DOMMENS DAG

Natten til i dag har været utroligt lang. Ikke nervøst lang. Men en hvileløs lang nat, uden rigtig søvn. Blundet lidt og sovet lidt på sofaen med fjernsynet tændt i baggrunden. Ikke rigtig nervøs for dagen, men glædede mig til formiddagen var over. Det var i dag det var dommens dag og fremtidens time, svaret fra overlægen med diagnosen havde jeg håbet.

Endelig skulle uvisheden være erstattet af vished. Som altid til sådan noget var jeg i god tid, hader at være sent på den. Så var der også lidt tid foran lægens dør til at falde til ro i. Underligt nok blev jeg for en gang skyld ikke nervøs. Men var jo også forberedt på svaret og diagnosen i dag.

Svaret og diagnosen skulle komme. Sådan gik det bare ikke helt. Uvisheden blev erstattet af ny uvished og nye undersøgelser. Dog kom der også noget vished. Ingen sclerose eller epilepsi som frygtet. Så langt så godt. Alle prøver og undersøgelser var fine og i orden. Eneste udslag i prøverne var Folinsyre, som var lidt lav. Og nej jeg er ikke vegetar, hvor det ofte ses.

Nu var og er der så kun et spørgsmål tilbage: hvad kommer mine symptomer af og hvorfor? Lige nu er der ingen logisk og åbenlys fysisk forklaring. Dermed ny uvished og nye undersøgelser. Men tager tingene og dagene som de kommer.

For at udgå forværring af eller nye symptomer, ville lægen ikke stoppe min medicinske behandling. Nu er det bare ren symptombehandling, fordi lægerne ikke ved hvad de behandler for, kun at de på den måde kan holde symptomerne nede.

Men nu ved jeg da at fremtiden bringer flere undersøgelser og forhåbentligt et svar, selvom det kan ligge noget ude i fremtiden.

HOLD LYSET TÆNDT I MØRKET

Når alting bare bliver for meget af det gode og vi går rundt i mørket, kan det være svært at se hvordan det bliver bedre. Sådan har vi det nok alle enkelte dage eller i perioder. Alligevel ved vi godt, at et eller andet sted, derude i horisonten er der et lys. Det kan bare være svært at se.

image

Det er også lettest at sætte fokus på vores egne begrænsninger i stedet for at tage fat i vores ressourcer. Det er nemt at sige “det kan jeg ikke” i stedet for at sige “det kan, skal og vil jeg”. Og nej, det er ikke sikkert man kan nu og her, og at arbejde sig hen mod at kunne kræver kamp. Det ved alle med sygdom, og det er ikke et spørgsmål om at “tage sig sammen”, for jeg tror alle har viljen til at kunne. Det er et spørgsmål om, at nå dertil hvor man kan se lyset forude.

Vi kender nok alle en eller anden, som enten er eller har været fanget i mørket af forskellige grunde, krise, ulykke, skilsmisse eller sygdom. Vi er alle en del af deres ressourcer til at nærme sig eller nå lyset forude. Det kræver to ting for at kunne hjælpe, at kunne se den, der er fanget i mørket og at vi kan forstå situationen. Dette er ikke altid let, og kræver at begge erkender situationen. Det er ikke nok, at kun den ene erkender det. Den der er i mørket, har ofte nok arbejde med “bare” at holde sig fast og ikke ryge længere ud i mørket.

Det vi, i omgivelserne (forstået som bekendte, venner og familie), kan gøre er at blive ved med at holde ild i lyset. Ikke nødvendigvis de store ting, men en lille bemærkning i hverdagen eller et spørgsmål af og til. Det varmer mere end man tror, og koster måske et par minutter af vores tid. Og i virkeligheden er vi, i omgivelserne, med til at holde lyset tændt, og i bedste fald tænde et nyt lys for den, der er fanget i mørket.

