LOVLIGHEDEN AF GENSIDIGFORSØRGELSESPLIGT

Jeg har tidligere skrevet åbne mail fra d. 29. okt. samt d. 8. nov. 2012 omkring tvangsflytning eller selvmord med min bekymring om et stigende antal selvmord i Danmark udefra retorikken i Folketinget og forslaget om at indføre gensidig forsørgelsespligt for kontanthjælpsmodtagere.

Først vil jeg gerne sige tak til de af Folketingets medlemmer, som har svaret på mine mails og taget dialogen med mig. Dernæst ved jeg godt ikke alle har mulighed for at svare og tage den direkte dialog, dog er enhver ordfører på området stadig velkommen til at kontakte mig på mail, sms eller telefon for en direkte dialog. Dog har jeg valgt at sende mine mails til så mange medlemmer som muligt, idet perspektivet i min advarsel er alment bredt og vil kunne berøre alle i Danmark. Derfor er mine mails også at finde på min blog, med link fra min Facebook side.

Med mit mangeårige kendskab til psykiatrien fra flere vinkler, blandt andet som pårørende og gennem uddannelse, ved jeg, at min advarsel om et stigende antal selvmord kan, eller rettere vil være, en konsekvens af forslaget.

Mange har kontaktet mig omkring, at jeg ”taler deres sag” da de – grundet sygdom – ikke selv har overskud til at tage debatten, men at de ikke ser anden udvej end selvmord, såfremt deres livs- og eksistensgrundlag fjernes og at deres kæreste skal forsørge dem ud fra en indtægt, hvilket i mange tilfælde vil få par til at flytte fra hinanden af nød, ikke af had.

Jeg frygter vi er på vej til at tabe rigtig mange på gulvet og at mange af dem vil vælge ”den lette løsning” for ikke at være en belastning for samfundet. Historien taler sit eget sprog, som jeg beskrev i min første mail.

Jeg håber, at alle i Folketinget, vil være med til at tage debatten, inden det er for sent. For som det ser ud nu, er jeg sikker på, at det bliver for sent ret hurtigt.

Den 13. november slog flere eksperter alarm om at forslaget er på kant med Grundloven, som du har underskrevet at overholde som folketingsmedlem, særligt set i relation til en lignende lov fra Venstre i 2002 om starthjælp. Dengang blev loven trukket tilbage med henvisning til den var i strid med Grundloven. Derfor er det vigtig at du er helt sikker på at forslaget ikke er i strid med Grundloven.

Under overskriften Eksperter: V-forslag på kant med grundloven, bringer tv2 tirsdag d. 13. nov. 2012 kl. 00.36 en artikel af Ritzau hvori der står:

Fagkyndige sammenligner udspillet med minister-indgreb i 2002: Her var reglen i strid med grundloven.

I jagten på reformmilliarder er Venstre kommet på kant med grundloven i sit udspil til en kontanthjælpsreform.

Kontanthjælpsmodtagere får i dag nedsat ydelse, hvis de har formue, eller ægtefællen tjener penge. Men er kontanthjælpsmodtageren ikke gift, men blot samlevende, sker der ingen modregning.

Venstre vil fjerne den forskel, så forsørgerpligten også gælder samlevende i en reform af kontanthjælpen, og det blev drøftet, mens Venstre endnu var med i finanslovforhandlingerne.

Regeringen er positiv, og ændringen kan spare staten for op mod 600 millioner kroner hvert år.

Men eksperterne slår alarm. Grundloven giver nemlig alle danskere ret til forsørgelse. Hvis ikke fra ægtefællen, så fra det offentlige.

– Forslaget vil efter min opfattelse være grundlovsstridende. Modtageren af kontanthjælp vil jo ikke få mulighed for at rette sit krav om forsørgelse mod den anden, hvis man er samlevende.

– Forslaget kan altså betyde, at nogle ikke får ret til hjælp, siger professor Kirsten Ketscher, der er ekspert i socialret ved Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

Hun bliver bakket op af lektor John Klausen fra Aalborg Universitet.

I 2002 sidestillede Folketinget på samme måde samlevende par med ægtefæller. Dengang drejede det sig om starthjælpen, men efter kritik trak Claus Hjort Frederiksen reglen tilbage og beklagede, at reglen var i strid med grundloven.

Forslaget om indførelse af gensidig forsørgelsespligt for samboende på kontanthjælp bunder blandt andet i at man ikke vil diskriminere gifte par i forhold til samboende.

