så lykkelige som vi siger? KAMMERATER, DET TROR JEG IKKE VI ER MEN VI SKJULER DET. Har vi glemt konsekvenserne af at livet ikke mere må gøre ondt?

EN KRISETID – ALLE SKAL YDE EN INDSATS

“Danmark står midt i en krise, og vi skal alle yde en indsats. Landet har ikke råd til at så mange ikke yder efter evne, men er på passive overførsler”, senest er det sagt i forbindelse med de forskellige reformer af efterløn og førtidspension. Begge en form for overførelseindkomster, også selvom der er sparet op til efterlønnen.

KAMMERATER det er meldt ud at “regeringen skal gå foran”, men ikke hvordan. Dette er mine forslag til hvordan regeringen kan gå foran og vise vilje til reformer og mandsmod.

Det er min overbevisning, at mine forslag ikke bare ville have en reel betydning i krisetiden, men også efter, og samtidig vise at regeringen i virkeligheden mener at den skal gå foran og vise politisk troværdighed.

Mit første forslag er at sidestille ministerpensionen med efterlønnen, ud fra de samme regler der er gældende for efterløn. Hvilket vil sige, at minister vil skulle spare op til ministerpensionen fra den dag de udnævnes og kun vil kunne få ministerpensionen i samme periode som efterlønsmodtager kan få efterløn. Herefter vil der gælde de samme pensionsregler og -muligheder som for alle andre. Nuværende minister mener jeg bør betale til ministerpensionen fra den dag et sådan forslag vedtages. Dette set ud fra at efterlønnen er arbejdernes mulighed for at trække sig tilbage og få en værdig alderdom, som ministerpensionen kan opfattes for ministrene.

Et andet og mere ligeligt forslag ville være at sidestille ministerpensionen med dagpenge ud fra samme regler som dagpengene, set i lyset af at ministerpensionen jo, efter min opfattelse, i bund og grund er ministernes arbejdsløshedsforsikring. Dette set i lyset af at ministerpensionen kan opfattes som en slags arbejdsløshedsforsikring for minister, og derfor bør falde ind under de samme regler for dagpenge. Dette vil sige at minister skal betale ind til ministerpensionen i stil med at man betaler ind til dagpenge. Ministerpensionen skal have samme længde som dagpengeperioden, hvilket lige nu er to år, og vil ophør såfremt den tidligere minister får arbejde. Samtidig med at ministerpensionsperioden vil følges med dagpengeperioden vil den også kunne afkortes eller forlænges i takt med dagpengeperioden.

KAMMERATER vi har alle været med til gildet, er det så kun den få som skal betale regningen? Helle lad dine ministre vise vilje til reformer, som også rammer jer selv. Det er ikke kun manden på gulvet, der skal betale. Et samfund hvor regeringen ikke tør gå foran er et meget fattigt samfund på alle måder. Det er et samfund med en regering, med en meget fattig politik.

Hvis regeringen bare turde gennemføre det ene af mine to forslag, ville det vise at politikerne virkelig mener de vil gå foran. Dog ved jeg godt at regeringen ikke vil kunne finde på at gennemfører forslagene. Men samtidig viser den derved også at ikke alle skal yde efter evne i den krise landet er i. KAMMERATER det er kun tomme ord fra politisk side.

Inden VKO bliver alt for glade, vil jeg bare huske blå blok på, at VKO sagde det samme og havde muligheden for at gå foran, uden at gøre noget gennem ti år.

Danmark har brug for politikere, der siger det samme før, under og efter et valg og som tør gå foran og se virkeligheden i øjne.

Det ville give politisk troværdighed. Men jeg ved godt, at det nok er en drøm, uden hold i virkeligheden.

FØRTIDSPENSION PR AUTOMATIK – EN FORDOM UDEN SIDESTYKKE

Når jeg hører politikere i og udenfor regeringen, får jeg den opfattelse, at de tror unge får førtidspension stort set uden grund og pr automatik. Det er en fordom uden sidestykke i Danmarkshistorien, efter min bedste mening. Det gør de unge ikke. Der er ingen som får førtidspension uden grund eller nærmest pr automatik. En fordom vi er nød til at bryde, ellers skabes der uoverskuelige skel i landet. Dette er endnu et eksempel på politikerne er ude at trit med virkeligheden. Alle på førtidspension er afklaret, nærmest testet i hoved og r.. for at, skrive det lige ud.