Vi, i omgivelserne, kan også være med til at slukke lyset. Den hurtigste måde er ligegyldighed overfor den, der er fanget i mørket. Dernæst ved at vise misforstået omsorg, ved at spørge halvt ind uden at ville accepterer eller forstå situationen og kun se en løsning ud fra vores egne behov og ønsker. Det er jo en omsorg, som ikke menes fuldt ud, så tror jeg, det var bedre at melde klart ud, at det er for uoverskueligt.

Vi ved også, at mørket og modgangen, koster bekendtskaber og venskaber. Ikke altid af ond vilje, men fordi mørket er uoverskueligt og kræver store ressourcer fra alle. Mange gange må den i mørket også tage beslutningen om at afbryde forbindelsen helt eller delvis for selv at kunne holde lyset tændt, så omgivelserne ikke slukker det gang på gang. Særligt svært er det når det er familien, som ikke kan eller vil accepterer situationen og viser misforstået omsorg, fordi familien ved bedst.

Jeg er rigtig glad for alle i mine omgivelser. Jeg har mødt rigtig meget varme, forståelse og accept af situationen. Det har været med til, at holde liv i mit lys.

Desværre er det ikke alle, der har omgivelser som jeg, så vær med til at holde deres lys tændt. Et smil, et hej, en lille bemærkning eller et spørgsmål koster kun lidt tid, men viser at, vi har set den, der er fanget i mørket, og at vi er der. Det kan godt ske, at vi skal gøre det flere gange før vi selv bliver set som en ressource af den der er fanget i mørket. Ikke af ond vilje men mørket kan være overskyggende og ofte er det uvant at blive set af andre i et positivt lys.

image

UVISHEDENS PSYKISKE ANSIGT

Så nærmer tiden sig for samtale med den specialiseret overlæge. Ventetiden har også været lang, meget lang, lige fra april og til om en uges tid.

Ikke en ventetid jeg ville ønske for andre, selvom den har været det hele værd. Men sikke et pres den har været, både fysisk og psykiske. Nok mest psykiske, for det fysiske ved jeg jo udemærket kommer og går i perioder.

Fra starten valgte jeg at sige nej til en sygemelding, mens jeg er under udredning. Dog mod at love min læge at sige til, hvis presset blev for stort eller jeg ikke kunne holde til mit arbejde, enten fysisk eller psykisk. For det er en ting, at arbejde med at hjælpe andre, men noget helt andet selv at stå midt i et sygdomsforløb, og den uvished som en udredning medfører. Men jeg var klar over med det samme, at blev jeg først sygemeldt, helt eller delvis, ville jeg først føle mig syg og kunne så bruge tiden på at gå og bekymre mig. Jeg er dog også overbevist om, at det psykiske pres ikke har været så stort som frygtet, netop fordi jeg ikke har gået sygemeldt. Også selvom der har været sygedage undervejs.

Alle der rammes af sygdom vil i en eller anden grad også komme i en krise, som vi håndterer efter vores bedste evne. Det er uanset om det er en psykisk eller psykisk sygdom. Det psykiske ansigt vil altid vise sig under en udredning, enten konstant eller i enkelte dårlige dage. Det kan jeg heller ikke lyve mig fra, heller ikke selvom jeg har været opmærksom på det hele tiden, hvor jeg ubevidst og bevidst har trukket på min faglige viden til at holde mig oppe. Men har ikke klaret det alene. Vidste jeg ikke hvad andres støtte betyder, så gør jeg det nu.

Lige fra mine fysiske symptomer begyndte at blive mere eller mindre kroniske, har jeg også kunne mærke psykens ansigt ånde mig i hovedet. Men er også overbevist om at ved sygdom kommer man enten styrket igennem forløbet eller knækker sammen. Og jeg havde sat mig for at komme styrket igennem, dermed ikke sagt at det har været let. Nok nærmer et af livets sværeste opgave, særligt at komme over de timer og dage hvor nok bare er nok Og alt er ligemeget.

