NÅR ALT SKAL AFPRØVES FOR ENHVER PRIS

Dette kan læses på to måder:

– Som historien om en dumhed og en hånd i gips.

– Som historien om en dumhed og en hånd i gips og årelangt forløb op til, som kunne have været afsluttet for længst hvis systemdanmark så mennesket før systemet.

Ja, højre hånd i gips i tre uger. En dvdafspiller og digitalmodtager, der ikke ville som jeg. En dårlig kombination på en dårlig dag. Et slag, det skal mænd altid lige prøve, var en dum ide.

Men på en dårlig dag, efter tre uger med dårlige dage var det den mest oplagte løsning. Trods flere timer på skadestuen af to omgange.

Nu skal dette ikke handle om hånden i gips, men om hvad det vil sige at være pårørende, når systemdanmark ser systemet før mennesket. For så skal, død og pine, alt afprøves for enhver pris. Også selv om læger siger det modsatte, for lov er lov, og med lov i hånden kan kommunen trække folk derud hvor de først bliver syge, hvis de altså ikke lige var det i forvejen. For alt skal prøves, uanset prisen.

Som pårørende til psykisk syg, flere angstdiagnoser og dyb depression, ved jeg hvordan systemet virker og hvordan kommunen sætter systemet før mennesket. Det gør man gerne uanset prisen for det enkelte menneske. Det gør to ting ved mennesker, at man som psykisk syg skal have en ufattelig psyke for ikke at knække sammen og man som pårørende gang på gang skal samle den syge op mens man banker hovedet mod systemets lukkede dør.

I dette tilfælde er kommunen tidligere blevet anbefalet at give pension, midlertidigt, med massiv psykiatrisk behandling uden nogen form for aktivering eller forsøg på aktivering, da det i bedste fald kun kunne forværre sygdommen. Men nix, det kan en kommune ikke, for så er loven om at alt skal afprøves for enhver pris jo ikke overholdt og midlertidig pension med massiv behandling kan kommunen jo slet ikke, for det er der ikke ressourcer til, når alle andre tiltag ikke er afprøvet.

En sag som ellers kunne være sluttet for over et år siden, men hvor kommunen jo også vidste der kom en ny førtidsreform, som det var politisk besluttet at vente på.

Så i stedet for en hurtig indsats og behandling blev det kontanthjælp og ny udredning hos ny psykiater. Nu med samtaler. Og jo resultatet var som forventet stadig flere angstdiagnoser og dyb depression. Og stadig med alt skal prøves for enhver pris som følge, nu bare medicinsk. Nu bare med håbet om at man kan udelukke nogen form for behandling.

Nu er jeg “kun” samboende pårørende og hverken psykolog eller psykiater, men logisk nok: første “medicinske forsøg” er behandling af den dybe depression med antipsykotisk medicin og da det ikke virker prøves der lige en ny slags med samme resultat. Derefter kun halv dosis uden bedre resultat udover bivirkningerne, som er kendte: angst kan forekomme under behandlingen og i forvejen angst kan forværres. Tak for kaffe, alt skal lige afprøves, for enhver pris.

Skrevet på en blid måde så sov min kæreste stort set ikke de tre uger, hvor der blev afprøvet medicin og når hun endelig sov var det for at vågne af mareridt, drømme om sin egen død, om min død og sådanne drømme. Dette medførte selvfølgelig jeg flere gang blev vækket da hun lige skulle se om jeg sov. I forvejen sover jeg ret højlydt med lange pauser, som om jeg glemmer at trække vejret. Derudover begyndte hun at undersøge hele huset, gående i søvne for at lægge sig, når der var tændt lys i alle rum på alle tre etager, hvilket jeg vågnede ved selvom jeg fra første nat havde indtaget gæsteværelset. Dagen efter kunne hun intet huske. Oven i den dårlige og meget afbrudte søvn steg hendes angst for andre, for at falde i søvn, for mig og for ting hun ikke kunne sætte ord på. Samtidig blev hun angst for ikke at gøre ting “godt nok” og ikke at slå til som menneske og mistede koncentrationen midt i en ting, hvilket betød jeg igen stod med alle daglige gøremål i hjemmet, rengøring, indkøb, tøjvask, madlavning og ikke mindst tage stilling til hvad mad der skulle på bordet, ikke fordi hun ikke ville hjælpe. Men magtede det simpelthen ikke. Noget hun ellers havde opnået efter års kamp. Oven i dette havde hun en bekymring for fremtiden, for mit job, da jeg selv er under sygdomsudredning for fysisk sygdom. Stod vi om kort tid to uden arbejde eller hvad? En ny kamp med jobcenteret og forsvundet sagsakter.

Efter psykiateren havde fjernet medicinen er det sådan set blevet ret normalt igen. Men alt skal jo prøves, for enhver pris.

Som syg på kontanthjælp har man desværre ikke, som jeg, en fagforening som rygstøtte. Men man har sit netværk, blandt andet sine pårørende.

Så nu hvor alt skal afprøves for enhver pris, så var en dvdafspiller, en videomaskine, en digitalmodtager og tre uger med gips nok billigt sluppet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s