SØMMÅTTEN TO GANGE UGENTLIGT

Når jeg har rigtig ondt eller min krop siger fra, har jeg fundet det helt perfekte til at løsne muskler og nerver. Det er min sømmåtte, som jeg før har brugt to gange om ugen. Efter en pause gennem foråret, har jeg opdaget at den faktisk virker.

image

Fordelen ved sømmåtten er, at den løsner muskelspændinger og nerver samtidig med den sætter gang i blodomløbet. Jeg kan virkelig mærke hvordan varmen strømmer gennem kroppen.

Eneste minus er, at der står den virker beroligende på kroppen og man skal passe på ikke at falde i søvn. Derfor lagde jeg mig første gang på den lige inden midnat, så jeg kunne sove godt. Dengang sov jeg meget dårligt på grund af natlige kramper, og hvis den nu hjalp var de 20 kr på tilbud givet godt ud.

Og jo den hjalp, ingen kramper den nat, men heller ingen søvn, for aldrig har jeg prøvet noget så behageligt og opkvikkende.

Skulle du have fået lyst til at prøve en sømmåtte, så kan de købes forskellige steder og til priser fra 100 kr til 500 kr. Jeg ved ikke hvad forskellen er, udover prisen.

Inden du eventuelt kaster dig over at købe og prøve en sømmåtte, så vær lige opmærksom på at den ikke må bruges, hvis man får forskellige blodfortyndende mediciner. Derfor læs medicinindlægsseddelen inden, hvis du vil prøve.

Men ellers held og lykke med lidt dejligt og behageligt egenomsorg.

HANDICAPDEMOKRATERNE – MIN NÆSTE STEMME

Siden sidste kommunalvalg har jeg været i tvivl om hvor min stemme i Herning skal sættes ved næste valg. Dette burde jeg nok ikke være i tvivl om, da jeg fra 1990-2006 har været politisk aktiv. Men tvivlen er kommet fordi politikerne siger et inden og gør noget andet efter valget.

Nu er udsatte grupper en hjertesag for mig, særligt syge, handicappede og ældre, for hvem er normal? Os der, udadtil, ikke fejler noget, eller de der har en psykisk lidelse, de der har et fysisk handicap eller de ældre, der trods svækkelse, har en livslang erfaring? Jeg tror, at alle er “normale” på sin måde, og mener, at alle bør behandles med respekt. Dette har jeg ikke kunne se i Herning Kommune siden sidste kommunalvalg, alle, undtaget SF, har stemt for forbedringer af kulturelle formål og store events, men på bekostning af de svageste grupper ved besparelser. Der er råd til kunst og kultur, men ikke til mennesker, et menneskesyn, som ligger mig meget fjernt. Derfor har jeg været i tvivl om mit næste kommunale X.

Der er ikke længere et parti jeg kan stå inde for. Eller retter der var ikke længere et parti jeg kunne stå inde for, før jeg for kort tid siden blev bekendt med Handicapdemokraterne, som vil arbejde for de handicappede og ældre. Et parti, opstået som modspil til de forsat kommunale besparelser, af en handicappede mand, Mikael Jensen, i Herning. Handicapdemokraterne vil arbejde for bedre forhold for handicappede, ældre og personalet. Som Mikael siger på Handicapdemokraternes hjemmeside, “fordi kroppen ikke vil behøver man ikke være dum”. Jeg vil tilføje langt fra…

For mig at se, er det vigtigt, at alle behandles med respekt og lighed. Man behøver ikke være født med et handicap for at vide hvordan det er når kroppen ikke vil. Det prøver jeg selv dagligt som “normal”. Man kan også komme sig helt eller delvis over handicap. Man skal være opmærksom på, at ingen er “fredet” for en dag eventuelt, at kunne stå med en fysisk eller psykisk svækkelse eller et handicap. Og sikkert er det, at vi alle vil blive ældre med tiden.

Derfor er jeg ikke længere i tvivl om min stemme ved næste kommunalvalg, det bliver ved Handicapdemokraterne. Jeg har også tjekket hjemmesiden, og vil her lige komme ind på et par af punkterne.

