HELLE OG METTE I PISSER PÅ OS OG SIGER SÅ VI LUGTER

Kære regering, særligt beskæftigelsesminister Mette F og statsminister Helle T.

I har jeres politik/løftebrud, sådan er det jo…!
Vi, vælgerne, har Ø eller sofaen ved næste valg, sådan må det være…
Beklager men jeg regner ikke VKO som alternativ til regeringen, det er jo politik fra samme skuffe… Rød og blå giver sort politik…

Regeringen siger, vi skal tage hånd om de ledige og de svage grupper. Endda så meget at det var et løfte under valgkampen. Men hvad sker der? Det stik modsatte. Der skæres i dagpengeperioden, i indkomsterne for de svageste og alle skal uddannes og i arbejde, uden øje for at der rent faktisk er folk, der er så syge at de end ikke kan klarer en aktivering eller er så terminale (uhelbredligt syge) at de kun har kort tid igen.

OG SÅ taler både Helle og Mette i dag respekt og ordentlig tone. DOBBELTMORAL AF VÆRESTE SKUFFE.

Hvis regeringen eller bare politikerne vil have – en lille bitte smule – respekt fra os vælgere, må regeringen også til at vise os, vælgere, respekt, hvilket iøvrigt også gælder de andre partier på Borgen.

Det er efterhånden mere end flovt, at kunne kalde sig dansker.

Jeg vil ikke give Johanne ret i, at regeringen pisser på vælgerne. Nej, først pisser I på vælgerne, og så siger I, at vi lugter.

Jeg fristes til at tro, regeringen har fundet dens grundlag i de gamle BZ-tider med Sorte Hest, hvor udtrykket kommer fra. Men aldrig har det været mere aktuelt.

Jeg har tidligere i år skrevet til både beskæftigelsesministeren og statsministeren direkte i mails med konkrete spørgsmål for ledige og langtidssyge. Men aldrig fået svar. Kære Mette og Helle, kalder I det respekt. Hvordan kan I overhovedet tale om toner i debatter, når ingen af jer end svarer på direkte mails? Jeg kalder det at pisse på folk. Hvordan vil I have jeg skal have respekt for en regering, der end ikke vil sende en mail tilbage, udover automatisk modtagelsesmail.

Jeg indrømmer min fejl ved sidste valg. Krydret var ikke rødt nok, det har I da opnået at overbevise mig om på et år.

Reklamer

SÅ FORBANDET TRÆT

Gab hvor er jeg forbandet træt for tiden. Træt af næsten alt, men også kun næsten, for livet er jeg ikke træt af. Livet er herligt, bare jeg ikke hele tiden var så forbandet træt det meste af tiden i perioder.

Jeg er træt af kronisk uro i dele af eller i hele kroppen. Så er det et ben, en arm, hånd, finger, en fod eller tå. Uroen tapper mig virkelig for energi. Men hvor er jeg glad for det ikke længere er kramper og smerter jeg har. Heldigvis holdes det nede af medicinen.

Træt af ikke at kunne sove mere end seks timer i træk, uden at vågne op med forskellige forstyrrelser i kroppen. Det giver mig til gengæld en forstyrret søvnrytme og en unaturlig træthed. Enten er det sent i seng eller op midt nat. Hvilket kræver en morfar på sofaen efter arbejde, ellers kunne jeg nok heller ikke hænge sammen en hel uge i træk. Men jeg er forbandet træt af, at miste energien, så en daglig morfar er et nødvendigt onde.

Jeg er træt af de dårlige dage, hvor jeg nærmest ikke kan stå, gå eller side. Det er de dage, hvor hovedet og kroppen ikke taler sammen. Hvor hovedet siger et og kroppen gør det modsatte. Hvor jeg er fysisk fyldt med flere forskellige forstyrrelser i kroppen, særligt føleforstyrrelser. Sidder jeg for lang tid går det galt, ligger jeg for lang tid går det galt eller går jeg for langt går det galt. Og for lang tid kan være 10 minutter og for lang strækning, uden stok, kan være 200 meter.