Men hvis forslaget bliver gennemført, så stiller man samboende par økonomisk ENDNU RINGERE end gifte par, idet ugifte par IKKE de samme rettigheder som gifte par har. Som gifte kan man – såfremt den ene mister HELE sin indtægt/kontanthjælp – overføre personfradraget til den ene person til den anden. Dén mulighed har ugifte/samboende par IKKE, og samboende par vil derfor kun have én indtægt og ét personfradrag at leve for, selvom man er to personer. Det vil sige, at det ene personfradrag er “spildt”, da det jo ikke kan bruges hvis man har en indkomst på 0 kr.

Flere af Folketingets medlemmer har tilkendegivet, at blandt andet denne forskel i rettigheder IKKE har været med i overvejelserne.

Som argument for at indføre forsørgelsespligt for samboende har man blandt andet også brugt at kontanthjælp er en midlertidig ydelse. Dog er der rigtig mange syge der har svært ved at se det midlertidige i det, idet de har været parkeret på kontanthjælp i årevis – i rigtig mange tilfælde langt over 10 år. Grundene til dette kan være mange, men mange syge er på kontanthjælp i mange år før kommunerne overhovedet overvejer at indstille til førtidspension. Og hele afklaringsforløbet op til at der indstilles til førtidspension strækker sig ofte over en lang årrække, idet man skal være 100 procent udredt i forhold til diagnoser; der skal indhentes udtalelser fra læger, speciallæger med mere; alle behandlingsmuligheder skal være afprøvet, og der skal være foretaget diverse arbejdsprøvninger med mere. Og hvis man så er så uheldig at have en sygdom hvor diagnosen ikke kan stilles med 100 procents sikkerhed, så trækker det yderligere ud, idet der så ikke er en endelig afklaring. Og med reformen af førtidspensionen bliver det fremover endnu sværere at få førtidspension, for ikke at sige stort set umuligt.

Anstændigheden i forslaget er ikke at finde. I forvejen er der mange syge på kontanthjælp der føler at deres værdighed er taget fra dem, også selvom de uforskyldt er havnet på kontanthjælp på grund af sygdom. Hvis forslaget vedtages, så vil det betyde at mange mister HELE deres kontanthjælp, og at man derefter ingen indkomst har. Det vil betyde at man bliver 100 procent økonomisk afhængig af sin kæreste, og mange vil føle det ekstremt uværdigt at man – i princippet – skal bede sin kæreste om penge, da man ikke selv har nogen indtægt overhovedet. Og dét vil mange føle som endnu et nederlag, og vil føle at der slet ikke er nogen værdighed tilbage. Med en kontanthjælp kan man trods alt bidrage økonomisk til “husholdningen” selvom man er syg, og denne mulighed vil nu også helt blive taget fra mange.

Og som syg KAN man altså ikke bare gå ud og få et arbejde eller tage en uddannelse, hvor gerne man end vil.

Man KAN desværre ikke bare blive rask, bare fordi lovgivningen ændres, tværtimod kan det være med til at forværre den psykiske sygdom, når man presses endnu mere, i det her tilfælde på økonomien.

Og man skal huske at der er mange der kæmper med både fysisk og psykisk sygdom, og bare prøver at få en hverdag til at fungere nogenlunde. Og nu skal mange så også – udover kampen med/mod kommunen – så også kæmpe med økonomisk afhængighed.

Mange samboende har ikke nødvendigvis fælles økonomi, men er blot fælles om de faste udgifter, og har derudover hver deres økonomi. Eksempelvis kan det være at kun den ene part står for eksempel for boliglån.

Mange ville blive tvunget til at gå fra hinanden pga. økonomien. De fleste har jo baseret deres økonomi på at have mere end én indkomst og ét personfradrag også selvom man er to. Mange par der bor sammen i dag har forudsat at have to indkomster (også selvom den ene måtte være kontanthjælp) og baseret deres økonomi på dette. Man har jo været i god tro om økonomien da man flyttede sammen (og et fandt ny bolig). INGEN havde jo kunne forudse at der ville blive indført gensidig forsørgelsespligt for samboende.

Hvis forslaget vedtages vil det, for mange pars vedkommende, betyde at den ene part mister HELE sin kontanthjælp, og det betyder at man mister 7000-8000 kr. UDBETALT HVER MÅNED. Det vil sige 90.000-100.000 mindre UDBETALT ÅRLIGT. Pludselig skal man af én bruttoindkomst på eksempelvis 23.000 kr. pludselig dække ALT til to personer, herunder tøj, transport, medicin som kan være en ret så stor udgift, tandlægeregninger, gaver, briller, frisør med mere, ja ALLE udgifter for to personer, på én indtægt. Det vil for mange betyde at man kan være nødt til at gå fra hus og hjem, da man ikke kan få det til at løbe rundt økonomisk, eller at man er nødt til at flytte hver for sig. Og det vil så igen betyde ekstra udgifter til kommunerne, idet de må hjælpe med at skaffe boliger til de mange par der må gå fra hinanden. Og oveni vil så komme øgede udgifter til boligsikring med mere. En udgift kommunerne ikke har nu.