Jeg har også haft alle spørgsmålene, som automatisk hober sig op undervejs: “Hvorfor lige mig?”, “Hvad siger lægerne?”, “Hvorfor fanden kan jeg ikke få klar besked?”, “Er der en behandling og virker den?” og ikke mindst “Hvad bringer fremtiden?”. Rigtig mange spørgsmål at gå med, samtidig med jeg har måtte erkende, at der er visse fysiske ting det bare er slut med, eller næsten slut med, for stadigheden længe leve. Nu tager tingene bare længere tid og visse ting må vente til kroppen igen vil. Det er ikke nemt, at erkende, men er en nødvendighed fordi jeg har sat mig i hovedet, at jeg vil kunne leve med sygdommen og ikke leve i sygdommen. Eller sagt rent ud, det er mig, der har styringen og ikke sygdommen, den skal ikke bestemme det hele.

De første spørgsmål var: “Hvordan siger jeg det?” og “Hvor åben skal jeg være?”. Spørgsmålet om hvordan jeg skulle sige det, er ret voldsomt. Der er ingen rigtig måde at sige på, at man er ramt af sygdom og under en langvarig udredning og jeg tror ikke, man nogensinde bliver helt klar til at sige det. Men det var for mig en nødvendighed. Det fjernede en stor del af det psykiske ansigt jeg lige pludselig stod ansigt til ansigt med. Samtidig gjorde det også, at det var letter at tale om og alle vidste hvordan landet lå, så at sige. Derefter var der spørgsmålet om hvor åben jeg skulle være. Her var jeg ikke i tvivl, fuld åbenhed. Dels for at fjerne en del af det psykiske ansigt, dels for at skabe en forståelse i min omgangskreds og derved en bedre mulighed for at kunne få støtte. For hvordan skal vi kunne støtte andre, hvis vi ikke ved hvad der er galt? Beslutningen om fuld åbenhed var ret nem, det var resten til gengæld ikke. Det var dage jeg godt kunne undvære på det tidspunkt, men set tilbage var det, det helt rigtige at gøre. Men der var ingen nem måde at sige den slags på, det skulle “bare” overstås.

Stille og roligt har jeg gået og arbejdet med de andre spørgsmål.”Hvorfor lige mig?” tja, kendte jeg svaret, så var det ikke mig. Så var det en anden sygdommen havde ramt. Måske en egoistisk tanke, men et spørgsmål uden svar i mit tilfælde. Det kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden person og vi er jo altid forberedt på at sygdom rammer naboen, ikke os selv.

Heldigvis fik jeg hurtigt svar på spørgsmålet om behandling. Der var en medicin, som jeg skulle starte op på samme dag lægen fik mistanken. Og jo den hjælper. Jeg har dog stadig dårlige dage og heldigvis er de nu i mindretal. Når mine dårlige dage kommer er det gerne i perioder, som føles som voldsomme tilbagefald. Heldigvis er både min kæreste og jeg blevet ret gode til at se tegn på de kommer og jeg kan derfor dels mindske dem eller styrken af dem. Derimod føles de fleste dage, hvor sygdommens symptomer holdes nede som ren fremgang, hvertfald set i lyset af de dårlige dage.

Vi har alle planer om fremtiden, eller i det mindste en ide til hvordan fremtiden ser ud. Men et er sikkert, vi kender ikke fremtiden, trods vores forestilling om hvordan den bliver. Når man kommer under udredning for en alvorlig kronisk sygdom, har jeg tit hørt andre sige, det gør fremtiden usikker. Det må jeg sande, for spørgsmål om lægerne tager fejl, om mistanken til diagnosen holder og hvordan forløbet vil blive med en sygdom, hvor ikke to forløb er ens, begynder i starten at hobe sig op i tankerne. Disse spørgsmål, gør virkelig fremtiden usikker, for der er ingen svar på den for hen over tid. Men jeg er sikker på to ting: Fremtiden bliver ikke som jeg havde regnet med, heller ikke så sent som i vinters, det er de fysiske symptomer for kraftige til. Men jeg ved også, at det bliver mig, som styrer fremtiden, ikke min sygdom. Det bliver måske nok i samarbejde med sygdommen, men det bliver ikke den, som får lov til at bestemme.