Jeg vil næsten tage den påstand, at den nuværende debat bunder i forkert ført politik fra tidligere regeringer, hvor man for “enkelthedens skyld” har blandet begreberne sammen.

Engang havde vi to pensioner til de svageste i samfundet. At vi ikke har det mere mener jeg er grunden til den nuværende debat om at alle skal yde en indsats For samfundet. Vi havde invalidepensionen til de, der af den ene eller anden grund ikke havde arbejdsevne og førtidspensionen oftest til de der havde lidt arbejdsevne, men som “faldt mellem to stole” i systemet og som samfundet ikke lige vidste hvor man skulle placere. Dette slog man sammen under den nuværende førtidspension og sætter alle på samme stol.

Hvad jeg efter bedste evne kan se og finde frem til er dette pensionshistoriens største fejl. For nu blander man alle sammen, både med og uden arbejdsevne. Den enkelte sættes ikke i centrum før systemet. Alle sættes på samme stol under fordommen at de ikke vil arbejde eller yde noget for samfundet. Mens rigtig mange andre på førtidspensions yder en kæmpe frivillig indsats til gavn både for dem selv, for andre og ikke mindst for samfundet. En indsats samfundet ikke vil kunne fungere uden. Tør regeringen erkende, at mange på pensions rent faktisk yder en kæmpe indsats for samfundet, frivilligt og gratis. Det virker ikke sådan.

DEN ENESTE RIGTIGE LØSNING

For mig at se er der kun en rigtig løsning på førtidspensionen, nemlig at regeringen tager ved lære af fortidens fejl og genindfører invalidepensionen til de der ikke kan arbejde. Dette vil give dem og deres familier ro til at leve en så normal hverdag som muligt. Derudover bør regeringen fastholde førtidspensionen til de der har en svag arbejdsevne tilbage eller som “falder mellem to stole i systemet”. Denne løsning er set ud fra lyset af at vi som samfund må erkende at der altid har været mennesker uden arbejdsevne, og at det vil der altid blive ved med at være.

Et samfund der ikke vil eller tør erkende alle, og tage sig af de svageste, er efter min mening et meget fattigt samfund på alle måder. Men det kræver politikere, som tør se virkeligheden i øjne og ikke “bare” læser sig til virkeligheden. Og dem mangler vi både i og uden for regeringen. KAMMERATER det er på tide, at Helle viser regeringen også tør gå foran og det ikke kun er tomme politiske ord.

Lad os erkende hinanden som vi er, og lad os som samfund hjælpe de svageste til et værdigt liv. Ellers har vi som samfund tabt kampen på forhånd.

KAMMERATER lad os til slut være enige om at fremtiden bør bygge på samarbejde på tværs, ikke på blokke. Kun ved at stå sammen, hvor alle er med til at betale regningen efter gildet, kan vi sikre en værdig fremtid for alle, også de svageste i samfundet. LAD OS SE FREMAD MEN TAGE VED LÆRE AF FORTIDEN.

Reklamer

RAMT AF SMITSOMT SMIL

Er du ramt af det smitsomme smil?

Vi kender det alle. Vi kommer glad og i strålende humør ind i et rum, hvor alle bare sidder og hænger med hovedet og humøret er helt i bund. Efter ganske kort tid er vores eget humør helt i bund, hvis vi ikke er stærke til at stå imod. Og hvorfor? Fordi dårligt humør smitter, og er yderst smitsom.

Hvad er alternativet? Ganske simpelt ved at møde andre med et smil.

Smil når du møder en anden på din vej. Det kan godt ske at den andens humør ikke er i top, men send et smil og eventuelt spørg hvorfor humøret ikke er i top.

I en, ikke stressede, men måske hektisk hverdag møder vi tit hinanden med trætte ansigtsudtryk om morgen. Men hvad vil der ske hvis vi møder hinanden med et “god morgen” og et smil. De fleste til at hilse og sende et smil retur. Ganske simpelt fordi at ligesom dårligt humør smitter, så gør smil det også.

Derfor start din dag med at sende et smil til dem du møder og lad os få smilet til at smitte hele landet.

Er du ramt af det smitsomme smil, og er du klar til at smitte dine omgivelser, din familie, dine venner og dit arbejde?

Start dagen i morgen med at smil-smitte din familie og dit arbejde. Det vil gøre en kæmpe forskel for dig og dine.