Valgprogram: “Vi vil arbejde for, at alle handicappede personer i Danmark kan få den hjælp, de har behov for, sådan at de kan få et godt og værdigt liv… …Så vil vi give de ældre mere selvbestemmelse og hjælp til selvbestemmelse. Vi forlanger, så at sige, at vi behandler de ældre og handicappede bedre, og så skal vores hjemmehjælpere have det i løn, som de reelt er værd.”

Det passer helt med min overbevisning, om at behandle alle med respekt.

Handicappolitik: Personer med forskellige handicap er en ressource, som de “normale” kunne få meget ud af, hvis de ikke så på os som “dumme”.

Alene ved at danne Handicapdemokraterne viser Mikael Jensen et kolossal overskud af ressourcer, personlige og faglige, og må virkelig slå enhver fordom om handicappede som “dumme” i jorden. Mikael viser ressourcer, mange af os andre skal grave dybt for at finde. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at Mikael med Handicapdemokraterne vil kunne gøre det godt i Herning byråd efter næste kommunalvalg. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Handicapdemokraterne kan tale på vegne af alle handicappede og ældre i Herning kommune. På sigt tror jeg også, at Handicapdemokraterne kan gøre sig gældende i Folketinget.

Jeg ved godt, at mange virksomheder tager et socialt ansvar og ansætter handicappede, men er det nok? Vi er så gode til at se begrænsningerne hos handicappede, ikke ressourcerne som virksomhederne kan vinde. Det samme gælder for ældre medborgere, her ser vi også på begrænsningerne. Alle husker sparerrunderne forskellige steder i landet. Ikke alle, men mange, som blev prikket, var ældre ansatte eller ansatte i fleksjob, ansatte med en fysisk eller psykisk skavank, og som derfor ikke længere “passede ind”. Hvad med deres erfaringer og ressourcer, blev der set på dem alle steder, blev der ikke mere set på begrænsningerne de “prikkede” havde?

Ligestillingspolitik: Ja ja, det er da godt nok med ligestilling blandt mænd og kvinder, men hvad med mellem de “såkaldte normale” og os handicappede? Vi har da også rettigheder, som de “normale” til tider ikke giver os.

Vi taler hele tiden om ligestilling mellem køn, og er nået langt, men ikke i mål. Men hvornår har du hørt om ligestilling mellem “normale” og handicappede, og hvor der er gjort noget alvorligt ved det. Handicapdemokraterne tager denne kamp. Hvorfor skal der være forskel på handicappede og ikke-handicappede?

Jeg til ønske Mikael held og lykke på vejen til Herning Byråd og Handicapdemokraterne alt medvind, også i politiske storme.

Handicapdemokraterne er et tiltrængt politisk tiltag, som Danmark har manglet i mange mange år. Og byråd og folketing bør vel afspejle befolkningen…

Se mere på http://www.handicapdemokraterne.dk hvor du også kan finde valgprogram og stillerdokument.

NÅR FAGLIGHED BLIVER EN SVAGHED

Havde aldrig forestillet mig, at skulle sætte ansigt på mig selv og en sygdom. Jeg er vant til at hjælpe andre der er ramt sygdom og svækkelse, ikke mig selv. Det er mit arbejde, ikke mit liv. Det er en grim følelse selv at stå midt i det. Men helt sikkert, at min faglighed også både er min største styrke og svaghed.

Det største svaghed ved min sygdom var fra starten min faglige viden, fordi jeg kendte symptomerne og fordi jeg så selv fik mistanke og var ekstrem svær at overtale til at søge læge. Først da der var tale om daglige symptomer var jeg til at overtale. Det kunne ikke passe, at lige jeg ikke selv kunne håndterer mine symptomer, det kan jeg jo for andre. Ville lægen få samme mistanke som mig, så kendte jeg jo også fremtidsudsigterne, og det var dælme ikke sådan jeg havde forestillet mig min fremtid.

