BRUGER DU HUMOR I HVERDAGEN?

Alle ved vi, at smil smitter og at latter spreder sig som ringe i vandet. Vi kan vælge mellem to ting når vi vågner om morgen, hvertfald de dage vi selv har indflydelse på det. Vi kan vælge at vågne og sige det skal være en god eller dårlig dag.

Mange gange kan vi være med til at skabe en god dag for os selv og vores omgivelser, ved at sprede humor og godt humør som ringe i vandet.

Til dagligt bruger jeg humor – meget humor – det gør ligesom tingene lidt lyser og giver gerne et godt smil. Sådan har det altid været i min familie. Vi har altid taget tingene som de kom og set lyst på næste dag, så godt vi nu kunne.

For mig at se, kan parterne i trepartsforhandlingerne fjerne alle helligdage og dele af ferien. Jeg tror, de nok skal opdage at det vil være den største fejl nogensinde. MEN første april – humorens dag – har de bare at holde fingeren fra. Den dag er mere hellig end alle andre tilsammen i min familie. Det er den dag, vi aldrig tror på hvad er siges eller skrives.

Ex ringede jeg i år rundt og spurgte familien om hvordan jeg kunne få nøglerne ud af bilen uden at smadre ruden. Når man nu er så dum, at opsige autohjælp og så smække nøglerne inde. Næsten alle steder fik jeg at vide jeg var et fjols, dog ikke af min bror. Han skyndte sig at lægge telefonen og lod køkken være køkken, bare for at finde et nummer til en mekaniker. Jeg var glad for de 50 km i afstand, da datoen gik op for ham.

Andre gange har jeg opdaget hvor hjælpsomme folk er, når jeg har været udsat for at dækkene har været skåret op på knallerten, en tidlig morgen. Jeg nåede næsten at stoppe min far inden han kom kørende med traileren. Fik ringet til min mor og fortalte de var vågnet til første april og der snart var frisk bagerbrød.

Det sker også det er på sms, der kommer vittigheder, eller aprilsnar. Man kan virkelig få andre til at tjekke tekst-tv. Værest er dog, når jeg selv ryger lige i med begge ben, men også sjovt.

Også ved sygdom kan humor bruges. Ex. da jeg selv var ramt af kramper flere gange i timen nægtede jeg at købe piskefløde, det ville jo være smør inden jeg kom hjem… Eller da mit hoved skulle scannes og jeg sagde til lægen, at jeg da håbede de fandt bare lidt, af det der skal være der.

Mange gange kan humor eller et glimt i øjet også være med til at bryde “isen” når man skal mødes med andre eller man skal prøve noget nyt. Det kan være med til at lette det for alle. Men vigtigst er det lige at stikke fingeren i jorden, og mærke efter om det også er nu humor kan bruges.

Et år slog en venindes kæreste op Sankt Hans aften, hvilket fik hende til næste dag at sige, “hun var blev brændt af for en anden heks”. Her havde jeg svært ved ikke at grine, og spurgte bare om hun da betragte sig selv som en heks, hvorefter vi begge grinte af hendes formulering.

Man skal huske at bruge humor, for sin egen skyld og for ens omgivelser. Men også at bruge humor med et glimt i øjet. Man skal ikke bruge humor for at skade andre.

Håber alle får en sjov og god dag. Det hele behøver ikke være så stift, at man ikke kan trække vejret, det må også godt være sjovt.

Reklamer

KAN SAMFUNDET FÅ FOLK TIL AT VÆLGE DEN “LETTE” LØSNING?

Hvorfor er der folk som vælger at bruge den “lette” løsning, som sidste udvej? Man ved, at selvmord oftest er et nødråb om hjælp. Og alligevel er der mange hvor det ikke er et nødråb, hvor det er en fast beslutning. Men hvad får folk så langt ud, at de ikke ser anden udvej?

Når jeg kalder det den “lette” løsning, er det fordi jeg ved at det ikke er en let løsning. Hverken for de efterladte, men heller ikke for den som vælger selvmord som sidste udvej. Det må være den sværeste beslutning at træffe i ens liv, og kan kun være den sidste udvej og når alt andet er opgivet.

