PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Vi har set det før, I har set det før. Vi har fortalt om det før, I har fået det fortalt før. Kasser og tænkning i kommunerne er ren matematik og resultatet er kommunal kassetænkning betalt af de syge. Det var vel hele hensigten med fleksjobs- og førtidspensionsreformen og kontankthjælpsreformen for jer folkevalgte. Ganske simpelt ud fra at I var advaret om konsekvenserne overfor borgerne inden vedtagelserne, ellers må det jo have været ren kassetænkning fra jeres side på Christiansborg. For det må da være kassetænkning når nu I var advaret.

Men tillykke folkevalgte politikere, det er snart jul og så skal I sikkert have sylten på bordet. Men bare rolig det er der rigtig mange syge der har året rundt, bortset fra det er den kommunale og den politiske sylte, de får gang på gang. Rikke er blot et godt eksempel på hvordan kommunerne tænker i kasser og sylter sylte på sylte året. Trods gentagende henvendelse hører folk aldrig fra kommunerne, papir er forsvundet, sagen er trukket ud, mails forsvundet og så videre. Rikke skulle på fleksjob efter de nye regler (2013) trods rykker på rykker, klage over afslag, nye rykker over svar, så passer det jo både perfekt for jer folkevalgte og Rikkes hjemkommune, at hun nu står til at havne på kontanthjælp efter et år og dermed blive selvforsørgende ledig, idet hun ikke vil kunne få kontanthjælp og fleksjob vil blive beregnet ud fra kontanthjælp. Det kan jo kun givet et resultat: kommunal langtrukket sylte på sylte giver økonomisk gevinst for kommunerne og dermed for jer folkevalgte.

Og nej Rikke bliver ikke selvforsørgende ledig. Men bliver smidt på gulvet af jer folkevalgte, der i de sidste år har siddet advarslerne overhørdig.

Rikke Schmidt beretter:
Jeg er 35 år og mor til 2. Jeg lider af Kronisk migræne og har desværre haft det gennem hele livet.

Jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt, men håber mine problemer står klart. Jeg har været sygemeldt i sammenlagt ca. 6 år og er stadig ikke afklaret.

Jeg har aldrig været tilknyttet arbejdsmarkedet i mere end 2 x 2 mdr efter min uddannelse som laborant, som jeg fik gennemført på selvstudium, samt ved hjælp af meget gode studiekammerater og overbærende virksomhedspraktik-sted. De 2 steder jeg har arbejdet som vikar, er jeg blevet afskediget pga. for stort sygefravær. – Første gang jeg blev sygemeldt var umiddelbart efter den sidste afskedigelse i 2005. Gennem hele livet har jeg gennemgået undersøgelser og afprøvet alle tænkelige medicinske foretag uden bedring. Jeg har været tilknyttet hovedpineklinikken i Århus siden 2003. Der er jeg i 2013 afsluttet fra, da de mener de ikke har flere behandlingsmuligheder tilbage. Jeg har været ved 3-4 forskellige neurologer hvor jeg ved min seneste konsultation hos Neurolog 2013 får af vide at der ikke er flere tiltag.

Udover de nævnte undersøgelser, har jeg som sagt afprøvet alt tænkelig form for behandlinger, terapier, samt medicin. Jeg har været igennem 4 forskellige arbejdsprøvninger /virksomhedspraktikker, men jobcenteret vurdere dem ikke brugbare, idet jeg ikke er mødt hver eneste dag. Dette kan jeg af gode grunde jo ikke holde til når jeg har migræneanfald så ofte. Den sidste virksomhedspraktik blev sat til 30 timer ugentlig fra start, da min tidligere sagsbehandler ikke så nogen mening i at starte op med få timer, nu når hun satsede efter deltids-/fuldtidsjob med en paragraf 56. Dette til trods for min realistiske ugentlige arbejdstid er mellem 4-7 timer. Hun mente også, at jeg da ku melde mig rask og finde et fultidsjob med en paragraf 56, som jeg selvfølgelig kunne få, når jeg var så meget syg. Hun oplyste mig om at med sådan en paragraf var der ingen grænser for hvor meget man måtte være syg, og arbejdsgiver fik betalt ens fravær. Jeg spurgte hende om det ikke kun var teoretisk set, at man bare kunne være syg så meget som jeg nu ville være, uden der var en grænse. En arbejdsgiver vil næppe (utænkelig) have/beholde en fuldtidsansat med en paragraf 56, hvis han ved det ugentlige arbejdstid er på 4- 7 timer. !???

Det har stået klart siden 2009 at jeg ikke vil komme til at arbejde inden for mit fag, da deadlines, stress og de lugte der kan være i et laboratorium fremprovokere migræne anfald.

Pt har jeg en ansøgning om visitation til fleksjob der ligger et sted til vurdering. Jeg har søgt om indstilling til fleksjob januar 2013 på opfordring af min tidligere sagsbehandler. Jeg modtager et afslag d. 11. april 2013 med begrundelse samt klagevejledning. Jeg klager over afgørelsen d. 24. april 2013 og modtager kvittering på at klagen er modtaget, samt at jeg vil modtage svar senest 4 uger derefter. Jeg modtager så intet eller hører ikke noget. Jeg kontakter vores Borgerrådgiver i Randers som på mine vegne klager over de manglende svar Samt manglende respons på mine utallige henvendelser til forskellige personer på jobcenter Randers. Også her går der langt over de udlagte tidsfrist, inden jeg hører noget fra kommunen. Først efter jeg skriver til viceborgmesteren sker der noget. Dog får jeg aldrig rigtig svar på mine spørgsmål. Jeg beder gentagne gange om at al korrespondance foregår på mail (ud over møder) men de svare ikke på mine mails. De svarer få gange ved telefonhenvendelser. Jeg opdager tilfældigt at jobcenter har behandlet min ansøgning efter de gamle regler og ikke efter de nye 2013-regler. Samme dag kontakter jeg sagsbehandler som vil sørge for at ansøgningen bliver genvurderet. Dog synes der ikke at ske noget.

D. 4/7 2013 er jeg til et møde med min nye og nuværende sagsbehandler. Mødet var egentlig tiltænkt at jeg skulle have haft svar på mine henvendelser tilbage i 2012 hvor jeg rettede henvendelser til mange i jobcenter Randers uden reaktion. I stedet bliver jeg informeret om, at de vil stoppe mine sygedagpenge da der ikke er flere forlængelsesmuligheder. Og jeg vil blive sat på kontant hjælp og så må vi se hvad der så skal ske. Jeg spørger min nye sagsbehandler om der er noget nyt i min genvurdering af ansøgning til flexjob. Hun var ikke klar over der var en ansøgning om flexjob liggende og siger at den så vil blive behandlet på et møde, men at mine sygedagpenge stadig vil udløbe ca. 3 uger derfra.

Dette betyder for mig at jeg overgår til kontanthjælp og vil være på kontanthjælp den dag jeg får en afgørelse på min flexjob ansøgning som er Jobcenterets fejl endnu ikke er afgjort, da de har fejlbehandlet ansøgningen. Hvis jeg skulle blive indstillet til fleksjob, hvilket jeg selv mener, er 100 % kandidat til efter de nye 2013 regler hvor der ikke er et minimums antal timer, vil dette betyde at min flexydelse sættes efter at jeg er på kontanthjælp og ikke sygedagpenge. