TALE VED VI TAGER DANMARTK TILBAGE – AFSKAF S-SF-R

TAK FOR JEG MÅ TALE I DAG

Den 28. juni i år bankede S-SF-R Danmark tilbage til før 1926, som var året hvor gensidig forsørgelsespligt så dagens lys.

En lov som S-SF-R finder asocial og utidssvarednde og som derfor er blevet udvidet til også at omfatte samlevende.

At udvide noget asocialt og utidssvarende bliver i min optik ikke mere socialt ansvarligt eller tidssvarende ved at blive udvidet.

Med kontanthjælpsreformen vil S-SF-R presse kontanthjælpsmodtagere til arbejde eller uddannelse.

Det kan ikke lade sig gøre i praksis. Kontanthjælp er af kommunerne blevet brugt som parkeringsplads for syge. De, der er for syge til arbejde, men for raske til pension.

Der er en stor gruppe af sådan syge på kontanthjælp, blandt dem mange med psykiske sygdomme. Dem er folketingsflertallet bag kontanthjælpsreformen klar til at smide på gulvet.

Grunden til at jeg står her i dag, er at min kæreste har flere psykiske diagnoser og en nu kronisk depression, og parkeret på kontanthjælp. Dog var anbefalingen for to år siden midlertidig ro og rette behandling. Men midlertidig ro er en by i Rusland så at sige, så heller forværre situationen.

Når man ser på kontanthjælpsreformen mener jeg, der er tale om gennemgribende omvæltninger af Danmarks styreform for os der bliver berørt og at den gennemføres med politikernes magt, idet enhver advarsel om konsekvenser er blevet overhørt fra politisk side.

Kontanthjælpsreformen er efter min bedste overbevisning aftalt ud fra enkeltsagsdebatter i pressen, for at ramme de der ikke vil arbejde. Men mange mennesker er parkeret, af forskellige årsager, på kontanthjælp i flere år. Mange uafklaret på grund af sygdom. Dem er der ikke taget det store forbehold for. Mange af disse har så massive problemer, fysisk, socialt eller psykisk, at de er for syge til aktivering men samtidig for raske til arbejde. De tvinges nu til at flytte fra kæresten eller til at gifte sig, hvis de ikke vil falde ud af systemet og miste både økonomi men også praktisk hjælp.

Kontanthjælpseformen lægger op til, at alle på kontanthjælp enten skal i arbejde, i uddannelse eller aktivering under ressourceforløb. Som pårørende til psykisk syg på kontanthjælp, ved jeg dette ikke er muligt i virkeligheden, da der er mange placeret i matchgrupperne 2 og 3 i kontanthjælpssystemet. De er i en gråzone og placeret der i årevis uden afklaring. Det er den gruppe, der er for syge til arbejde og aktivering, men for raske til pension, enten permanent eller midlertidig. Denne gruppe er lægeligt vurderet mere eller mindre uarbejdsdygtige, men i kommunerne vurderet for raske til førtidspension. Denne gruppe er større end mange antager og er så vidt jeg kan se stigende i hele landet. Hele gruppen er henvist til kærestens hjælp i dagligdagen, placeret uafklaret uden rette behandling på kontanthjælp. For syge til arbejde men for raske til pension. Kontanthjælpsreformen vil ikke tabe denne gruppe på gulvet, men vil direkte smide gruppen på gulvet, overladt til intet uden hjælp og med de deraf følgende konsekvenser.

Allerede nu kan jeg mærke min kærestes øget psykiske pres om hvordan fremtiden bliver. Særligt hvis jeg bliver nød til at flytte og de deraf kommende følger. I forvejen føler min kæreste sig som en økonomisk og personlig belastning mig, idet jeg i forvejen betaler størstedelen af udgifterne, lån, kost, forsikringer, husleje, telefon, licens, vand, varme og strøm. Alle ting, der er nødvendige, men som der ikke vil være råd fra nytår og som derfor må ned printeres, eller undlades at betales.

DERFOR vil konsekvensen være jeg må trække mig fra mit arbejde.
Og hvis jeg skal forsætte med at arbejde, skal jeg sige: NEJ til ekstravagter, NEJ til overarbejde, NEJ til at kunne dække ind ved sygdom, NEJ til lønstigninger MEN JA til forringelse af min pensionsordning mv. Så NEJ jeg har ikke råd til forsat at arbejde, heller ikke på sigt.

Jeg kunne vælge at flytte. Tvangsflyttet at et folketingsflertal. Vi kunne gifte os, det kræver vi begge kan overskue det, og ville være et “tvangsægteskab”.

Jeg står med indtægt som SoSa i ældreplejen og min kæreste på kontanthjælp. Om vi som samlevende bliver ramt af gensidig forsørgelsespligt er usikkert. Dog har vi af Mette Frederiksen fået brev om at ”samlevende kærester skal gensidigt forsørge hinanden, HVIS de har mulighed for det”. Dette har vi naturligvis forlagt kommunen og fastholder vi IKKE har mulighed for det.

Alene pårørende til psykisk syge bruger i forvejen gennemsnitligt 1000 kr. om måneden på ekstra udgifter. I vores tilfælde bruger jeg 5000-5500 kr. om måneden på ekstra udgifter som mad, medicin, licens, vand, varme, strøm, forsikringer, lån osv. Alle ting der er nødvendige men som vi må fravælge fremover. Hvilket vil betyde fravælgelse af personlige ikke lovpligtige forsikringer, fravælgelse er A-kasse/fagforening, fravælgelse af medicin, da vi ikke kan undvære mad, vand, varme og strøm.