Som pårørende til syge, både psykisk og fysisk syge, er det utroligt hårdt at man udover at have et fuldtidsjob samtidig er den, der må stå for hovedparten eller alt det praktiske i forbindelse med husholdningen, både i forhold til indkøb, madlavning, rengøring meget mere og man skal samtidig ALTID være den der er stærk, både for en selv, men især også for den syge kæreste. Også selvom man ikke nødvendigvis har overskuddet til det. Og især i forhold til at kæmpe kampen med/mod systemet har mange syg brug for de pårørende. Og mange pårørende er selv i stor risiko for at gå ned med stress.

Og det ér ikke alle der ønsker at indgå ægteskab, af personlige grunde, og det er nok de færreste der ligefrem ønsker at indgå ægteskab af økonomisk nød. Eller en form for tvangsægteskab kan man vel kalde det.

Og de kontanthjælpsmodtagere, der ikke allerede bor sammen med nogen, tja de er vel nærmest henvist til at blive kæreste med en anden kontanthjælpsmodtager hvis de vil have “deres egne penge”. Det er vel de færreste der vil, eller har råd til at, påtage sig at forsørge en kæreste fra dag ét man flytter sammen.

Jeg håber, at alle i Folketinget, vil være med til at tage debatten, inden det er for sent, og nøje overveje om Folketinget er på vej i at arbejde på kant med Grundloven og om dit parti vil være med til dette.

Men vigtigst af alt: HUSK bag hver kontanthjælpsmodtager/udbetaling er der et menneske, og ikke alle kan arbejde eller tage uddannelse. Heller ikke selvom det var deres største ønske. Disse vil med forslaget stå helt uden indkomst i fremtiden.

Hvordan ville DU have det med at miste HELE din indkomst, og blive 100 procent økonomisk afhængig af din partner?

Er du og dit parti, som ansvarlig, klar til at fjerne livs- og eksistensgrundlaget for mange mennesker? Og er du og dit parti, efter eksperternes overbevisning klar til at arbejde på kant af, den grundlov, du underskrev, den dag du trådte ind i folketinget som folkevalgt? En Grundlov du med din underskrift har erklæret at overholde i dit arbejde i Folketinget.

Med venlig hilsen

Martin Thiemke

Reklamer

2 thoughts on “LOVLIGHEDEN AF GENSIDIGFORSØRGELSESPLIGT

  1. Hej Martin Thiemke,

    Jeg har åbenbart forgæves forsøgt at sende dig en email 4/4 – 2013 (på thiemkeoffentlig@hotmail.com) med et vedhæftet Word-dokument indeholdende nogle paradoksale betragtninger vedr. kontanthjælpsreformens sidestilling af ugift samliv med ægteskab. Så nu prøver jeg derfor at sende indholdet via dette kommentarfelt…

    Jeg har læst din blog om emnet, og da du er på det rene med det grundlovsstridige jfr. §75, kan du lige løbe let hen over de dele i teksten. Men der belyses tillige nogle problemstillinger, når reformen konkret skal føres ud i livet. Ud over det grundlovsstridige i oplægget, også hvad angår §73 (mht. krænkelse af ejendomsretten ved ekspropriation af formue/formuegoder), så rejses en masse andre spørgsmål, hvad angår relation til Aftaleloven, Arveloven, Skattepraksis mht. beløbsramme for gavegivning, bodeling/kompensation ved afbrydelse af samliv etc.

    Der er nederst i ‘dokumentet’ noter og henvisninger til relevante web-sider med fortolkninger (f.eks. Justitsministeriets egne direkte fra Lovafdelingen), domspraksis og afsagte domme.

    Jeg håber, at det fremsendte kan give dig og andre inspiration til yderligere skyts mod et tåbeligt oplæg vedr. kontanthjælpsreform. Du må gerne videresende materialet til de ‘meningsdannere’, du evt. er i løbende kontakt med. Selv har jeg sendt en lignende kopi til følgende:

    Christian Juhl (Folketinget / Enhedslisten)
    Eigil Andersen (Folketinget / SF)
    Sanne Rubinke (Folketinget / SF)
    Torben Kastrup (Folketinget / SF)
    Bent Bøgsted (Folketinget / DF)
    Paw Hedegaard Amdisen (Byrådsmedlem i Horsens / SF)
    Majbrit Berlau (formand for Dansk Socialrådgiverforening)
    Peder Bæk (formand for foreningen ‘Behandl os ordentligt’)

    Bekræft venligst modtagelse, så jeg ved, om nedenstående indhold af omtalte Word-dokument endelig er nået frem til dig.