Derfor lige et stort smil til dig fra mig… 🙂

FØRTIDSPENSION PR AUTOMATIK – EN FORDOM UDEN SIDESTYKKE

Når jeg hører politikere i og udenfor regeringen, får jeg den opfattelse, at de tror unge får førtidspension stort set uden grund og pr automatik. Det er en fordom uden sidestykke i Danmarks historien, efter min bedste mening.

Det gør de unge ikke. Der er ingen som får førtidspension uden grund eller nærmest pr automatik. En fordom vi er nød til at bryde, ellers skabes der uoverskuelige skel i landet. Alle på førtidspension er afklaret, nærmest testet i hoved og r.. for at, skrive det lige ud. Denne periode med afklaring er ingen dans på roser, og mange kommer ud for et ekstra pres fordi de undervejs flyttes fra sygedagpenge til kontanthjælp.

Jeg vil næsten tage den påstand, at den nuværende debat bunder i forkert ført politik fra tidligere regeringer, hvor man for “enkelthedens skyld” har blandet begreberne sammen.

PENSIONSHISTORIENS STØRSTE FEJL

Engang havde vi to pensioner til de svageste i samfundet. At vi ikke har det mere mener jeg er grunden til den nuværende debat om at alle skal yde en indsats For samfundet.

Vi havde invalidepensionen til de, der af den ene eller anden grund ikke havde arbejdsevne og førtidspensionen oftest til de der havde lidt arbejdsevne, men som “faldt mellem to stole” i systemet og som samfundet ikke lige vidste hvor man skulle placerer. Dette slog man sammen under den nuværende førtidspension og sætter alle på samme stol.

Hvad jeg efter bedste evne kan se og finde frem tid er dette pensionshistoriens største fejl. For nu blander man alle sammen, både med og uden arbejdsevne. Den enkelte sættes ikke i centrum før systemet. Alle sættes på samme stol under fordommen at de ikke vil arbejde eller yde noget for samfundet.

Virkeligheden er jo en helt anden. Mange er nedslidte eller har af andre grunde ingen arbejdsevne. Men tør vi som samfund erkende det? Det tvivler jeg stærkt på. Jeg tror vi er på vej til et samfund hvor der ikke er plads til alle, og hvor vi ikke erkender og tager os af de svageste. Er det det vi ønsker for fremtiden?

Mens rigtig mange andre på førtidspensions yder en kæmpe frivillig indsats til gavn både for dem selv, for andre og ikke mindst for samfundet. En indsats samfundet ikke vil kunne fungerer uden. Men det er en anden debat, bare værd at nævne. Tør vi erkende at mange på pensions rent faktisk yder en kæmpe indsats for samfundet, frivilligt og gratis. Det virker ikke sådan.

DEN ENESTE RIGTIGE LØSNING

For mig at se er der kun en rigtig løsning på førtidspensionen, nemlig at regeringen tager ved lære af fortidens fejl og genindfører invalidepensionen til de der ikke kan arbejde. Dette vil give dem og deres familier ro til at leve en så normal hverdag som muligt. Derudover bør regeringen fastholde førtidspensionen til de der har en svag arbejdsevne tilbage eller som “falder mellem to stole i systemet”.

Denne løsning er set ud fra lyset af at vi som samfund må erkende at der altid har været mennesker uden arbejdsevne, og at det vil der altid blive ved med at være.

Et samfund der ikke vil eller tør erkende alle, og tage sig af de svageste, er efter min mening et meget fattigt samfund på alle måder. Men det kræver politikere, som tør se virkeligheden i øjne og ikke “bare” læser sig til virkeligheden. Og dem mangler vi både i og uden for regeringen.

Lad os erkende hinanden som vi er, og lad os som samfund hjælpe de svageste til et værdigt liv. Ellers har vi som samfund tabt kampen på forhånd.

NÅR ALT BLIVE FOR LIDT OG FOR MEGET

Alle kender det når dagen starter helt forkert. Når ingenting bare vil lykkes og man lige så godt kan opgive på forhånd.

Sådan havde jeg lige vendt mig til at min hverdag oftes var, med mindre jeg stod op et par timer før nødvendigt. Men efter jeg er begyndt på medicin er det vendt, nu har jeg overskud til at lave øvelser og træne mine muskler og led, de fleste dage og kan sove til normal tid.

Derfor var jeg lige blevet glad for at kunne sove længe på fridage og i weekender. Det har jeg dog erfaret ikke er realistisk alligevel, for så starter min dag helt forkert.

Sover jeg mere end de syv timer, så vil min hjerne og krop ikke “snakke” samme sprog. Men det kan jo så kun løses på en måde, at stå tidligt op hver morgen.