Hvis man som samlevende par vælger at blive boende sammen, vil der kun være en indtægt og det vil derfor være en nødvendighed at skaffe ekstra indtægt, hvis forholdet skal forblive intakt. Af andre indtægtsmuligheder vil jeg bare nævne få muligheder: lån af familie og venner, sort arbejde, kriminalitet eller dobbelt job for den der er i arbejde med deraf fysiske og psykiske følger. Det er dog ikke alle mulighederne jeg kan anbefale, men frygter alle vil blive brugt.

Sundhedsmæssigt vil forslaget betyde, at den der står uden indtægt og ofte med en eller flere sygdomme vil blive nødt til at bede den arbejdende om penge til de mest basale ting som tøj, mad, forsikringer og meget andet samt til medicin, speciallæge, tandlæge mv. hvilket de fleste nok vil lade være med, da det er skamfuldt og vedkommende ved der ikke er penge til det. Flere vil derfor vælge medicin, læge, speciallæge og tandlæge fra og tage konsekvenserne. Dette vil få alvorlige konsekvenser for folkesundheden.

Gensidig forsørgelsespligt for samlevende har utrolig mange konsekvenser for de mange, som rammes; både personlige, sygdomsmæssige, sundhedsmæssige og økonomiske. Jeg frygter vi, at Danmark endnu engang vil sætte rekorder i ”den lette løsning” som i 1980´erne hvor Danmark var førende i selvmord. En statistik som er nedadgående på grund af bedre behandlingsmuligheder i psykiatrien, bedre forebyggelse og inddragelse af pårørende. Alt dette sætter kontanthjælpsreformen en stopper for. Det i sig selv er en belastning for samfundet og vil betyde øget udgifter til akutte indlæggelser.

Allerede sidste år opfordrede udlejere af boliger ikke at udleje til kontanthjælpsmodtagere. Flere ville ikke kunne betale husleje, da de fleste lejemål koster over 3000 kr. om måneden plus forbrug. Flere ville hellere kunne betale strøm, vand og varme og vil derfor opleve at få lukket for dette.

Kontanthjælpsreformen vil derfor kun betyde følgende for samfundet: Stigende udgifter, flere forhold går i opløsning, flere dårlige betalere, flere hjemløse, flere ubehandlede syge, stigning i selvmord, selvmordsforsøg og faldende folkesundhed

Spørgsmålet der står tilbage er derfor: Er det prisen værd? Det mener jeg ikke det er, hverken for den enkelte eller for samfundet.

Jeg tror, at vi som samfund skal passe på med at sætte folk i begreber. I nutiden taler politikerne om at unge, sygdomsramte, både fysisk og psykisk, dagpengemodtagere, unge på kontanthjælp og førtidspensionister er en byrde eller nassere. Vi gentager 80’erne og jeg frygter vi får en ny verdensrekord som dengang. Det ud fra, at politikerne siger, vi har en økonomisk krise og ikke har råd til så mange på overførelsesindkomster – de er en byrde og nasser.

Samtidig må syge kæmpe for at komme i behandling og kan ikke få den nødvendige ro. Det er Danmark ikke rig nok til. Så hellere, at de er helt uarbejdsdygtige om få år. Tror det politisk hedder “Det er ikke mit problem”.

Lad os da forebygge, ved at vise Danmark er et rigt land på alle måder. Lad os vise, at vi er rige nok til at give en pause til de, der ikke kan yde, så de også kan få den nødvendige ro og behandling til at komme videre i livet. Ellers er vi fattige på alle måder. Jeg ved, at en midlertidig ro er mange gange givet bedst ud på alle måder, både menneskeligt især, men også samfundsøkonomisk, som alle politikerne taler om.

Men lad os da love hinanden, at vise anstændighed og ikke omtale grupper i samfundet som byrder. Ellers er jeg stadig overbevist om, at et system godt kan få folk at vælge den “lette” løsning.

Den største politiske fejl der er begået er, at afskaffe invalidepensionen. For alle ved, at psykisk syge har brug for ro og den rette behandling, uden de nødvendigvis skal være døende.

Når man ikke er døende, er det nærmest umuligt at få en førtidspension og den nødvendige ro. En ro de syge på kontanthjælp ikke får, hvilket vi pårørende derfor heller ikke får. Men en ro de syge ville få på en invalidepension – og jo – psykisk sygdom kan være invaliderende, særligt når der er tale om flere diagnoser samtidig og/eller en depression.

Derfor kan jeg kun betragte psykisk syge på kontanthjælp som parkeret af systemet; fejlbehandlet og fejlplaceret.

DERFOR TAGER VI DANMARK TILBAGE OG AFSKAFFER S-SF-R

VI VIL HAVE HJERTET MED PÅ CHRISTIANSBORG OG HJERTET MED I DEN FØRTE POLITIK

TAK FOR NU OG FORSAT GOD KAMP

OG LAD OS SÅ FÅ DANMARK TILBAGE

LAD MIG TAGE FORSKUD PÅ NYTÅRET MED ORDERNE ”GUD BEVARE DANMARK” FOR POLITIKERNE GØR DET IKKE.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s