    Oprindelige Word-dokument:

    Kontanthjælpsmodtagere tvinges til sagsanlæg
    Udspillet til kontanthjælpsreformen kolliderer voldsomt med lovgivning på mange områder, – og strider tillige mod Grundloven.

    Ved at gennemføre sit oplæg, “Alle kan gøre nytte” vil regeringen tvinge ugifte, samlevende kontanthjælpsmodtagere til at anlægge sag mod kommunen, hvis deres samlever nægter forsørgerpligt med henvisning til Grundlovens §73 (se forklaring senere). På side 26 i oplægget hedder det: “Forsørgerpligten gælder, så snart én i et par søger om enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp –uanset hvor længe de har boet sammen. Hvis samleveren har indkomst eller formue, skal det samlevende par begge leve af det – helt efter de nuværende regler for gifte.”

    Alment kendt faktum
    Man har fra regeringens side forsøgt at retfærdiggøre dette tiltag ud fra en rimelighedsbetragtning, men meget bevidst nedtones/forties de økonomiske fordele, som gifte nyder i kraft af ægteskabets retsvirkninger mht. skat, boafgift, gaver mellem parterne etc. Det kan ikke være uvidenhed om lovgivningen, der får regeringen til at fremsætte forslaget. Øvelsen har været prøvet tilbage i 2002, hvor den blev erklæret grundlovsstridig. Grundlovens §73 og §75 er, som bekendt, ikke ændret, og det er Folketingets fortolkning heller ikke. Ifølge højestretsdommer professor dr. jur. Jens Peter Christensen betyder det (jfr. §75), at “par, der lever sammen uden at være gift, ikke har pligt til at forsørge hinanden”. Konsekvensen bliver, at man risikerer at stå uden forsørgelse, hvis ens partner ikke vil forsørge én, og det strider mod samme paragrafs stk. 2, der siger, at “den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige …”.

    Hvordan har man i praksis tænkt sig, at gensidig forsørgerpligt skal håndhæves, hvis den formuende part pure nægter at dele ud af sin formue til ovennævnte formål? Vedkommende er i sin gode ret til at bruge pengene på hvad som helst og er ikke bogførings-/regnskabspligtig over for nogen. Vedrørende samme persons formuegoder: Har myndighederne planer om at tvinge f.eks. et hussalg igennem eller stille krav om belåning af friværdi? Og hvad med bil samt andre ‘dyre ting’? Vil man kræve det solgt, for at samleveren kan blive forsørget? Selvfølgelig kan kommunen (eller for den sags skyld nogen som helst andre) ikke gribe ind i personlig formue og formuegoder ved at beordre en forsørgelse af en ugift samlever. Det ville stride mod Grundlovens §73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og have karakter af ren ekspropriation, for hvilket der naturligvis skal ydes fuld erstatning…

    Får negativ retsvirkning for alle ugifte samlevende
    Den kontanthjælpssøgende må derfor uden nogen tvivl kunne påberåbe sig Grundlovens §75 stk. 2, som udtrykkeligt tilsiger, at vedkommende er berettiget til hjælp fra det offentlige. Paragraffen indeholder ganske vist en yderligere bemærkning om, at forsørgelsen evt. kan påhvile andre. Det er her, man fremover kunne tænkes at pådutte en samlever regler, som er gældende i dag for ægtefæller. Det rejser bare et nyt problem rent formue- og familieretligt! Ønsket har altid været at bevare ægteskabet som den højst prioriterede samlivsform, derfor er der detaljeret lovgivet for ægteskabets retsvirkninger. Det betyder bl. a., at gifte som udgangspunkt og i almindelighed automatisk har fælleseje og formuefællesskab. Der eksisterer ikke en sådan lovgivning for ugifte samlevende. Retspraksis har tværtimod været, at ægtefællers formuefællesskab ikke vil kunne overføres til samlevende (se noter nederst vedr. refusions-/kompensationskrav). Hvis dette også skulle gælde for dem, rammer det alle ca. 300.000 ugifte samboende, med eller uden kontanthjælp, og Pandoras æske begynder for alvor at åbne sig. Når parret går fra hinanden, vil den fattigste samlever logisk/retsligt kunne fremsætte kompensationskrav på halvdelen af boet og formuen, uansét om tilhørsforholdet kan dokumenteres. Kan man ikke forestille sig, at ‘den svage part’ derudover kunne finde på at kræve bidragspligt fra den anden, som ved almindelig skilsmisse? En del ugifte samlevende har endvidere oprettet en samlivskontrakt, der nøje aftaler økonomiske vilkår og ejerforhold mellem parterne. Nogle af disse aftaler er sågar påtegnet af en notar ved Byretten. Nu skal domstolene altså fremover til at bruge tid, kræfter og især penge på at håndtere åbenbart urimelige søgsmål fra forurettede samlevere. Hvorledes skal en sådan kontrakt erklæres ugyldig uden at kollidere med Aftalelovens normale fortolkning?

    Arveloven skal nødvendigvis laves om
    Og endnu værre bliver det, hvis den formuende samlever har den frækhed at gå hen og dø i utide. Efter nugældende arvelov, som for øvrigt blev revideret så sent som i 2008, har ugifte samlevende ikke samme gunstige arveret som ægtefæller og skal desuden betale arveafgift trods testamente. Kan man forestille sig den farce, der vil udspille sig i Skifteretten, når en samlever hårdnakket forlanger at sidde i uskiftet bo med ret til hele boet incl. formuen som legalt fælleseje? Ved opdatering af arveloven i 2008 var man, trods henstillinger fra flere topjurister, ikke interesseret i at sidestille samlevere med ægtefæller i arveretsmæssig henséende. Justitsministeriet havde alle chancer tilbage i 2007 under udarbejdelsen af arveloven, idet der forelå et forslag fra lektor Rasmus Kristian Feldthusen, at der indføres legal arveret for ugifte samlevende, som har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende samliv i 2 år. Det fremgik af svar til retsudvalget (23.januar 2007), “at der efter Justitsministeriets opfattelse er væsentlige hensyn, der taler imod indførelse af en legal arveret for visse grupper af ugifte samlevende. Først og fremmest er det efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt også i arveretlig henseende at fastholde, at der er en principiel forskel på et ægteskab og et ugift samliv. I modsætning til indgåelse af ægteskab eller registrering af partnerskab udløser etableringen af et samlivsforhold ikke på samme måde retsvirkninger. Der er ikke gensidig forsørgelsespligt mellem ugifte samlevende, der stiftes ikke ved samlivsforholdet et formuefællesskab, og der gælder ingen begrænsninger i adgangen til at opløse parforholdet. Ved indgåelse af ægteskab træffer parterne således et valg, der indebærer, at bl.a. reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger og arveloven skal anvendes. Et sådant valg træffes ikke, når parterne alene etablerer et ugift samliv. Der kan endvidere være mange årsager til, at et par vælger et ugift samliv frem for et ægteskab. Det kan f.eks. være udtryk for parternes bevidste fravalg af reglerne om retsvirkningerne af ægteskabet både i parternes levende live og ved død. Justitsministeriet lægger vægt på, at reglerne i arvelovgivningen udformes således, at et sådant eventuelt fravalg respekteres.”

    Ligeledes fremsatte professor, dr. jur. Finn Taksøe-Jensen et alternativt forslag om, at der indførtes en brugsret for den længstlevende samlever til den hidtidige fælles bolig eller en andel heraf, sammen med arbejdsredskaber, som måtte være nødvendige for, at den længstlevende samlever kunne fortsætte sit erhverv. Justitsminister Lene Espersen (Kons.) afviste blankt dengang et sådant forslag med henvisning til, at “indførelse af regler om legal brugsret for den længstlevende samlever ville således indebære, at et ugift samliv bliver tillagt nogle retsvirkninger, som parterne ikke har truffet et bevidst valg om på samme måde, som hvis de havde indgået ægteskab. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være en hensigtsmæssig retstilstand.” (Svar til retsudvalget dateret den 27. april 2007). Et af Folketingets medlemmer bemærkede ved behandling af lovforslaget: “Vil man ikke til præsten, så må man gå til advokaten.” Bemærkningen rammer nu regeringens kontanthjælpsoplæg i nakken som en boomerang, da det netop logisk tilsiger en yderligere markant ændring på et væsentligt punkt af en i forvejen ny arvelov…

    Beskatningsgrundlag må ændres
    Oplægget til kontanthjælpsreformen griber tillige ind i skattelovgivningen. Man skal f. eks. ind og hæve beløbsrammen for skattefri gaver mellem alle ugifte samlevende par, uden hensyntagen til længden af samlivet. Det vil give gode muligheder for mystiske, spekulative pengetransaktioner mellem personer, der pro forma deler adresse i kort tid. Det medfører selvfølgelig en masse fast arbejde til SKATs kontrolinstanser… Som reglerne er i dag, beskattes gaver/pengebeløb mellem ægtefæller overhovedet ikke, – det sker derimod efter forskellige satser for ugifte samlevende. Hvis man har boet sammen i over to år, kan man skattefrit give sin samlever penge, gaver etc. for kr. 58.700 pr. år. Alt derover beskattes med 15%. Er man uheldig ikke at have boet sammen i så lang en periode, er alt principielt skattepligtigt. Det indebærer, at den ‘forsørgede partner’ nødvendigvis skal betale normal skat af hele forsørgelsen, – altså markedsværdiansættelsen af fri bolig, fri kost, tøj, tandlæge, lommepenge o. lign. For yderligere at understrege problematikken i forslaget, kan henvises til en dom fra Højesteret i 2012, som afviste et krav om skattefritagelse ved at rette opmærksomheden mod stor forskel på retsstillingen for ugifte samlevende og for ægtefæller.

