KAMPRÅB VED FOLKETINGSVALG

Op til folketingsvalg kommer gaderne til at lyde af kampråb. Sådan skal det være og sådan bliver det ved med at være.

Det samme kampråb gang efter gang. Blå VU’er over for røde DSU’er. Vi gjorde det i mine unge politiske dage, før os var det andre VU’er.

Vi kunne stå og råbe kampråb – kun afbrudt af valgresultatet og en del øl – hele aften og natten med.

Nu er det jeg tænker: skal dette cirkus forsætte ved næste valg? Og svaret ligger i luften: ja klart, ingen valg uden kampråb!

Men siden jeg var med er der alligevel sket meget. Alt skal strømlignes, fusioneres og føres op til de samfundsforhold Danmark har i dag OG der skal spares.

Vi VU’er stod og råbte:
Hvad har Danmark brug for?
Danmark har brug for en borgerlig-liberal regering igen!
Hvad har Danmark brug for?
Danmark har brug for en borgerlig-liberal regering igen!

Overfor, ikke nødvendigvis fysik, stod DSU’erne med deres:
Hvad har Danmark brug for?
Danmark har brug for en socialdemokratisk regering!
Hvad har Danmark brug for?
Danmark har brug for en socialdemokratisk regering!

Sådan kunne vi stå hele aften og natten på valgaften. Og inden dag efter dag ved vælgermøde efter vælgermøde. Når jeg tænker tilbage, er det vel et mirakel vi ikke fik gratis årskort til diverse Zoo rundt om i landet. Bortset fra vi nok ikke kom ud igen.

Efter vi har fået ny regering for 2 år siden er der sket meget. Asocial lov fra 1926 er ført op til at ramme endnu flere, bare for at være social.

Danmark har skulle spare en vis del ud af bukserne. Her er det så jeg tænker, lad os da også fører kampråb op til folketingsvalg op til nutidens samfund i Danmark.

Fordelene er enkel og lige til. Alle råber det samme, ingen er i tvivl om teksten og alle kan forstå hvad der bliver råbt.

Derfor så kunne kampråbet jo passende være:
Hvad har Danmark IKKE brug for?
Danmark har IKKE brug for en socialdemokratisk-liberal regering igen!
Hvad har Danmark IKKE brug for?
Danmark har IKKE brug for en socialdemokratisk-liberal regering igen!

Det ville også gøre at ungdomspolitikere kan stå sammen hånd i hånd under valget. Samtidig giver det jo også fornuft med at blokpolitikken er væk og blå blok er udvidet med SSFR siden jeg stod og råbte som en idiot.

Reklamer

DANMARK 1970’ERNE VS 2014

Danmark har altid haft mange store sangere, der har lavet musik med politiske undertoner eller med direkte politiske tekster.

Desværre er den største af dem ikke blandt os mere, nemlig John Mogensen. Jeg har tænkt på hvilke sange han ville være kommet med i nutiden, for en stor sangskriver og sanger, er der efter min mening ingen tvivl om han var.

Udover hans sange er lige at gå til, hvis man kan synge, så er de også klare med deres budskaber. En af grundende til jeg finder John Mogensen som en stor sangskriver, er at – skræmmende nok – holder hans tekster endnu.

Spørgsmålet kan derfor kun være: var John Mogensen forud for sin tid, eller har de danske politikere intet lært siden 70’erne? Jeg tror, det er lidt af begge dele. John Mogensen vidste hvad han ville sige med sine sange og de danske politikere har intet lært de sidste 40 år.

En af de sange, der er aktuel igen er den om Karl og Ann-Cathrin’ fra Christiania. Ikke på grund af Christiania, mere på grund af den politik og retorik et flertal i Folketinget står for. En politik og retorik, politikerne kalder social ansvarligt. For mig at se, kan det kun kaldes det modsatte.

Jeg har taget udgangspunkt i John Mogensen’s sang om Karl og Ann-Cathrin’, idet stedet hvorfra man tvinges væk er ikke så vigtig, om det er Christiania, en lejlighed, et værelse eller et skur betyder intet, da konsekvensen er den samme for alle, nemlig et liv som hjemløs. Overskrifterne er derfor John Mogensen’s ord i sangen hvorefter jeg har forbundet dem til nutidens flertal i Folketinget. Man kan jo kalder det Danmark anno 1970’erne vs 2014 og se om noget har forandret sig, om de danske politikere har lært noget gennem 40 år.

DERES DRØM ER EN RUIN
Jeg kender ingen som har gået med en drøm om ledighed eller sygdom. Jeg kender ingen, som visse politikere åbenbart gør, der har gået med en drøm om kontanthjælp.

Derimod kender jeg mange som John Mogensen’s Karl og Ann-Cathrin’, der har gået med en helt anden drøm, lige til den dag de blev kaldt sammen i virksomhedens kantine til fælles orientering om nedskæringer, prikkerunde og opsigelse. Jeg kender også mange, der havde en drøm indtil sygdommen ramte og de ikke længere magtede hverken hverdagen eller arbejdet, hvor hver dag er en kamp om livet. Jeg kender også mange som havde en drøm om arbejde og familie, men som ikke magter hverken arbejde, ægteskab eller børn på grund af sygdom.

Ja, vi har alle en drøm når vi er små. Men er vi rige nok til at erkende, som samfund, at der er begivenheder i folks liv, der ændre deres drøm total. Mit svar er ét klart nej, på rigdom om menneskelig forståelse og omsorg er Danmark ét politisk uland. Og dette ikke ment negativt over for ulande, der måske er økonomisk fattige men menneskeligt rige.

Jeg tvivler stærkt på at nogen har en drøm om ledighed eller en drøm om et liv med sygdom. En drøm om at være for syg til arbejde men samtidig for rask til at blive mødt med respekt fra politisk side.

For skal vi være ærlige mødes ledige og syge i dagen Danmark ikke med politisk respekt.

Jeg har selv været politisk aktiv siden de unge år, netop med drømmen om politisk respekt over for borgerne. Jeg stoppede med politik, da jeg måtte indrømme, at den drøm ikke kunne indfries. Heller ikke blandt dem jeg var politisk aktiv med, hvoraf flere sidder i Folketinget. De har bevist, at jeg havde ret i at stoppe, fordi min drøm om politisk respekt ikke holdt.

SAT PÅ GADEN, HVEM BEKYMRE SIG?
Antallet af hjemløse er steget over de seneste år og jeg er ikke i tvivl om at vi vil se en forsat stigning i 2014 på grund af regeringens reformer, særligt kontanthjælpsreformen, der rammer socialt skævt.

Der er ingen tvivl om at alle aldersgrupper vil opleve en stigning af hjemløse. Dog tror jeg, at vi vil opleve en stor stigning blandt unge. For hvem tør flytte sammen, eller lade kæresten blive boende, når man risikerer at kæresten efter endt studie står uden arbejde og man derved skal forsøge kæresten.

Derudover vil vi opleve en stor stigning af kroniske syge hjemløse, gruppen af de der er for syge til arbejde, men som kommunerne i årtier har placeret på kontanthjælp. De er nu helt afhængige af kærestens indkomst, både til mad og medicin.

Det er den politik et flertal i Folketinget har vedtaget fra 2014 og som politikerne kalder socialt ansvarlig.

GLADE FOR HINANDEN, OG FOR LIVET IKKE MINDST
Mange, rigtig mange, er i årtier placeret på kontanthjælp i matchgruppe 2 og 3. De er for syge til arbejde og for raske, ifølge kommunerne, til pension eller har andre problemer, der gør de ikke er arbejdsparate eller uddannelsesklar. De har ofte end ikke overskud til at få deres hverdag til at hænge sammen. En del af disse kan heller ikke overskue et ægteskab og er derfor samlevende med deres kæreste.

Med kontanthjælpsreformen skal de enten i arbejde, uddannelse eller forsørges af kæresten. Dette for at gøre det ens for samlevende og ægtefæller. Hvilket tvinger mange til at overveje et ægteskab de ikke magter. Mister de kontanthjælpen er de ude af systemet og mister samtidig muligheden for forsat støtte til at få det bedre, blandt andet bostøtte og andre tiltag. Indtil nu har vi haft et land, der bekæmpede tvangsægteskaber. Den tid har et flertal i Folketinget besluttet at stoppe.