Lægerne fik samme mistanke som jeg, og nu skulle jeg til at forholde mig til et kursskifte på omkring 180 grader. Fagligt vidste jeg, at det ville være vigtigt at holde mig i gang, fysisk og psykisk, og derfor sagde jeg også nej til en sygemelding. Vidste også at det nok blev en lang udredning, og så kunne jeg da lige gå og få det elendigt over ikke at vide hvad det var/er. Jeg var også klar over, at jeg måtte være åben fra start af, så mine omgivelser vidste hvorfor jeg svinger op og ned både fysisk og psykisk, ingen dage er ens og humøret kan være helt i bund.

Åbenheden var vigtigt, for jeg vidste fagligt, at min udredning kunne tage måneder eller måske et år og ville lægge et stort psykisk pres på min hverdag. Her var min største styrke min faglighed, for jeg kendte konsekvenserne ved at være åben, men også at det ville blive hårdt. Dog skabte det også stor støtte og forståelse, som jeg nu kan gøre brug af.

Fagligt vidste jeg også at det ville kræve radikale ændringer i min hverdag. Der var, og er stadig, ting som skulle og løbende bliver ændret. Første ting der blev ændret var vasketøj, nu kurve jeg kan løfte. En nixpille-kurv som kæresten selv ordner, kogevask, kulørtvask og 40-grader. Mange kurve, men det var et krav jeg skulle kunne løfte dem og ikke sorterer tøjet, nu er det en vask når en kurv er fuld. Anden udfordring i hjemmet var trappegangen, det eneste sted med tæppe og det begyndte hurtigt at knibe med at kunne støvsuge trappen, så der måtte købes en håndstøvsuger.

Løbende har der været ting, som har fremmet mine symptomer og givet off-dage. Telefonbogen i mobilen måtte ændres så vigtige kontakter står først og jeg kun skal trykke en gang. Med kramper i arme og hænder, eller fastlåste hænder er enhver mobil umulig at bruge. Skærmene blev også ændret til fem menuer på hver skærm og taktisk placeret, så de er lette at ramme, uanset om jeg har en off-dag. Mobilen er jo næsten blevet vores livsnerve til omverden.

Mange af ændringerne viser sig også løbende ved at undgå de ting som fremprovokerer symptomerne. Ikke sidde eller ligge for længe, så Kommer der uro eller kramper i ben, arme og hænder. Ikke sidde ved computeren for længe. Ikke sove mere end seks timer. Medicin to gange dagligt, på faste tider for at undgå bivirkninger. Ikke lave for meget fysisk samme dag og ikke for mange aftaler, at lade andre sætte grænser for hvad jeg kan og ikke kan. Alt sammen noget jeg er vant til at hjælpe andre med. Straks noget sværere, når det er mig selv.

Jeg vidste jo godt med min faglige viden, at man ikke ændre sin hverdag omkring 180 grader på en gang. Det er en lang og sej proces, hvor min faglighed nok har været en stor fordel til bare at få ændret tingene heller først end sidst. Alle har sagt, at de kan se, at jeg bruger min faglige viden og kunnen i mit eget sygdomsforløb og finder en stor styrke der. Rigtigt jeg gør brug af min faglige viden og kunnen.

Men der er også svagheder, udover min første mistanke ved symptomerne, ved at have en faglig viden. For alle fagfolk ved hvordan man skal reagerer psykisk under en krise. Det står jo i bøgerne nøjagtigt hvordan man reagerer på en krise, som en alvorlig sygdom jo er. Jeg ved fagligt hvordan jeg skal hjælpe andre i en krise og hvad jeg skal være opmærksom på. Men har opdaget jeg ikke reagere helt på sammen måde. Jeg har også de dage, hvor man bare skal lade mig være, hvor lunten er ekstrem kort. Men jeg er ikke i kælderen eller nede og vende dagligt eller flere gange om ugen. Mange har sagt det er flot og spurgt hvor jeg finder styrken henne. Jeg ved det ikke, men er sikker på at jeg finder en stor del, ved at tage en dag ad gangen.