    Det kan i sandhed blive en bekostelig affære for en samlever, der tilfældigvis kommer til at bo sammen med én på kontanthjælp. For et ungt menneske med børneopsparingen i behold og i gang med en uddannelse, vil nægtelse af kontant- eller uddannelseshjælp til en samboende ‘room mate’ pludselig sende økonomien på kamikazekurs. Ikke nok med at man skal forsørge vedkommende, det kræves også, at der er penge til at betale beskatningen af en sådan forsørgelse, – absurd tanke… Hvordan vil regeringen løse det problem?

    Uvidenhed eller arrogance
    Det skal bemærkes, at ophavet til hele dette oplæg vedr. kontanthjælpsreform, egentlig stammer fra Venstres landsmøde i 2012. Allerede dengang advarede førende juridiske eksperter om det grundlovsstridige i forslaget, – deriblandt professor og ekspert i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher m. fl. Det fik Ulla Tørnæs til at udtale: “Der findes jo hundredvis af eksperter, der mener en masse, så det kan jeg ikke tage alvorligt” (Berlingske Nyhedsbureau, november 2012). Uvidenhed eller trods, – alle Folketingets medlemmer forpligter sig immervæk skriftligt til at overholde Grundloven (Grundlovens §32 stk. 7), og skulle de være i tvivl om fortolkninger, kan de støtte sig til Justitsministeriets redegørelser…

    At Mette Frederiksen (Soc.) i fuldt alvor skulle tage det ukrudt til sin barm og nære det yderligere, forekom umiddelbart utænkeligt. Mestendels fordi man havde indtryk af, at det nok mere handlede om ‘varmluft-akrobatik’ end praktisk gennemførlige planer. Nu er skaden sket, og man undres, – hvorfor skyde sig selv i begge fødder med det uigennemtænkte oplæg til en reform. Beskæftigelsesministeren foregiver, at ville modernisere lovgivningen, men i virkeligheden afspejler det kun eklatant uvidenhed eller kynisme. Når kontanthjælpsmodtagere skal tvinges til at anlægge sager på stribe for at få deres grundlovssikrede ret, går der jo en rum tid, inden de har været gennem hele systemet, og det offentlige kan bekvemt anke afgørelser, der går imod og imens spare minimum 600 millioner kroner om året til delvis financieringen af erhvervslivets skattelettelser. Denne strategi synes desværre helt bevidst, men som alle ved, (og som det fremgår af alt det ovenstående), har ægtefæller i kraft af retsvirkninger fra Ægteskabsloven fordele på en lang række områder, som ugifte samboende ikke har, – det være sig skattemæssigt, formuemæssigt, familieretsmæssigt og arveretsligt. Ved en vielse foretaget af f.eks. en borgmester gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at der er tale om et lovligt ægteskab med fuld borgerlig gyldighed. Vigtigheden og betydningen af ægteskabsløftet betones også, lige som der er vidner til stede (se noter nedenfor). Parterne underskriver en ægteskabserklæring og en vielsesattest udstedes. Noget sådant er ikke gældende for ugifte samlevende, hvorfor det utvetydigt kan konkluderes, at de i enhver henséende er frit stillet over for den part, de deler adresse med, – også mht. forsørgelse!

    Noter og relevante lænker:
    http://bm.dk/~/media/BEM/Files/Dokumenter/Pressemeddelelser/2013/Kontanthjaelp/Kontanthjaelpsreform_web%20pdf.ashx
    “Alle kan gøre nytte” / oplæg til regeringens kontanthjælpsreform

    http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l100/spm/1/svar/315395/352104.pdf
    Svar d. 23. januar 2007 til Folketingets Retsudvalg. (Vedr. forslag fremsat af lektor Rasmus Kristian Feldthusen om legal arveret for ugifte samboende)

    http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l100/spm/22/svar/331774/370866.pdf
    Svar til retsudvalget d. 27. april 2007 (vedr. prof. dr. jur. Finn Taksøe-Jensens forslag)

    http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/salen/L89_BEH1_20_5_(NB).htm
    Uddrag af første behandling af lovforslag nr. L 89 (det ‘famøse’ fra 13. november 2002, der skulle rette op på en tidligere grundlovsstridig vedtagelse…)

    http://www.retssal.dk/?page=emne&id=659&indexid=55
    Refusionskrav
    Ugifte samlevende har ikke på samme måde som ægtefæller krav på en slutopgørelse af aktiver og passiver. Nedenstående gennemgang tager udgangspunkt i de væsentligste problemer dette giver, og kan derfor ikke anses for udtømmende. Ved konkret anvendelse af reglerne kan det kun anbefales at søge advokatbistand.