Men hvad får folk til at opgive alt andet og opgive livet. Mange kalder det en egoistisk beslutning, men er det så også det? Det ved man jo ikke uden at kende grunden. Det siges, at være en egoistisk beslutning, fordi de efterladte bliver tilbage med spørgsmål som “hvorfor?”, “hvad overså jeg, hvorfor så jeg ikke signalerne?” eller “hvordan kommer jeg videre?”. Der er mange grunde til at folk vælger selvmord. Mange gange er det ex skilsmisse, fysisk og psykisk sygdom, andre gange er det for selv at slippe ud af det man er “fanget” i og som overskygger alt andet i livet. Men der er også folk som tager sit liv, af hensyn til familien og andre, udfra at “de skal ikke have mig at slås med”, “jeg kan ikke byde min familie, at de skal kæmpe med mig og min sygdom” eller “jeg er en byrde for alt og alle”.

Kan et samfundssystem eller samfundssprogbrug drive folk ud hvor de ikke ser anden udvej end at afslutte livet? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på at det kan et samfundssystem godt. En undersøgelse fra slutningen af 90’erne eller starten af 00’erne, viste at antallet af unge med selvmord faldt, men samtidig steg for ældre over 65 år. Det var den gang man talte om ældrebyrden. Et ord som jeg aldrig har forstået. Hvilket også fik mig til pinden dengang, for ja når samfundet mener man er en byrde, så hvorfor ikke afslutte “forholdet til samfundet”.

Jeg tror, at vi som samfund skal passe på med at sætte folk i begreber. I nutiden taler politikerne, som om at unge sygdomsramte, både fysisk og psykisk, dagpengemodtagere, unge på kontanthjælp og førtidspensionister er en byrde.

Dette ser jeg ud fra at politikere i Folketinget og byråd, siger at vi har en økonomisk krise og ikke har råd til så mange på overførelsesindkomster (de er en byrde for samfundet) og vi skal alle yde en indsats for at komme ud af krisen. Samtidig må syge kæmpe for at komme i behandling, eller kan ikke få en midlertidig førtidspension og ro til behandling. Det er Danmark ikke rig nok til, så heller at de er helt uarbejdsdygtige om få år og vil være nødsaget til en permanent førtidspension. Tror det hedder noget i stil med “Det er ikke mit problem, det er næste generation”.

Så lad os da tag og forebygge, ved at vise Danmark er et rigt land på alle måder. Enig i, at de der kan yde noget også skal yde noget. Men lad os vise, at vi er rige nok til at give en pause til de, der ikke kan yde, så de også kan få den nødvendige ro og behandling til at komme videre i livet. Eller er vi i Danmark virkelig så fattige på alle måder, at vi som samfund ikke kan tage os af de svageste. Jeg tror, at en midlertidig ro mange gange er givet bedst ud på alle måder, både menneskeligt især, men også samfundsøkonomisk som alle politikere taler om.

Men lad os da love hinanden, at vise anstændighed og ikke omtale grupper i samfundet som byrder. Ellers er jeg stadig overbevist om at et system godt kan få folk at vælge den “lette” løsning.

NÅR JEG GÅR PÅ STANDBY – MED LYS

Mange gange kører vi alle på til hverdag med 180 km/t i overhalingsbanen uden at huske på at koble af, lige at stoppe op og finde fodfæste igen.

Den måde jeg i mange år har koblet af på, er ved at støbe lys i alverdens forme. Det er specielt blok- og kuglelys jeg har forme til. Men dåser fra køkkenet er også perfekt til bloklys, og var sådan det startede. Jeg havde tidligere altid tændte lys over alt i huset så der var rigtig mange stumper, og dåserne fra kattens mad gav en masse affald. Så fik jeg ideen til at prøve at rense lysstumperne for snavs og væge og vaske dåserne fra kattemaden. Efterhånden begyndte andre at gemme deres lysrester til mig, så jeg nu stadig har store blokke af renset lys liggende.

Det er for mig en rigtig god måde at koble fra og lige sætte hverdagen på standby, fordi det er en ene- og udendørs aktivitet, da det lugter meget.

Hurtigt lærte jeg mig det fra bunden, og begik da en del fejl i starten. Lysmassen skal kun op på kogepunktet når det renses, for at kunne løbe gennem sigten og filter. Ved støbningen skal det kun være varmt og ikke kogende, for så smelter formen. Dette bruger jeg skaftet fra en trægrydepind til at tjekke. Sætter lysmassen sig på pinden har det den rigtige temperatur.

Billede

Formene fyldes op og får lov til at stå ca en times tid til lysmassen er overfladestivnet. Derefter prikker jeg hul med en pind for at undgå lufthuller i lysene og genopfylder formene. En af de fejl jeg startede med, var ikke at prikke huller og genopfylde, hvilket gav lufthuller og store flammer når lyset sener blev brugt.