Derfra fandt jeg også styrken til at rykke sygehuset for at få en tid til svar på mine prøver, og bliver ved til jeg fik en dato. Det kræver et godt helbred, at være syg i dagens Danmark og man er nød til at presse på selv. Ventetiden på at få datoen og tiden, var ved at drive mig til vanvid. Ventetid er altid lang, og når sygehuset nu havde en ledig tid, hvorfor så ikke med det samme book patienter, der venter på tid.

Jeg ved godt, at der kommer en reaktion, når jeg får svar på alle mine prøver, og måske også hen over sommeren. Nu venter jeg bare en dag ad gangen til det bliver 30 august.

HVAD ER DEMENS?

Jeg vil her prøve at give et kort indblik i hvad demens er og hvorfor det også kaldes “de pårørendes sygdom”. På et eller andet tidspunkt stifter stort set alle bekendskab med demens, enten hos en i vores egen familie eller i vores omgangskreds. I 2009 havde 85.000 demens i Danmark og 400.000 var i nær familie med en med demens. Demens rammer ikke kun ældre men også yngre rammes af demens.

Demens er en samlet betegnelse for flere svigtende hjernefunktioner. Særligt viser demens sig ved svigtende hukommelse hos den ramte, der ikke længere kan huske almindelige hverdagsting og som derfor har en meget forringet evne til at klare sin hverdag selv uden hjælp. Andre symptomer er nedsat arbejdsevne, adfærdsændringer, personlighedsændringer, ændringer i følelseslivet, reaktionsændringer, vedvarende træthed og nedsat initiativ.

Demens er en snigende sygdom og det kan i starten være svært, at stille en sikker diagnose. Dog vil det senere i forløbet være tydeligt, at omgivelserne må tage over for den demente og hjælpe med almindelige daglige ting. Dette sker ofte i samarbejde med hjemmeplejen eller på plejecentre.

Idet sygdommen kræver stor indsats fra den demensramtes familie og fra omgivelserne, som må tage over for den demente, påvirker demens ikke kun den ramte, men alle i familien og omgangskredsen og kaldes derfor også de pårørendes sygdom.

Flere sygdomme kan medfører demens, men endnu ved man ikke hvorfor. Dog er svigtende hjernefunktion en væsentlig årsag. Andre årsager på symptomerne skal udelukkes enten ved blodprøver og/eller CT-scanning af hjernen. Blodprøverne vil kunne udelukke sygdomme i stofskiftet og mangel på vitaminer og scanning af hjernen vil kunne udelukke blodpropper eller blødninger i hjernen eller skader af tidligere blodpropper og blødninger.

Diagnosen stilles også gennem en MMSE-test, der består af flere simple spørgsmål og opgaver. Hvis man svarer og løser de fleste af opgaverne rigtigt kan demens udelukkes, hvorefter det er vigtigt at blive undersøgt for andre sygdomme.

Det kan i starten være svært, at se forskel på almindelige nedsætte funktioner på grund af aldring og på demens. De fleste ældre reagerer ikke så hurtigt som tidligere, hverken fysisk eller psykisk, hvilket dog ikke er ensbetydende med de er demente.

I den første fase ved den demensramte godt at hukommelsen svigter og at hverdagen ikke fungerer og oplever ofte denne periode meget ubehageligt. Samtidig er perioden også meget ubehagelig for familien, der skal forholde sig til at hverdagen ikke fungerer og at der skal huskes for den demensramte. Perioden er for alle kendetegnet ved angst, forvirring og håbløshed for den demensramte, familien og omgivelserne.

Når demenssygdommen er stærk udpræget vil den demensramte miste det meste eller hele sin hukommelse og vil muligvis ikke kunne kende sin familie. Den demensramte vil også miste sin dømmekraft og vil kunne virke meget grænseoverskridende overfor familien, sproget vil forsvinde med tiden og der vil komme mange adfærdsforstyrrelser som uro,rastløshed og råben uden grund. Samtidig vil den demensramte kunne ændre sin døgnrytme med søvnløshed og være meget vågen og urolig om natten.

Ifølge Videncenter for demens var der i 2009 følgende tal for demens:

85.000 danskere var ramt af demens og 45.000 af dem var ramt af Alzheimers, der er den mest udbredte demenssygdom.