    (Hernæst følger diverse domme…)

    2.6 Opsummering På baggrund af ovennævnte domspraksis bør kunne opstilles følgende tommelfingerregler omkring muligheden for at kunne tildele et kompensationskrav i de ”almindelige” situationer, hvor det formelle ejerskab fastholdes og hvor der ikke er indgået en samlivskontrakt mellem parterne:
    1. Ægtefællers formuefællesskab vil ikke kunne overføres til samlevende
    2. Det formelle ejerskab vil reelt ikke kunne tilsidesættes af domstolene
    3. Refusionskrav vil almindeligvis kun kunne komme på tale hvor der har været et længevarende samliv
    4. Refusionskravet gives efter en konkret vurdering
    5. Refusionskrav gives ikke ud fra en konkret billighedsvurdering
    6. Formålet med formuegodernes erhvervelse

    3. Samlivskontrakter Efterhånden er det ikke unormalt, at samlevende indgår samlivskontrakter, som regulerer de økonomiske mellemværende såvel under som efter samlivet. Hvad bestemt er at foretrække, da det kan vise sig at være eneste mulighed for at undgå efterfølgende uklarheder.

    3.1 Egentlig aftale Indgås en egentlig samlivskontrakt, bør den være så regulerende, at den medtager alle relevante krav. Såvel krav under samlivet som ved dets ophævelse bør være reguleret.

    3.2 Stiltiende og mundtlige aftaler Mundtlige aftaler er lige så bindende som skriftlige – dog er de i sagens natur væsentligt sværere at bevise. Den af parterne som kræver en mundtlig aftale gennemført, skal i så fald løfte en tung bevisbyrde.
    Det diskuteres ofte, om stiltiende aftaler vil kunne bruges ved opgørelse af eventuelle udeståender mellem tidligere samlevende. Meget taler for, at det udelukkende er en akademisk diskussion, da det i praksis er nærmest umuligt at bevise hvad en stiltiende aftale præcist dækker over.

    http://www.kromannreumert.com/da-DK/Publikationer/Nyhedsbreve/privateclient/Pages/UgifteSamlevende.aspx
    16.4.2012 Ny dom fra Højesteret om ugifte samlevende

    http://skat.dk/skat.aspx?oId=1973890&vId=0&search=gaveafgift*
    Satser for gaver mellem ugifte samlevere og i al almindelighed

    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=140351
    Bekendtgørelse af lov om ægteskabets retsvirkninger

    http://www.domstol.dk/saadangoerdu/familie/samlevende/Pages/default.aspx
    Reglerne for skifte ved separation og skilsmisse gælder ikke, hvis et par bor sammen uden at være gift. Selv ved årelangt samliv opstår der ikke automatisk et formuefællesskab.

    BORGERLIGT VIELSESRITUAL:
    Foretages af en borgmester (eller en af borgmester bemyndiget person), i nærværelse af 2 vidner, og vil lyde lignende dette:
    “Da de har henvendt Dem til den borgerlige myndighed i x Kommune for at indgå lovligt ægteskab med fuld borgerlig gyldighed, vil Deres ægteskab nu være at bekræfte for øvrigheden.
    Forinden vielsen foretages, vil jeg minde Dem om betydningen og vigtigheden af det løfte, De nu står i begreb med at give hinanden.
    Ægteskabet forudsætter i almindelighed et løfte om samliv i gensidig kærlighed, hjælpsomhed og tolerance.
    Ud fra denne erkendelse ønsker jeg Dem, at De ægteskabet igennem, under alle omskiftelser, må bevare denne vilje og evne til at leve i et harmonisk og meningsfyldt fællesskab.”
    “Da De overfor mig har oplyst, at De ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om De (X-manden) vil have (Y) til ægtefælle?”
    JA
    “På samme måde spørger jeg Dem (Y) om De vil have (X) til ægtefælle?”
    JA
    “Efter at De nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg Dem herved at være ægtefolk.”

    http://www.ft.dk/Dokumenter/Publikationer/Grundloven/Min%20grundlov/Kapitel%2008%20Borgernes%20rettigheder.aspx
    Grundloven