Træt af de dage hvor min motorik svigter og jeg taber ting eller skal holde ekstra godt ved ting. Træt af hælde kaffen ud på bordet eller ned af mig selv de dage. Træt af ikke at kunne holde på et krus uden næsten at skulle bruge begge hænder. Eller smøre en mad uden bordet også er smurt. Men er glad for, at de dage er i mindretal.

Træt af hukommelsen svigter og jeg skal skrive alt med. Men er glad for alarmen i mobilen og at den har mange alarmer. Ellers glemte jeg nok en del.

Så træt af mobilens alarm ringer fast to gange dagligt. Tid til medicin formiddag og aften. Og medicinen skal jeg nok huske, ellers kan jeg hurtigt mærke det. Ved jo også, at medicinen er et nødvendigt onde for at holde symptomerne nede. Og jeg kan jo mærke medicinen hjælper og uden ville der være langt flere dårlige dage. Men træt af, jeg glemmer den uden alarmen, og først i husker medicinen når jeg ellers får symptomerne.

Træt af ventetid på undersøgelser. Ventetid er også uvished, som i sig selv trætter og tapper energi. Ventetid på flere uger mellem undersøgelser og derefter ventetid på flere uger inden svar, kræver virkelig et godt helbred og en stærk psyke. Det letteste var at to plus to gav fem incl skatter og afgifter, men sådan er sygdomsudredning ikke. Men jeg er glad for lægerne tager det alvorligt og gør hvad de kan for at finde svaret, også selvom det tager tid.

EN TING JEG ER IKKE TRÆT AF er alle dem i min omgangskreds, kæreste, familie, venner og kollegaer. Uden dem var jeg nok træt af alt.

JEG ER GLAD for alle de dage, hvor jeg har det godt også selvom jeg er træt.

I GLIMTET AF ET STJERNESKUD

Vi har nok alle en sang, som betyder noget specielt for os. Den som betyder mest for mig er “Hør Suset” af Poul Krebs fra albumet Kosmorama. Grunden til den betyder meget for mig, er at den siger alt om alt med ganske få ord i et sprog, som er let forståeligt. Hele teksten er at finde i omslaget til Kosmorama, men jeg vil her lige komme med de udpluk, der gør lige denne sang helt specielt.

Hvad Poul Krebs har haft i tankerne, da han skrev “Hør Suset” ved jeg ikke. Derfor er dette helt og holdent min egen forståelse af sangen ud fra at jeg både er pårørende og selv sygdomsramt.

Som pårørende til sygdomsramt, blandt andet angst, ved jeg hvor meget forskellige ting betyder både for den ramte, men også for os pårørende. Ingen siger, at det skal være let. Dog er det vigtigt, at give de sygdomsramte ro til at hører suset og vide vi, pårørende, er der til at kalde når det gælder. Når jeg skriver pårørende, mener jeg alle i omgangskredsen for den sygdomsramte.

I bund og grund opfatter jeg sangen som en opfordring til ikke at miste troen på sig selv og håbet på fremtiden. Heller ikke når det ser allermest håbløst ud. Der er altid nogen omkring os, til lige at komme med et lille sus, bare vi lytter og hører suset.

I sangen “Hør Suset” synger Poul Krebs blandt andet:

Det gælder om at vinde noget
en lille bitte sejr over sig selv
og over janteloven.

Blæs på hvad andre tænker om dig som sygdomsramt. Kort sagt vind over janteloven. Andre er ikke bedre end dig, trods sygdom. Måske er det endda omvendt. Vi er eksperten i vores liv. Vi gør ikke, og skal ikke gøre, tingene på samme måde. Så kan andre tænke, at de ville have gjort noget på en anden måde. Men hvad der virker for Jensen virker måske ikke for Petersen. Ingen kan vinde større sejre end en selv. Det er din kamp mod sygdom, kun du kan vinde den. Som pårørende er det vores opgave, at være med til at give dig troen på den lille bitte sejr. Men ingen kan tvinges til at vinde over sig selv. Den letteste sejr er den lille bitte sejr, som med tiden vil udvikle sig til en stor sejr. Her er de pårørendes vigtigste opgave, at holde fast i de små mål, delmål, mod den store sejr. Hvordan gør vi så det? Her er mulighederne også vidt forskellige. Dog er der ting, som kan tage modet, troen og håbet fra enhver, særligt træls hvis den sygdomsramte har mistet det i forvejen. Som pårørende skal man ikke bruge sætninger som “Du skal…”, “Hvorfor gør du ikke…” eller “Det var bedre hvis…”. Dermed ikke sagt, at den sygdomsramte skal styre forløbet på at få modet, troen og håbet tilbage. Men ingen kan tvinges til at få modet, troen og håbet tilbage som sætninger med “Skal”, “Gør sådan…” og “Hvorfor gør du ikke…”, lægger op til. Det er rent kommandoer som viser den sygdomsramte, at her er det os pårørende, der ved bedst. Derimod skal vi opmuntre til at lykkes det ikke første gang så prøv igen. Det kan godt ske der skal prøves flere gange før det lykkes. Det kender vi alle. Alle har prøvet det at tingene ikke vil som os, så prøver vi bare igen.

Det gælder om at tro på noget
tro på troen, tro på håbet
og på fremtiden.

Når man bliver ramt af sygdom, både fysisk og psykiske, vil man komme gennem en krise hvor man kan miste håbet og troen på at det bliver bedre. Mange mister derfor også troen på fremtiden. Ikke at sygdomsramte ikke kan se en fremtid. Den er måske radikalt ændret med et slag eller ligger som noget fjernt. Det kan derfor være svært, at holde fast i at fremtiden ikke er så skræmmende som den virker, særligt hvis den sygdomsramte også har mistet troen på sig selv, eller aldrig har troet på sig selv. Det er vigtigt som pårørende, at holde fast i fremtiden, at vise den sygdomsramte vi tror på fremtiden. Vi kan ikke skabe den sygdomsramtes fremtid. Men vi kan være med til at hjælpe og forme fremtiden for den sygdomsramte. Det er den sygdomsramte, der selv skal skabe sin fremtid, måske med hjælp fra os pårørende. Igen er det vigtigt at holde fast i de små sejre, den sygdomsramte når over sig selv. Der er ingen genvej, fremtiden ligger ikke kun lige rundt om hjørnet, og kræver mange små sejre, både for pårørende og sygdomsramte. Vi former alle vores fremtid hele tiden. Men for at skabe en fremtid, er det nødvendigt at tro på den og på sig selv.

Alle og enhver har en lille bitte ting
som de er gode til
som de kan bruges til
bare der er nogen at vise det til.

Ingen er født uden evner til at kunne noget. Vi skal ikke alle være specialister eller eksperter i alt. Dog er vi alle specialist og ekspert i en bestemt ting, vores eget liv. Ingen kan leve livet for os, uanset om andre ønsker det og omvendt kan vi ikke leve livet for andre selvom vi måske ville, fordi vi lige er den lille bitte tand klogere og bedre, hvis vi selv skal sige det. Det er vigtigt, at huske som pårørende, vi kan og skal ikke leve den sygdomsramtes liv. Men vi kan hjælpe med støtte. Den sygdomsramte kan og skal selv leve sit liv. Det kan godt være, at den sygdomsramte ikke kan det samme som os pårørende, men kan noget vi ikke kan. Vi har alle hver vores kunnen, vi skal bare have nogen at vise det til. Alle ved, og særligt sygdomsramte, at sygdom virkelig kan få kredsen af pårørende til at svinde, også hurtigt. Grunden er nok mange og forskellige. Men sygdom kan også være med til at ændre kredsen af pårørende. Jeg tænker på nye bekendtskaber og nye venskaber. Jeg er overbevist om, at de nye pårørende kommer fordi de kan se, og vil se, den sygdomsramtes kunnen.

Hør suset
og ønsk hvad du vil
som i glimtet af et stjerneskud
hør suset
vi kalder på dig nu
ja vi kalder på dig nu
hør suset.

Som pårørende kan vi komme med suset. Vi kan kalde på den der har eller er ved at miste modet og troen på sig selv. Ganske simpelt ved at vi har troen på den sygdomsramte, men også ved at turde vise det oprigtigt. Hvis det ikke er oprigtigt kan vi lige så godt lade være. Det vil bare medføre skuffelser for alle. Men at kalde på den sygdomsramte og sige “Du er god nok”. “Du kan godt” og “Jeg tror på dig” vil være med til at give den sygdomsramte troen på sig selv, modet på fremtiden og håbet tilbage. Men vi skal være klar over vi ikke altid kan opfylde ønsket i glimtet. Ofte kan vi kun være med til at give ønsket styrke.

