HØRINGSSVAR TIL KONTANTHJÆLPSREFORMEN

Min kæreste og jeg har valgt at sende et høringssvar til beskæftigelsesministeren omkring kontanthjælpsreformen, idet et høringssvar kan gives af organisationer, virksomheder m.fl. der har forbindelse med lovarbejdets betydning ifølge Folketingets hjemmeside.

Mette frederiksen har ikke bedt om vores høringssvar, men vi betragter os som m.fl. da vi er i den gruppe der bliver berørt, blandt mange. Vi finder det også vigtigt, at vælgerne og de grupper, der rammes bliver hørt og derfor undre det os, at en så vigtig reform ikke er sendt offentligt ud. Vi har indsendt høringssvaret både pr post og mail, for at være sikker på høringssvaret kom frem inden for tidsfristen. Vi har pr mail fået bekræftelse på den er modtaget på mail d. 3-6-2013.

 

Herning 03-06-2013

Beskæftigelsesministeren

Ved Stranden 8

1061 København K

 

Høringssvar i forbindelse med kontanthjælpsreformen.

 

Vi har 16-05-2013 set på beskæftigelsesministeriet internetside, at kontanthjælpsreformen er sendt i høring hos organisationer, virksomheder m.fl. Der står intet om, om høringen er offentlig eller ej. Derfor tillader vi, at sende vores høringssvar under henvisning til m.fl., da vi betragter os som danske statsborgere, at hører under m.fl. og vi er en del af kontantreformens målgruppe.

 

Dette høringssvar vil ikke gå i dybden med de enkelte punkter i kontanthjælpsreformen, men vil mere gå i dybden med betydning og konsekvenser ved gensidig forsørgelsespligt for samlevende par. Samt de samfundsmæssige konsekvenser det vil medføre, både økonomiske og folkesundhedsmæssige virkninger.

Det er vores håb, at dette svar tages meget alvorligt af ministeren, idet konsekvenserne er alvorlige, ikke kun for os men for alle som rammes. Konsekvenser, der ikke bør overhøres, idet følgerne af konsekvenserne vil være uoprettelige, både for de ramte, men også for samfundet.

 

Reformen lægger op til at alle på kontanthjælp enten skal i arbejde, i uddannelse eller aktivering under ressourceforløb. Som både pårørende og kontanthjælpsmodtager, ved vi dette ikke er muligt i virkeligheden at realisere. Vi medgiver at mange, rigtig mange, kan arbejde eller komme i uddannelse, såfremt arbejdet var eksisterende og uddannelsespladserne var eksisterende, det er der intet der tyder på samfundets situation taget i betragtning.

MEN der er også mange andre placeret i matchgrupperne 2 og 3 i kontanthjælpssystemet, der er i en gråzone og placeret der i årevis uden afklaring.

Det er den gruppe, der er for syge til arbejde og aktivering men samtidig for raske til pension, enten permanent eller midlertidig. Denne gruppe er lægeligt vurderet mere eller mindre uarbejdsdygtige, men i kommunerne vurderet for raske til førtidspension trods modsatrettet lægelige vurderinger, uanset om der er tale om midlertidig pension. Midlertidig pension med massiv behandling findes ikke i kommunerne, trods læger og sagsbehandlere kan se det er det rette for den enkelte borger, idet kommunerne ikke har ressourcer til at genoptage sagerne efter endt forløb, med mindre borgerne kan erklæres 100 procent rask. ”Jeg kan godt se og følge lægens vurdering, og jo det ville være det bedste for dig med en midlertidig pension med massiv behandling. Dette vil jo give dig ro til at kunne følge behandlingen. Og jo det er den absolutte bedste løsning for dig, desværre er det sådan at vi i kommunen ikke arbejder med midlertidige pensioner, da vi ikke har de ressourcer det kræver at genoptage sagen om 3-5 år, såfremt du ikke kan garanteres 100 procent rask.” citat fra en sagsbehandler i jobcenter, da borgeren flyttes fra sygedagpenge til kontanthjælp. Nu er det sådan, at med sundhed og sygdom er der ikke noget, der hedder garanti for 100 procent helbredelse, uanset om vi som samfund ønsker det eller ej. Denne gruppe er større end mange antager og er så vidt vi kan se stigende i hele landet. Hele gruppen er henvist til kærestens hjælp i dagligdagen, placeret uafklaret uden rette behandling på kontanthjælp. For syge til arbejde, uddannelse eller aktivering men for raske og uafklaret til pension. Kontanthjælpsreformen vil efter vores opfattelse ikke tabe denne gruppe på gulvet, men vil direkte smide gruppen på gulvet overladt til intet uden hjælp og med de deraf følgende konsekvenser.

 

I 2002 fremsatte den borgerlige VK-regering med Claus Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister et ligene forslag omkring startshjælp med gensidig forsørgelsespligt for samlevende par. Hvilket dengang blev trukket tilbage i erkendelse af at forslaget var Grundlovsstridigt, og for at undgå en retssag om overtrædelse af Grundloven, da flere eksperter og jurister fandt det i strid med Grundloven. Vi undre os over hvad der er ændret siden, da vi ikke kan se forskellen og Grundloven ikke er ændret siden 2002 på det punkt. Lige som i 2002 er der i dag både eksperter og jurister, der har udtalt at gensidig forsørgelsespligt for samlevende er i strid med Grundloven.

 

Først vil vi beskrive vores egen situation og de følger kontanthjælpsreformen vil få for os. I vinteren 2009 pådrog Ninna sig et halebensbrud efter fald på arbejdet på grund af manglende saltning af udendørs areal. Dette var lang tid om heling, hvilket man under forløbet fandt ud af skyldtes hormonmangel. Dette er jo selvsagt ikke en selvforskyldt situation. Det blev heller ikke bedre af en langsommelig sagsbehandling hos læger, lange ventetider osv. sammenholdt med en langsommelig sagsbehandling hos kommunen, gjorde at Ninna faldt for sygepagpengegrænsen.

 

Under forløbet blev der konstateret flere psykiske diagnoser i form af flere angstformer, der sjældent står alene og flere personlighedsforstyrrelser. Dette er blevet forværret af den langsommelige proces under arbejdsskadeforløbet, samt det psykiske pres det er at være kastebold mellem de forskellige offentlige myndigheder. Ninna har altid haft psykisk sygdom angst og depression fra barneårene, men de er først blevet opdaget, da de blev forstærket under sygdomsforløbet med arbejdsskaden. Dette har krævet yderligere behandling og et nyt forløb. Psykologer og psykiatere har stillet en klar udredning massiv psykiatrisk hjælp uden tilknytning til arbejdsmarkedet og ingen aktivering, da dette utvivlsom vil give Ninna flere psykiske tilbagefald og hvorefter alt håb om at Ninna kan blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet igen er udelukket.

 

Dette ønsker kommunen ikke at opfylde, da jobcentret mener situationen ikke er afklaret og ikke alle muligheder er afprøvet, trods fraråd af læger og psykiater. Efter flere forsøg på aktivering, med psykiske tilbagefald og nedture som resultat, og ny personlig opbygning er Ninna overgået til kontanthjælp. Her tør man ikke begynde på aktivering, ud fra psykiatrisk udredning og sygdomsforløb. Men er dog begyndt bostøtte en time om ugen.

 

Nu står Ninna som kontantshjælpsmodtagere og uden mulighed for rette behandling, idet kommunen ikke vil give en midlertidig pension med massiv behandling som anbefalet. Fremtidsudsigten er nu meget usikker, idet behandlingen ikke er den rette og ikke i overensstemmelse med psykiatrisk udrednings anbefaling, med stor risiko for en tilbagevending til arbejdsmarkedet som lige nul. Takket være langsom lægebehandling, lange ventetider i sundhedssystemet, langsommelig sagsbehandling ved jobcenteret er Ninna tvunget til næstbedst behandling og kontanthjælp. Nu skal vi så straffes for at bo sammen.

 

Vores eneste løsning, hvis forslaget fastholdes og hvis det vedtages i Folketintet, er at Martin flytter, hvilket må betragtes som tvansflytning, da det ikke er selvvalgt men en nødvendighed for at give Ninna den bedste mulighed for behandling og et tydeligt tegn på et system, der har fejlet hele vejen igennem.

 

En anden mulighed er at vi sparer op resten af 2013 til en karantæneperiode i A-kassen, hvilket er muligt, og Martin opsiger sit job pr. 1. jan. 2014. Dermed vil forslaget medfører to personer på overførelsesindkomst, Martin på dagpenge og sandsynligvis efterfølgende kontanthjælp og Ninna på kontanthjælp. Det kan vel ikke betragtes som en aktiv beskæftigelsespolitik, som forslaget er en del af. Men det er en meget overvejet løsningsmodel for os, da den giver os mulighed for at bo sammen, trods økonomisk stramme vilkår.

 

En sidste mulighed er ægteskab, idet forslaget stiller samlevende par ringere økonomisk end ægtepar grundet skatteregler om overførelses af fradrag, der ikke vil være muligt for samlevende par som det er med ægtepar. Dermed sidestilles samlevende par jo heller ikke med ægtepar, som beskæftigelsesministeren beskriver det på ministeriets internetside.

 

Udover sit arbejde i hjemmeplejen står Martin for det meste i vores hjem, ikke fordi Ninna ikke hjælper, men fordi det kræver utrolige kræfter af Ninna at overskue de forskellige gøremål og få sammenholdt hverdagen. Derfor er det de fleste dage Martin, der handler ind, gør rent, er opmærksom på om Ninna kommer op om morgen og til behandlinger. Ting Ninna arbejder med at få bedre overblik over, dette både med bostøtte en gang om ugen og med Martin. Dog koncentrer bostøtten sig om at Ninna kommer ud og handler ind i lokale små forretninger, hvor der kan skabes tryghed.

 

Det er alt ting Martin gerne gør med glæde, idet man ikke behøver være gift for at være sammen i medgang og i modgang. Det er dog også ting Ninna ikke vil få ordnet, såfremt Martin er nød til at flytte på grund af kontanthjælpsreformen. Det vil derfor betyde en øget indsat fra bostøtteteam i kommunen, såfremt Ninna skal have en hverdag til at fungerer efter opløsningen af vores forhold. Dette vil være som minimum udvidet bostøtte fra en gang om ugen til 6 gange dagligt eller bofællesskab. Derudover vil det også kræve massiv psykiatrisk støtte til Ninna.

 

Allerede nu kan Martin mærke Ninnas øget psykiske pres om hvordan fremtiden bliver. Særligt hvis Martin bliver nød til at flytte og de deraf kommende følger. I forvejen føler Ninna sig som en økonomisk belastning og personlig belastning for Martin, idet det er Martin, der betaler størstedelen af udgifterne, lån, kost, forsikringer, husleje, telefon, licens, vand, varme og strøm. Alle ting, der er nødvendige, men som der ikke vil være råd til på Martins indkomst alene og som derfor må ned printeres, eller undlades at betales.

 

I vores tilfælde står Martin med indtægt som SoSa i hjemmeplejen og Ninna på kontanthjælp. Om vi som samlevende bliver ramt af gensidig forsørgelsespligt er usikkert. Dette har hverken beskæftigelsesministeriet eller kommunen kunne svare på, da der er forskellige grænser i omløb. Dette giver Ninna et unødigt psykisk pres, som ikke er gavnligt på nogen måde for Ninnas psykiske tilstand. Kontanthjælpsreformen beskriver ikke om det er en grænse regnet ud fra grundløn med eller uden forskellige funktionstillæg, der jo kun gives i de perioder funktionen opretholdes arbejdsmæssigt for Martin, men som på lønsedler står beskrevet som grundløn.

 

Følende er et andet eksempel vi har fået lov til at bruge, dog med opdigtet navne. Personerne vil derfor være benævnt Eva og Adam.

 

Eva møder Adam gennem fælles interesser. Adam er placeret på kontanthjælp efter en periode på sygedagpenge. Adam har flere psykiske diagnoser, og er lægeligt vurderet for syg til arbejde eller aktivering og vurderet til massiv behandling/støtte uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller aktiveringsforløb, hvilket ikke er muligt i hverken Adams hjemkommune eller i Evas hjemkommune.

 

Eva har et godt arbejde på fuld tid, men overvejer at se sig nødsaget til at gå på deltid med deraf lønreduktion, vel vidende det også vil berøre Evas pensionsopsparing gennem arbejdet. Dette finder Eva ikke i overensstemmelse med Folketingets eller regeringens udtalelser om at fastholde folk i arbejde. Sammen ved Eva og Adam godt økonomien vil blive stram med Evas lave indtægt og Adams kontanthjælp hvis de flytter sammen. Eva har en andelslejlighed som hun har lånt til, dette inden hun mødte Adam. De vælger at Adam kan flytte ind hos Eva, da Eva alene står på andelsbeviset og alene afdrager på lånet. Dette gør de dels for at skabe trygge rammer for Adam, dels for at se hinanden noget mere da Adam bor i en nabokommune og ingen af dem har bil. Da de flytter sammen ved de godt, at Evas kommune vil tage Adams sag op på ny og føler derfor at man som kontanthjælpsmodtagere er stavnsbundet til ens kommune. De ved også, at Evas kommune ikke giver mulighed for midlertidig pension og derfor sætter Eva og Adam deres økonomi efter Evas indtægt og Adams kontanthjælp, da der ikke er udsigt til hverken behandling eller pension for Adam.

 

Med forslaget om gensidig forsørgelsespligt kan Eva godt mærke Adam er mere presset psykisk, da Eva vil være nødsaget, af økonomiske grunde, at bede Adam flytte pr. 1. jan 2014 og med deraf følgende konsekvenser for dem begge. Eva har en smule friværdi i sin andelslejlighed som Eva ikke kan se det retfærdige i at hun skal belåne for at de kan bo sammen. Særligt ikke ud fra at Eva som samlevende bliver stillet ringer end en ægtefælle, idet Eva ikke får mulighed for at få Adams skattefradrag. Da kontanthjælpsreformen ikke berør skatteforholdene, vil Eva og andre ikke kunne få overført skattefradraget, hvilket derfor vil tilfalde staten eller kommunerne. Dette er blevet bekræftet af flere folketingsmedlemmer og regeringsmedlemmer.

 

Udover det økonomiske frygter Eva også for Adams velfærd, når hun tvinges til at bede ham flytte. Den indsats Eva gør nu som kæreste og pårørende gør hun med glæde, men vil betyde massiv bostøtte 6-8 gange dagligt for Adam. Det er dagligdagsopgaver som rengøring, madlavning, tøjvask, indkøb, oprydning, betaling af regninger, kontakt til læger og sagsbehandler og andre. Alle opgaver som Adam ikke alene vil have mulighed for at overskue uden massiv bostøtte. Samtidig frygter Eva for det psykiske knæk Adam vil få ved at måtte flytte og hvilket konsekvenser det vil få for Adam, da han heller ikke altid husker sin medicin. Men ved forsat at bo sammen vil der slet ikke være økonomi almindelige ting som tøj, ordentlig mad, uforudsete udgifter eller til Adams medicin, så Eva står mellem pest og kolera. Eva er Adams faste holdepunkt i hverdagen og uden sit holdepunkt i Eva har Adam ikke noget af værdi og Eva ved inderst inde godt hvad Adam kan presses ud i af konsekvenser. Eva frygter derfor alvorligt for Adam, da bostøtte vil få Adam til at føle sig som en belastning, hvilket Adam ikke ønsker at være i sit liv, så heller undvære det.

 

Nu spørger du sikkert hvorfor Eva og Adam ikke gifter sig. Det er der flere grunde til. Hverken Eva eller Adam ønsker ægteskab. Adam kan ikke overskue, at være bundet i et ægteskab og Danmark har endnu ikke indført tvangsægteskaber, trods kontanthjælpsreformen lægger kraftigt op til det ved at stille ægtepar bedre end samlevende par skattemæssigt.