Jeg har tidligt måtte erkende at, der er ting jeg må gøre anderledes end før og ting jeg må overlade til andre, selvom jeg helst ikke vil. Det er ikke den bedste oplevelse, at bede andre om hjælp til ellers normale og banale ting som eksempelvis at lave en kop kaffe eller pille et æg for en. Inden jeg nåede til den erkendelse af, at jeg måtte “opgive” på dårlige dage, var der gjort rent mange gange efter kaffe på bordet, og der var kastet flere æg i vasken i frustration over at det da ikke kunne være rigtigt jeg ikke kunne pille et sk… æg.

Da symptomerne blev mere kroniske og jeg begyndte at oplever flere dårlige dage i længere perioder, begyndte jeg også at tænke på om jeg var blevet rablende vanvittig, for hjerne og krop fungerede ikke sammen, og det var der ingen som skulle fortælle mig. Klart at alt var normalt, det fungerede bare ikke normalt. I starten var symptomerne mest indre uro og føleforstyrrelser, særligt i huden. Følte jeg mig ikke vanvittig, så fik føleforstyrrelserne den tanke frem. Og først da jeg begyndte at få daglige synlige symptomer, blev jeg overbevist om der var noget helt galt. Jeg kunne se en rød tråd tilbage gennem tiden, ikke en behagelig tråd at opdage, for de dårlige perioder kom oftere og oftere og har altid gjort det. Hurtigt fik jeg en mistanke, som alligevel ikke kunne passe. Lægerne har også i de første undersøgelser fundet samme røde tråd, som jeg selv fandt. Dette er jo både godt og skidt, for direkte adspurgt fortalte lægen mig, at mistanken omkring diagnosen var den samme som jeg havde. Også selvom jeg ikke havde nævnt min mistanke, men udelukkende ud fra de første prøver og mine symptomer. Jeg ved også, at det er sjældent, lægerne tidligt i forløbet sætter navn på mistanken, og jeg ved første undersøgelse fik at vide det var sclerose, som var første mistanke, om end så er det noget i centralnervesystemet, det var der ingen tvivl om. Og samtidig sagde lægen også at hun ikke var meget i tvivl om mistanken og udredningen mest var for at udelukke andre sygdomme. Det var rart med en så åben og ærlig læge, for så har jeg haft noget at forholde mig til i ventetiden. Det har været med til at fjerne en stor del at usikkerheden, efterhånden som de forskellige prøver viste sig at være i orden og der nu “kun” mangler et svar.

Jeg tror aldrig, at jeg bliver klar til samtalen med overlægen eller til at få svaret. Men jeg har forberedt mig så godt jeg har kunnet. Jeg tror, at jeg i år har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, lige fra glæde, lettelse, angst, vrede, frustrationer og håbløshed, ved at stå ansigt til ansigt med uvishedens psykiske ansigt under udredningen, at når jeg får samtalen med overlægen overstået og får diagnosen, så vil den komme som en form for lettelse. Så vil jeg for alvor have noget, at forholde mig til, og som bedre vil kunne være med til at besvarer de mange spørgsmål.

Selvom jeg selv har valgt ikke at komme ind til en anden overlæge, end den lægen har anbefalet ud fra mine symptomer og undersøgelser, kan jeg godt mærke at nu begynder tiden at blive rigtig lang inden svaret kommer, så nok meget godt det er i min ferie.

Mange siger, at jeg har klaret ventetiden og uvisheden fint. Det vil jeg ikke bedømme, men har prøvet at tage en dag ad gangen og ikke tænke for langt frem, og som alle andre har jeg også haft dårlige dage fyldt med frustrationer over alt og intet. Jeg har prøvet, at klare ventetiden og uvisheden ved at holde mig i gang og humøret oppe, dels gennem kæreste, familie, venner og arbejdet. Uden støtte i hverdagen fra alle omkring mig, ved jeg ikke hvor godt jeg havde klaret det, og hvilken fantastisk støtte og omsorg jeg har mødt alle steder. Virkelig noget, som har hjulpet til at holde humøret oppe.