Lysene får igen lov til at stå en times tid, inden det gentages med at prikke huller og genopfylde formene. Når lysene så er rimeligt afkølet og formene kan flyttes uden jeg brænder mig på dem vendes de med bunden opad i ca 6-8 timer. Gerne natten over.

Billede

Næste dag har lysene lavet en fordybning i midten og er lys klar til sidste opfyldning af lysmasse. Nu kan de så stå i formene til jeg en eller anden dag har lyst og behov for at koble af igen. I de købte forme skal lysene bare slippe formen så er de klar til at blive trukket forsigtigt ud. Dåserne fra køkkenet bliver forsigtigt klippet op i samlingen og lysene er klar til at komme ud.

Billede

Til sidst bliver bunden rettet til så lysene ikke vælter og vægen bliver lige klippet til.

Sådan kobler jeg af når hverdagen opleves som 180 km/t i overhalingsbanen. Hvilket vi alle skal huske at gøre af og til. At støbe lys er en aktivitet over flere dage hvor jeg kan tage det i mit eget tempo og bare finde mig selv.

Billede

Om man kobler af med en film, en bog, ved at bage eller ved at støbe lys er ikke det vigtige. Men det at koble af er det vigtige. Jeg har endnu ikke oplevet, at det er prisen værd altid bare at kører derudaf uden lige at stoppe op og gå i standby. Tiden med sig selv tror jeg til gengæld er rigtig godt givet ud, ikke kun for en selv men også for vores omgivelser, som vi kan møde med fornyet energi.

ÅBENT BREV TIL BESKÆFTIGELSESMINISTER METTE FREDERIKSEN

Jeg er frivillig bisidder for en yngre kvinde, der er sygemeldt med personlighedsforstyrrelser, flere typer angst og depression og som har været sygemeldt uden arbejde i en længere periode. Sagen er kompliceret af at der er tale om flere sammensatte angsttyper, af flere personlighedsforstyrrelser og depression.

Grunden til jeg er frivillig bisidder er efter ønske fra kvinden, idet jeg har et vist kendskab til sociallovgivningen og at Jobcenter Herning ikke har forelagt hende mulighed for at have en bisidder med til samtaler på Jobcenter Herning. Udover at være med ved samtaler på Jobcenter Herning har jeg også været med ved psykologbehandling, samtaler ved hendes egen læge og ved psykiatrisk udredning. Derved har jeg fulgt sagen i meget lang tid og kender den tilbundsgående.

Min henvendelse drejer sig ikke om sagen direkte, men af helt principielle årsager omkring Jobcenter Hernings brug af regeringens førtidspensionsreform.

Vi er under en samtale med sagsbehandleren på Jobcenter Herning blevet gjort opmærksom på at ”pensionssager vurderes ud fra gældende lov og regeringens førtidspensionsreform, før der træffes en samlet vurdering”. Jeg stillede derfor spørgsmål, om hvorvidt det ikke kun er gældende lov Jobcenter Herning skal vurdere ud fra, og fik svaret ”jo, men alle ved vi skal have førtidspensionsreformen med i vurderingen og vurderer samlet set, det er en politisk beslutning fra øverste sted”.

Jeg har derfor følgende spørgsmål til beskæftigelsesministeren:

1) Er der truffet en politisk beslutning om at Jobcenter Herning skal vurdere førtidspensionssager ud fra gældende lov og regeringens førtidspensionsreform på nuværende tidspunkt?

– I beskæftigelsesministeriet af beskæftigelsesministeren?

– I Folketinget af udvalg?

– I Herning Kommune af byrådet?

– I Herning Kommune af udvalg under byrådet?

– Er der truffet en sådan politisk beslutning af andre?

2) Hvad vil beskæftigelsesministeren gøre hvis sådan en politisk beslutning er truffet uden ministerens viden herom?

3) Mener beskæftigelsesministeren at borgernes retssikkerhed er sikret, når sagsbehandleren melder ud at man i Jobcenter Herning både kigger på gældende lov og regeringens førtidspensionsreform før der træffes en samlet vurdering?

4) Hvis ja til spørgsmål 3 hvordan mener beskæftigelsesministeren så at borgernes retssikkerhed er sikret?