Mange af de på kontanthjælp er glade for deres kæreste og den hjalp de der får til at få livet til at hænge sammen. Sidste år har jeg gentagende gange mailet til alle folketingsmedlemmer, idet jeg selv kan se en udvikling af folk i alle aldersgrupper, som på baggrund af kontanthjælpsreformen har mistet livsmodet og mere eller mindre har opgivet. Mange syge magter ikke politikernes retorik om nasser, belastninger af samfundet og så videre hvad de nu er blevet kaldt fra politisk side. Pressen har ikke turde bringe disse mulige konsekvenser om stigende antal selvmord og selvmordsforsøg i Danmark på baggrund af kontanthjælpsreformen. De politikere i Folketingetsflertallet bag kontanthjælpsreformen, der har svaret mig har svaret med jeg er virkelighedsfjern. Dog sidder jeg ikke selv inde på Borgen, men er ude hvor konsekvenserne gør ondt på folk.

Det er ikke kun privat jeg har oplevet disse konsekvenser, også flere forældre har skrevet til mig om voksne børn, der overvejer selvmord nytårsnat på den ene eller anden måde. Jeg tvivler på at der er pårørende i Folketinget, men som jeg har skrevet til politikerne så håber jeg de kan se os i øjne også i 2014, også de efterladte pårørende.

At folk mister livsmodet som følge af politikernes reformer og retorik er det folketingsflertallet kalder social ansvarlighed.

KLAR JER SELV OG FIND ET JOB
Der er vist ingen tvivl om at de fleste ledige heller end gerne ville være i arbejde. Og netop i denne tid hvor et flertal hælder til den udslidte parole om ‘klar jer selv eller find et job’. Som da John Mogensen skrev sangen er der hos mig ikke tvivl om at det er det de fleste vil – hvis der var et job at få.

Nu i disse tider viser det sig samtidig med at regeringens sanktioner over for kommunerne fastholder 10.000 i ledighed.

Det er den politik, som regeringen kalder social ansvarlig.

Mange, og mange flere end regeringen havde oplyst Folketinget og befolkningen om, er faldet ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp, som de nu står til at miste.

Mange af de der allerede, for tallet stiger time for time, er faldet ud af dagpengesystemet har slet ikke kunne få kontanthjælp da de har en formue på 10.000 kr i form af alle værdier. Nej man kan ikke leve af mursten eller dæk, så må man sælge huset eller bilen. Salg af hus og bil finder et flertal i Folketinget åbenbart meget let i en tid hvor fraskilte bor i samme hus fordi det ikke kan sælges.

De ledige, ikke længere kan få dagpenge eller kontanthjælp kalder politikerne for ‘selvforsørgende ledige’.

Det er den arbejdsmarkedes- og beskæftigelsespolitik et flertal i Folketinget kalder social ansvarligt.

DE TÆNKER INDERST INDE, MON HAN FÅR DET SIDSTE ORD?
Lige som i 1970’erne er der i dag stor utilfredshed med politikere, der siger ét og gør det modsatte. Det er blevet sådan at politik er en levevej, altså et job man vælges til. Mange af politikerne har siddet på deres post i gennem mange år hvilket er godt for at kende systemet. Derimod er en livslang karriere ikke en kvalitet i sig selv, da politikerne åbenbart har glemt alt siden skolebænken og om livet udenfor den beskyttende Borg.

Gennem 1970’erne var der flere demonstrationer for og imod de forskellige ting. Dette er jeg helt sikker på vi oplever mere af de kommende år. Ikke af lyst, men fordi skellet mellem et flertal i Folketinget og befolkningen er blevet så stort.

Som da John Mogensen skrev ‘de tænker, mon han får det sidste ord’ så er der mange, som tænker det samme om blondinebanden og resten af flertallet i Folketinget. Mange er klar til at kæmpe for deres eksistens, deres sag, deres liv på alle måder.

Vi vil opleve alt fra demonstrationer til retssager mellem befolkningen og politikerne ad demokratiske måde.

HVAD TÆNKER DE PÅ, HVIS DE TÆNKER
Jeg vil slutte konsekvenserne af dagpengereformen, fleksjobsreformen og kontanthjælpsreformen af med de velkendt ord fra nytårsaften GUD BEVARE DANMARK idet det er tydeligt at enhver i folketingsflertallet og underskriver at reformerne ikke har tænk over de negative konsekvenser og de dermed ikke er med til at bevare Danmark for alle. Derudover vil jeg også citerer en anden af John Mogensen’s sange og huske alle på sætningen: ‘HVAD tænker de på, inde på Christiansborg. HVIS de tænker’.