EN ELEKTRONISK VERDEN

Vi lever i en verden, hvor mere og mere flyttes til elektroniske medier. Væk med papir og pen.

Når man så som jeg bruger mobilen til stort set alt, kamera, kalender, arbejdsplan, mail, WordPress, Twitter, Facebook og selvfølgelig sms, mms og opkald, så kræver det strøm. Og en hel del af slagsen. Verden, en del af den, er gået fra papir og pen til elektronik, skærm og strøm.

Problemet med en elektronisk verden kan være strøm, især fordi jeg går mange ture hvor jeg også bruger mobilen til at skrive blandt andet blogindlæg eller tage billeder. Dette tager selvfølgelig en del af batteriet og så skal der en strømkilde til. Hjemme er der jo ikke noget problem, selvfølgelig gennem standardopladeren. Det er jo bare lige i stikkontakten, så er der strøm på igen.

image

Standardoplader

Efter flere gange, hvor min mobil både er løbet helt og næsten helt tør for strøm blev der købt en biloplader som løste problemet på ture rundt omkring i landet. Et ganske udemærket supplement til standard opladeren hjemme. Men det kræver bare, at man har en bil for at kunne bruge denne løsning.

image

Biloplader

Derfor havde jeg stadig et problem på mine mange gåture og var længe været på jagt rundt omkring efter en løsning til mine gåture. Havde tænkt mig noget i stil med solcelleoplader eller sådan noget.

image

Ekstra batteri/oplader

Løsningen blev et genopladeligt batteri lige til at lade op i stikkontakten og have med i lommen og som passer til alle former for smartphones osv. Solcelleoplader gik jeg hurtigt fra fordi jeg ikke kunne finde nogen brugbare.

BRYDNING AF HØJDESKRÆK

Må indrømme, at jeg er bare en lille smule stolt af mig selv. Jeg hader højder. Og min store skræk er især broer og stejle skrænter. Men allermest bare højder.

Bed mig om at gå op på en stige, så tager jeg første Og anden trin, men så skal der derefter også være noget jeg kan holde fast ved.

Min store skræk har længe været motorvejen mellem Bording og Funder med broen over Funder Ådal. Og jeg har lige siden byggeriet begyndte sagt at den kører jeg ikke over, så heller den gamle hovedvej gennem ådalen. Men ikke mindre end fire gange har jeg nu kørt over broen på en uge. Også uden den er styrtet sammen under mig, og der er dælme langt ned i frit fald.

Ikke at jeg aldrig har kørt i højder før. Men det har krævet noget, for ikke at skrive en hel del, overvindelse før jeg gør det. Har da både kørt i bjerge og på broer før. Jeg er bare altid glad bagefter, når jeg har fast grund under bilen igen eller er nede af bjerget igen.

De væreste steder i lille Danmark har indtil nu været Vejlefjordbroen, den nye Lillebæltsbro og Storebæltsbroen. For mig er længden af broerne uden betydning, det er ene og alene højden. Gangbroen til Kalø Slotsruin er lige på grænsebyrderne at komme over som Storebæltsbroen. Der er langt ned begge steder i frit fald, hvis det utænkelige skulle ske, at de bryder sammen lige i det jeg er der. Og jo, jeg ved godt inderst inde at det er utænkeligt. Men hvis nu… Og jo, inde i mit hovede kan jeg nemt finde på “undskyldninger” for at en bro styrter sammen under mig, lige fra manglende vedligeholdelse, dårlig udførsel, fejl i konstruktionen osv. undskyldningerne for at tage andre veje mangler ikke og det ville også være langt det letteste. Men det ville heller ikke hjælpe til at bryde min højdeskræk. Kun ved at bryde igen og igen, uden at starte med de højeste først, kan jeg bryde min højdeskræk. Den skal nemlig ikke bestemme hvilken vej jeg tager. Det Er altid en lille sejr, hver gang jeg kører over en ny bro.