DE STILLE STUNDER OG GRØNNE PLETTER

Vi trænger alle til en stille stund alene af og til. Uden forstyrrelser, udover det vi selv vælger.

En stund til at lade op igen. Til at få noget nyt energi udefra, og hvor det ikke er nok, at sætte sig ud i haven eller på altanen.

Sådan har de fleste af os det. Og når vi så ikke får ladet op er undskyldningerne klar på stribe. Dem har vi nemlig altid ladet op, hverdagen er stresset, tiden er der for lidt af, maden skal laves, opvask, tøjvask og rengøring. Alt sammen noget vi skal have ordnet, og mange har børn som skal hentes eller lige skal noget i fritiden. Vi mangler ikke undskyldninger til at glemme vores egenomsorg og tid til at lade op.

Men den time eller to om ugen, hvor jeg mener, vi bør “hive stikket ud” og bruge tiden på ingenting udover at lade op og forny vores energi, tror jeg er givet godt ud. Ikke kun for os selv, men også for vores familie og andre i vores omgangskreds.

Vi har alle sammen alle muligheder for at blive udbrændt før tid, hvis vi ikke giver os selv og hinanden lov til at lade op og forny energien. Og i presset situationer kan det let ende med torden i hjemmet i stedet for solskin. Det er ikke så vigtigt hvordan vi lader op, der er vi heldigvis så forskellige, men det er vigtigt vi husker at lade op.

Den bedste måde jeg selv lader op på og fornyer min energi, er at finde en grøn plet og bare sidde og lave ingenting. Mobilen på tavs og hovedet “slået fra”, bare at være tilstede i dette “ingenting” ved at lukke alt andet ude. Ikke nødvendigvis flere timer, bare indtil jeg har opnået ro og fornyet min energi. Heller ikke hver dag, men når jeg lige har brug for det, når jeg kan mærke at nu er det nu.

Alle byer har en grøn plet med fred og ro, som er egnet til afslapning og til at lade op i. En grøn plet uden forstyrrelser, hvor man kan lade op og forny sin energi. Lad os bruge dem.

I Herning er der flere grønne pletter, anlæg med fred og ro, som mange heldigvis bruger. Den grønne plet jeg har fundet er ikke stor men ret fantastisk og faktisk ret lille og alligevel en af Herning’s første. Haven/anlægget ved Herningsholm, omkredset af boligblokke og vej, men fyldt med fred, ro og natur og kun et stenkast hjemmefra.

Når jeg sidder her kommer fuglene hurtigt frem og som regl er der en eller to som lige skal helt hen og se om jeg har noget spiseligt med. Trods vej og boligblokke er der ingen larm eller forstyrrelser. Her kan jeg virkelig lade op og forny min energi.

image
Hovedbygning.

image
Indgang til have/anlæg fra hovedbygning.

image
Have/anlæg.

image
Indgang til have/anlæg fra boligblokke.

Ved at bruge en time eller to om ugen, alene, og give hinanden plads til det, er jeg sikker på, at vi undgår at brænde ud før tid.

Så giv dig selv og andre lov til at lade op og forny energien. Find din grønne plet og nyd det. Det er givet godt ud. Husk det er kun dig selv, som ved lige hvad din grønne plet er. Men måske er den værd at dele med andre.

FOR BØRNENES SKYLD

For tiden kører politiet over alt kontrol ved skoler. Mange bliver taget uden sele, håndholdt mobil og høj fart. Spørgsmålet er om denne kontrol er nødvendig, og svaret er ja desværre.

Man kan også stille spørgsmål ved om denne kontrol burde være nødvendig, her vil jeg klart sige nej, ikke hvis alle bare var deres ansvar voksen. Men jeg ved godt at sådan er virkeligheden ikke, og vi har alle en eller anden undskyldning for lige at tage mobilen under kørsel eller lige træde lidt ekstra på speederen. Men hånden på hjertet, er der nogen, der ikke har overlevet at mobilen ikke er taget med det samme? Eller er der nogen, som ikke har overlevet af vi er kommet lidt for sent på arbejde på grund af trafikken? Nej vel. Vi har i værste fald fået en balle og fået at vide vi må kører noget før næste morgen.