Når hjernen og kroppen ikke snakker sammen så går alt bare galt fra starten. Jeg kan nærmest mærke det fra jeg vågner om morgen fyldt med en indre uro. Sådan er de færreste dage heldigvis nu. Alligevel går det galt med mellemrum. Jeg starter med næsten at falde over mine ben. Hele kroppen lyster bare ikke og er fyldt med føleforstyrrelser, lige fra snurren fornemmelse i huden, ben som ikke vil stå og gå, finger der ikke vil holde fast i ting og fornemmelse af at huden glider af kroppen på ben og arme. En tilstand jeg har valgt at kalde “Fedtmule”-tilstand, for har det lige som når Fedtmule går i opløsning i tegnefilm, og så ved andre hvordan jeg har det og hvordan de skal være overfor mig den dag.

 Billede 

Sådan dage kan jeg lige så godt opgive morgenmaden og kaffen, for alt jeg tager fast i ryger på gulvet, lige fra smør og pålæg til bestik og kaffen havner ikke i kruset men over hele bordet. Så bliver alt bare for lidt og for meget samtidig. De dage har jeg “heldigvis” kun på fridage hvor jeg sover længe, så det er det slut med.

Der er også kun en løsning på sådan en dag hvor alt er for lidt og for meget samtidig, nemlig at gå en tur indtil hjernen og kroppen vil snakke sammen og min indre uro er faldet til ro, hvilket kan være lige fra et par timer til hele dagen. Men selvom det da er træls, er det også en god mulighed for at nyde den friske luft og skønne natur.

 Billede 

Møder du en som går og bander af sig selv, så er det ikke sikkert han er sur, det kan være mig eller en anden med “Fedtmule”-tilstand som bare trænger til at falde til ro.

SPØRGER DU OM DET DU VIL?

Mange gange har det danske sprog ord med flere betydninger, men også ord med samme betydning. Andre gange er det ord, som vi tror har flere betydninger eller samme betydning.

Spørger du om det du vil eller det du tror? Her falder mange i med begge ben. Hvordan spørger du ind til dine venner?

Jeg vil tage udgangspunkt i de to små ord: ”går” og ”har”, for det er to ord med vidt forskellige betydninger, men som mange som får brugt forkert, ganske ubevidst. Mange tror de to ord har samme betydning, og derfor bruges de to ord ens i spørgsmål, men giver spørgsmål to helt forskellige meninger.

En god ven bliver sygemeldt og siger det. Her er fælden mellem har og går.

De fleste vil straks sige at det da er træls efterfulgt at spørgsmålet ”hvordan går det så?” og svaret vil nok blive i stil med ”jo tak, det går godt hverdagen hænger sammen…”, gerne efterfulgt med en tanke om, at det kan man sku da sige sig selv. Og her er fælden klappet, for var meningen ikke at spørge om hvordan vennen har det med at være sygemeldt.

For at få det ønsket svar ville det have været nødvendigt at spørge direkte: ”håber det går godt hos dig, men hvordan har du det?, her giver man vennen mulighed for at sige hvis hverdagen ikke hænger sammen, men samtidig også mulighed for at fortælle hvordan han eller hun har det med at være sygemeldt.

Dette var kun et eksempel. Jeg oplever ofte at ”går” bliver brugt som ”har” i spørgsmål. Men de har forskellige betydninger.

Ved ”går” ser man omgivelserne, men meningen er oftest jo at spørge ind til sin ven for at kunne give sin opbakning og støtte. En mulighed ”går” let kan lukke af for, fordi man ser sin ven.

Med ”har” lukker man lidt øjne for omgivelserne og spørger ind til sin ven og giver mulighed for at vennen kan give udtryk for hvordan han eller hun har det. Man skal derfor kun spørge om hvordan andre har det, hvis man også har tid til at hører svaret, for med ”har” har man set vennen og givet udtryk for at man også vil hører vennen.

 Billede 

Her er omgivelserne jo ganske dejlige. Der er åbent land og højt til himlen, næsten uden en sky. Vi lægger ikke mærke til alle detaljerne, men ser en helhed. Sådan skulle spørgsmål jo også gerne afsendes og modtages. At vi ser helheden, er åbne og har højt til loftet, uden at vi behøver se alle detaljer eller kende dem.

Det er vigtigt vi både ser og hører hinanden og ikke kun omgivelserne.

Så til slut håber du har det godt og det også går godt, der hvor du lige er…