5) Er der lovhjemmel til at Jobcenter Herning både kigger på gældende lov og regeringens førtidspensionsreform, før Jobcenter Herning træffer sine afgørelser?

6) Hvis ja til spørgsmål 5, hvor findes denne lovhjemmel?

7) Giver gældende lov ikke mulighed for midlertidig førtidspension?

8) Skal førtidspensioner revurderes ud fra gældende lov?

9) Hvis ja til spørgsmål 8, hvor tit skal førtidspensioner revurderes?

10) Hvis ja til spørgsmål 8, hvor tit bliver førtidspensioner revurderet?

Jeg er klar over at man i kommunerne, herunder også Herning Kommune, tænker i økonomi. Jeg har derfor opfattelsen at Jobcenter Herning tænker økonomi og så mennesker, og er blevet bedt om det af enten Herning Kommunes byråd eller direkte af beskæftigelsesministeriet, hvor jeg tænker mennesker og derefter økonomi. Dette gør jeg ud fra, at jeg mener, det er et spørgsmål om kommunerne prioritere mursten og cykelløb og borgere.

11) I hvilken rækkefølge vil beskæftigelsesministeren prioritere de to ting (økonomi eller borgere)?

Jeg har valgt et åbent brev, da jeg ved jeg ikke er den eneste i Herning Kommune, der har denne oplevelse med Jobcenter Herning. Jeg vil derfor også forbeholde mig retten til at offentliggøre beskæftigelsesministerens svar på min blog, hvor brevet også er at finde.

Enhver, der har lignende oplevelser er velkommen til at kontakte mig på mail thiemke@hotmail.com eller ved at sende en sms til 29315477.

HVAD ER SCLEROSE OG HVORDAN PÅVIRKER DET?

Jeg havde først tænkt mig at skrive et indlæg om sclerose, når jeg havde fået svaret på min egen udredning. Men dagens oplysninger om at Danmark årligt ”overser” 50-70 børn med sclerose og har gjort det siden 1978 er for mig en skræmmende nyhed. Dels fordi jeg altid har været uheldig og kunne falde over mine egne ben eller bare falde uden grund. Til sidst kunne lægerne mit cpr.nr. udenad på skadestuen, uden overdrivelse. Dels er det skræmmende fordi jeg lige nu står i det værste udredningsforløb i mit liv. Et forløb, som jeg ikke ønsker andre skal igennem. Derfor kommer indlægget nu. For hvad er sclerose og hvordan påvirker det den ramte?

Hvis man tænker på at man i Danmark ”overser” mellem 50-70 børn årligt med sclerose er der altså tale om mellem 1700-2380 børn (1978-2012). Som nu sandsynligvis kan se frem til en udredning, efter et svingende sygdomsforløb. Sammenholdt med at man i Danmark i samme periode har været velvidende om at jo før diagnosen stilles, jo bedre kan man holde sclerose nede og næsten væk. Sclerose kan ikke helbredes, men symptomerne kan meget langt holdes nede og i ro. Jeg vil ikke her stille det spørgsmål, jeg selv har gået med hele dagen. Men man kan ikke undgå at tænke over ”Kunne man have hjulpet alle disse børn før e blev voksne?”, ”Behøvede de at opleve alle de gener sclerose ubehandlet har i så lang tid?” og ”Hvilke konsekvenser får sandheden fremover i dagens Danmark?”.

Jeg vil dog beskrive sygdommen i indlægget og slutte af med min egen udredning. For mig er sygdommen ikke skræmmende. Men det er skræmmende, hvis man i Danmark har valgt ikke at udrede børn fuld ud i 34 år, mens man i udlandet har haft stort fokus på børn og sclerose. Særligt når man ved at 5-10 pct rammes af sygdommen mens de er børn. Jeg ved bare hvilken påvirkning det er for en selv og omgivelserne, når man er under udredning.

HVAD ER SCLEROSE

Multipel sclerose er en sygdom i centralnervesystemet i hjernen og rygmarven og som er kronisk. Betændelse og ardannelse omkring nervetrådene gør det vanskeligt for nerverne at kommuniker sammen og derved giver symptomer. Man kender endnu ikke årsagen til sclerose.

HVAD ER SYMPTOMERNE

Symptomerne varierer af hvor centralnervesystemet er ramt og kommer i perioder. Symptomerne kan være synsbesvær, træthed, føleforstyrrelser, kramper, lammelser, hukommelsesproblemer og personlighedsforandringer.