For mig er det helt fint med kontrol ved skolerne i børnenes første uge efter ferien, for det er trods alt børnenes skolevej det handler om og børnenes sikkerhed.

Et emne jeg nok ikke burde berøre, da jeg ikke har børn. Hvilket også gerne medfører sætningen, at det kender jeg ikke før jeg får børn. Ok, måske ikke alt jeg ved om børn. Men ved at børnene er det vigtigste for forældre, noget de vil give alt for ikke at miste.

Derfor sænk farten ved skolerne. Og ikke kun her, men også daginstitutioner, vuggestuer og børnehaver. Og i bedste tilfælde overalt hvor der er børn. Man kan ikke lige se, hvor der bor en dagplejer rundt om næste hjørne. Bør vi ikke passe på børnene her også?

Man må kører 50 km/timen de fleste steder i byerne, men man skal også kører efter forholdene. Og for mig at se er der ingen tvivl. Hvor der er børn, så er forholdene ikke til 50 km/timen.

Derfor kunne jeg se en fordel ved eksempelvis vejchikanere eller “stærkasser” og nedsat fart ved skolerne i tiden hvor der er børn. Et eksempel herpå er ved Videbæk skole mellem Ringkøbing og Herning, her sænkes hastighedsgrænsen til 30 km/timen når skolen er åben for børn, og øges igen til 50 km/timen, når der ikke er børn og bliver styret af en sms, som sendes fra en ansat til vejskiltene.

Vejchikanere vil være med til at tvinge bilisterne til at sænke farten. Og vil man undgå chikanerene, tror jeg ikke at nogen i min generation har taget skade af at cykle eller gå til skolen. Jeg ved godt, at de mindste børn ikke selv kan gå i skole, særligt hvis de ikke får ansvaret. Og jo, som “nøglebarn” i 80’erne mistede jeg også af og til bussen, men kom da i skole alligevel også i 1. klasse.

“Stærkasserne” er tit blevet hængt ud for at være statsministeriet pengemaskine. Også uden grund hver gang. De skal bare sættes op med omtanke, der hvor de gør gavn. Her tænker jeg de kunne have en vis gavn ved skoler, børnehaver og andre steder, hvor der færdes børn. Det ville være til gavn for trafiksikkerheden og børnene.

Tænk på næste gang du hører om et barn, der er blevet kørt ned på grund af opmærksomhed eller for høj fart, om du kunne have været den voksne, der kørte bilen.

Det hele ville være meget lettere, hvis vi alle var ansvaret voksen og tog hensyn til børnene og kørte efter forholdene og kommer sikkert frem. Heller det end slet ikke at komme frem.

Jeg er ingen engel på det punkt. Alle har på et eller andet tidspunkt trykket lidt ekstra på speederen fordi vi ville hurtigere frem. Ofte vinder vi kun to-tre minutter, uden at tænke på risikoen ved det. Dog har jeg altid overholdt farten, hvor der er skoler, børnehaver eller daginstitutioner. Jeg vil ikke kunne leve med tanken om at skulle sende en betjent ud til et par forældre. Vil du kunne det?

Så får du en “hilsen” en morgen, drop undskyldningen. Betjenten gør bare sit arbejde, nøjagtig som du passer dit. Og vi ved alle godt, når vi får en “hilsen” så er der en grund til det, hvis vi skal være ærlige. Tak for der ikke skete noget i stedet for.

Derfor sænk farten, vær voksen og ansvarlig og gør det du er i gang med, nemlig at kører bil og ikke alt muligt andet, både ved skoler, børnehaver og daginstitutioner. Gør det for børnenes skyld. Dem er der ingen af os som vil miste. Heller ikke os, der ikke selv er forældre.