    § 73
    Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
    Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til Folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende Folketing.
    Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
    § 73 (Forklaring)
    Stk. 1. Denne paragraf beskytter folks ejendom. Beskyttelsen omfatter alle ejere – danskere såvel som udlændinge, selskaber såvel som privatpersoner. Ordet ejendom skal forstås i meget bred forstand. Grundloven beskytter de rettigheder, som er grundlaget for folks økonomiske eksistens. F.eks. beskytter § 73 et krav på løn og pension, man selv har sparet op. Man har retten til de ting, man har købt og ejer. Det gælder også, hvis man f.eks. har købt et hus eller et stykke jord.
    Men det kan ske, at stat eller kommune har brug for folks ejendom. Hvis der f.eks. skal anlægges en offentlig vej, bliver projektet ikke standset, fordi en grundejer ikke vil sælge sin jord. I sådan en situation kan stat og kommune overtage folks ejendom og give erstatning i stedet. Man kalder det at ekspropri­ere folks ejendom. Det kan imidlertid ikke ske uden videre. Projektet skal komme samfundet til gode. Der skal vedtages en lov, som giver tilladelse til ekspropriationen. Og der skal gives fuld erstatning for den ejendom, stat eller kommune overtager.
    Stk. 2. Det kan være svært at komme igennem med en lov om ekspropriation. Hvis en tredjedel, dvs. 60 medlemmer af Folketinget, er imod en lov om ekspropriation, kan de kræve, at den skal udskydes til efter næste folketingsvalg. Og så skal det nye Folketing stemme om loven. Dette krav fra mindretallet skal komme, inden der er gået tre hverdage. Tidsfristen regnes fra den dag, loven er blevet vedtaget.
    Stk. 3. Bestemmelsen om, at ekspropriation kun kan finde sted mod fuldstændig erstatning, er det vigtigste element i grundlovens beskyttelse af ejendomsretten. Men det er ikke altid let at afgøre, hvad der er ‘fuldstændig erstatning’. Derfor giver stk. 3 mulighed for, at man kan gå til domstolene for at få prøvet sin sag. Domstolene kan både tage stilling til, om ekspropriationen er lovlig, og om erstatningen f.eks. er stor nok. Hvis Folketinget ønsker det, kan man oprette en særlig domstol til at tage sig af den slags sager. Det er nu ikke sket.

    § 75
    Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
    Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
    § 75 (Forklaring)
    Stk. 1. Grundloven fastslår, at enhver borger, der kan arbejde, skal have mulighed for det på rimelige vilkår. Hvis det altså kan lade sig gøre. Den sidste sætning er vigtig. Den betyder nemlig, at en arbejds­løs ikke kan kræve at få et arbejde med henvisning til grundloven. Stk. 1 er ikke en bestemmelse, der i sig selv giver borgerne rettigheder. Den har ingen direkte virkning. Man kan sammenligne den med en politisk formålsbestemmelse, der fortæller, hvad Folketinget skal arbejde hen imod.
    Stk. 2. Denne del af § 75 har større praktisk betydning end stk. 1. Den siger nemlig, at enhver, der ikke kan forsørge sig selv, skal have hjælp af det offentlige. Inden det offentlige træder til, skal den enkelte have udnyttet sine egne muligheder.
    Det kan være gennem at arbejde eller ved at bruge sin formue. Men der kan også være tale om, at andre har en forsørgelsespligt. Ægtefæller eller registrerede partnere har pligt til at forsørge hinanden. Ligesom forældre har pligt til at forsørge deres børn, så længe de er under 18 år. Det er imidlertid ikke alle, der lever op til deres forpligtelser. Hvis en fraskilt far f.eks. ikke betaler børnepenge til moderen og barnet, betaler det offentlige. Det er bestemt i sociallovgivningen.
    Et par, der lever sammen uden at være gift, har ikke pligt til at forsørge hinanden. Børn har ikke pligt til at forsørge deres forældre. Og forældre har ikke pligt til at forsørge børn over 18 år. Den offentlige hjælp er fastsat i sociallovgivningen.
    Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’. Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.

    Med venlig hilsen
    Palle Jensen

    • Hej Palle.

      Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke lige har set din mail, vil lige tjekke mappen med uønsket mails, som jeg på grund af travlhed ikke har fået tjekket.

      Men mange tak for din kommentar. Jeg vil læse det godt igennem og bruge det.

      Håber rigtig mange får øjne op for at gensidig forsørgelsespligt er skævt, og Ikke bliver mere lige eller mere lovlig, at at udvide ordningen. Tværtimod, gensidig forsørgelsespligt bør fjernes for alle.

      De bedste hilsner
      Martin Thiemke

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s