Der er ikke to sygdomsforløb der er ens. Nogle oplever kun få symptomer og lever et meget almindeligt liv, mens andre hurtigt bliver så voldsomt ramt, at de hurtigt må lægge livet om.

HVORDAN PÅVIRKER SCLEROSE?

Mange lever et meget normalt liv med sclerose også uden at mærke meget til sygdommen. Andre må lægge deres erhvervsliv om eller helt opgive at arbejde. De fleste må klare hverdagen med hjælp fra andre og mange med fra hjælpemidler. Sygdommen rammer også personligheden og dette kan derfor påvirke hele familien, hvilket ofte er en udfordring som kræver stort psykisk overskud fra de pårørende.

MIN EGEN UDREDNING

Lad mig starte med at slå fast, at jeg endnu ikke har sclerose som diagnose. Der er dog ingen tvivl om at jeg er ramt af en sygdom i centralnervesystemet og at lægerne har sclerose som ”hovedmistænkt” og jeg stadig er under udredning. Lige for tiden venter jeg bare på de endelige svar af det hav af prøver jeg har været igennem. Lægerne er gået tilbage til jeg var omkring 10 år, for at finde ”den røde tråd”.

Jeg har som sagt altid tilbragt meget tid på sygehuset efter uforklarlige fald. Det har altid været i perioder i gennem hele livet. Inden for de seneste år er mine symptomer taget til i både styrke og perioder og har siden nov. 2011 været kroniske. Nu kan jeg ikke undvære min medicin uden tilbagefald.

Mine symptomer på der er noget galt og grunden til lægerne har sclerose under mistanke er ualmindelig træthed, efter en arbejdsdag sover jeg et par timer. Jeg har føleforstyrrelser og kramper i hele kroppen på en gang eller kun et enkelt sted. F.eks. kan den ene øreflip, en tå eller finger gå i krampe, siden sidste sommer fik jeg kramper i hele kroppen, mange gange har jeg fået at vide jeg sparker om natten og kaster mig rundt i sengen. Problemet var bare der ikke var noget om dagen før sidste efterår. Og siden tog kramperne til i antal og styrke. Huden sidder ikke fast på kroppen, sådan føles det, men ligger løst over kødet på små kugler. Huden kan også smelte og dryppe af fingrene eller ligge i ål ned af benene. en tilstand jeg tidligere har beskrevet som ”Fedtmule-tilstand”, og som af og til har fået mig til at tro jeg var rablende gal. Hukommelsen har aldrig været den bedste og den er blevet dårligere indtil jeg kom på medicin. Jeg har i mange år nok skulle have haft briller, hvilket jeg lod mig overtale til sidste sommer. Dels fordi jeg ikke kunne ramme tasterne på computeren, men mest fordi jeg næsten ikke kunne se trafiktavlerne. På dage var de klare og skarpe og andre dage sløret, men da der var flest dage med sløret trafiktavler lod jeg mig overtale. Dog er øjenlægerne ikke enige om hvilket øje, der bestemmer. Endnu engang viser prøverne to resultater. Først kunne jeg ikke stille skarpe på venstre øje, ugen efter var det højre øje. Men med briller går det fint. Eneste grund jeg nu har til ikke at ramme de rigtige taster er at jeg fejlbedømmer afstande på få dage. At jeg fik mere og mere besvær med at vurderer afstande slog jeg under dårligt syn, indtil jeg begyndte at hælde kaffebønner på den ene side af koppen og det kogende vand på den anden side, hvis jeg ikke holdt på elkedelen med begge hænder for ikke at tabe den. Det skete et par gange fordi jeg fik krampe i fingrene eller de låste fast knyttet sammen.

DET MEST SKRÆMMENDE

I går var det skræmmende for mig, at lægerne havde fundet samme ”røde tråd” som jeg selv havde fundet uden at nævne den. I dag er det skræmmende, at danske læger åbenbart har været mere eller mindre passive over for børn i omkring 34 år, og skrevet ”X-files” i stedet for. Det finder jeg som en ”X-files”-skandale uden sidestykke, for hvor meget kunne de børn og yngre mennesker ikke være blevet skånet for. Jeg finder det dybt forkasteligt at vi i Danmark åbenlyst har henlagt mange børn med ”X-files” med blandet symptomer uden at udrede dem fuldt ud, når man samtidig har vidst at børn også bliver ramt af sclerose og man ved at jo hurtigere det behandles, des bedre resultater for den ramte.