3.000 danskere under 65 år havde demens.

65 procent har en ikke specifik diagnose.

15.000 danskere får hvert år demens.

400.000 danskere er i nær familie med en demensramt. Endnu flere er i omgangskreds med en demensramt.

I år 2050 vil 15 millioner mennesker på verdensplan have demens.

INGEN SAMMENBRUD I TREPARTSFORHANDLINGERNE

Igen og igen har jeg hørt det, trepartsforhandlingerne brød sammen i fredags og det er fagbevægelsens skyld.

Det er ikke helt rigtigt. Der er ikke tale om at forhandlingerne brød sammen. Det er heller ikke rigtigt, at det er fagbevægelsens skyld, særligt FOA og Dansk Metals skyld.

Der er udelukkende tale om at regeringen selv valgte at aflyse forhandlingerne inden de var kommet rigtig i gang. Dermed har regeringen, ene og alene, ansvaret for at forhandlingerne ikke bliver til noget.

Derfor er det også meget ynkeligt, at se regeringen prøve, at fralægge sig ethvert ansvar og skyde det over på fagbevægelsen. Der er ikke tale om at hverken arbejdsgiverne eller fagbevægelsen har forladt forhandlingerne, udelukkende at regeringen har opgivet på forhånd og aflyst.

Hvorfor regeringen har valgt denne drastiske løsning, ved kun den selv. Men siger dog at det er på grund af helligdage og ferie. Jamen forhandlingerne indeholdte jo meget andet, eksempelvis arbejde til flere i landet, flere timer til deltidsansatte som ønsker det, psykisk arbejdsmiljø og uddannelse blandt andet til ledige. Det er punkter regeringen åbenbart og åbenlyst er totalt ligeglade med, og har tilsyneladende lagt sig fast på en eneste løsning inden forhandlingerne kom i gang, nemlig helligdage og ferie og lukket øjne for alt andet.

Derfor ser jeg kun en grund til at regeringen valgte at aflyse forhandlingerne, inden der kunne være tale om et sammenbrud, nemlig at regeringen havde lagt sig fast på helligdage og ferie for lang tid siden. Og når modstanden så blev for stor, at tage den lette løsning at aflyse alt og prøve at fralægge sig ansvar og derved også konsekvenserne.

Alle har vidst, at det nok blev lange og svære forhandlinger, derfor mener jeg det både er en forhastet og forkert beslutning at regeringen har taget det drastiske skridt at aflyse forhandlingerne.

Grunden til jeg ikke mener, der er tale om et sammenbrud er, at ved et forhandlingssammenbrud er der tale om forhandlinger hvor parterne er enige om de ikke kan blive enige om noget under forløbet og går hver til sit. Her er der tale om at forhandlingerne knap er begyndt og regeringen indser det bliver svært og i stedet for at prøve at finde en løsning så opgiver og aflyser. Man skal jo huske på, at hverken arbejdsgiver eller fagbevægelsen har forladt forhandlingerne, men har fået lukket døren til forhandlingerne som ikke velkommen.

Grunden til man har forhandlinger er forskellige indgangsvinkler, som man skal prøve at finde en løsning på til alles bedste. Det har regeringen valgt at lukke af for ved at aflyse. Derfor må regeringen også selv tage ansvaret og konsekvenserne.

De sidste par dage har flere henvendt sig til mig og sagt det er fagbevægelsens skyld og ansvar at forhandlingerne blev aflyst, for det siger regeringen. Hertil vil jeg bare sige, at fagbevægelsen har et ansvar under forhandlingerne, nemlig at tale medlemmernes sag og fremlægge deres synspunkter. Man kan altid være uenig i fagbevægelsens og medlemmernes synspunkter, det står enhver frit, og man kan eller skal ikke være enige om alt. Men derfra og til at give fagbevægelsen og medlemmerne skylden for at regeringen valgte at aflyse forhandlingerne hænger ikke sammen og er ikke ansvarligt.

Det er på tide, at regeringen står ved sine egne beslutninger og tager ansvaret og konsekvenserne.