 

Sundhedsmæssigt vil forslaget betyde, at den der står uden indtægt og ofte med en eller flere sygdomme vil blive nødt til at bede den arbejdende om penge til de mest basale ting som tøj, mad, forsikringer og meget andet samt til medicin, lægekontrol (hvis ikke der findes en løsning på lægekonflikten), speciallæge, tandlæge mv. hvilket de fleste mok vil lade være med, da det er skamfuldt og vedkommende ved der ikke er penge til det. Flere vil derfor vælge medicin, læge, speciallæge og tandlæge fra og tage konsekvenserne. Dette frygter vi vil have meget alvorlige konsekvenser for folkesundheden. Derudover vil det heller ikke være rart at være den der har indtægten og som må sige nej indtil der er sparet op. Pårørende bruger i forvejen gennemsnitligt 1000 kr./mdr. på udgifter forbundet med forhold til den syge, ofte syge der er placeret på kontanthjælp, det uanset om det er børn, ægtefælle eller samlevende kæreste. I vores eget tilfælde bruger den arbejdende 1500-2000 kr. på ekstra udgifter som mad, medicin, licens, vand, varme, strøm, forsikringer, lån osv. Alle ting der er nødvendige men som med reformen må fravælges fremover.  Hvilket vil betyde reducering af mad, som pt. er 2300 kr./mdr. for to personer, fravælgelse af personlige ikke lovpligtige forsikringer, fravælgelse er A-kasse/fagforening, fravælgelse af medicin, vand, varme, strøm.

 

Flere politikere, folketingsmedlemmer har tilkendegivet, at der ikke arbejdes på en reform af skattereglerne i forbindelse med gensidig forsørgelsespligt for samlevende par. Det vil sige, at den der arbejder og har hele indtægten ikke får mulighed for at få overført kærestens fradrag som ægtefælle har mulighed for. Derved stilles samlevende par økonomisk ringere end ægtepar. Dette stemmer ikke overens med ministerens udsagn om at det er for at skabe social lighed mellem de to former for par. Forslaget vil derimod virke asocialt.

 

Hvis man som samlevende par vælger at blive boende sammen vil der kun være en indtægt og det vil derfor være en nødvendighed at skaffe ekstra indtægt, hvis forholdet skal forblive intakt. Af andre indtægtsmuligheder vil vi bare nævne få muligheder: lån af familie og venner, bankerne siger allerede nej nu, sort arbejde, kriminalitet eller dobbelt job for den der er i arbejde med deraf fysiske og psykiske følger.  

 

Som du kan se har gensidig forsørgelsespligt for samlevende utrolig mange konsekvenser for mange af de som rammes, både personlige, sygdomsmæssige, sundhedsmæssige og økonomiske. Med rette frygter vi, at Danmark endnu engang vil sætte rekorder i ”den lette løsning” som i 1980´erne hvor Danmark var førende i selvmordsforsøg og selvmord. En statistik som er nedadgående på grund af bedre behandlingsmuligheder i psykiatrien blandt andet og bedre forebyggelse samt inddragelse af pårørende. Alt dette sætter forslaget en stopper for. Som pårørende vil vi med forslaget, og en fraflyttet kæreste, ikke have mulighed for at yde den indsats vi gør i dag. Det vil alene blive overladt til kommunal ansatte bostøtter og/eller hjemmeplejen. Det i sig selv er en belastning for samfundet som det var i 1980´erne og vil betyde øget udgifter til akutte indlæggelser, flere akutte besøg i distriktspsykiatrien, øget sociale udgifter i kommunerne og øget udgifter til boligstøtte. Allerede nu opfordres udlejere af boliger til ikke at udleje til kontanthjælpsmodtagere, da de ikke har sikkerhed for huslejen. Flere vil opleve ikke at kunne betale husleje, da de fleste lejemål koster over 3000 kr./mdr. plus forbrug. Flere vil heller ikke have råd til at betale strøm, vand og varme og vil derfor opleve at få lukket for dette. Forslaget vil derfor betyde samlet flere ting

–       Øget offentlige udgifter

–       Flere forhold går i opløsning

–       Øget antal dårlige betalere

–       Flere hjemløse

–       Flere ubehandlede syge

–       Stigning i selvmordsforsøg og selvmord

–       Faldende folkesundhed

Spørgsmålet der står tilbage er derfor:

Er det prisen værd for gensidig forsørgelses pligt for samlevende? Det mener vi ikke det er, hverken for den enkelte eller for samfundet.

 

Med venlig hilsen

 

Ninna Bek

Martin Thiemke

Xxxxx xx

Xxxx xxxxx

Tlf: 2931 5477

Mail: thiemkeoffentlig@hotmail.com

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s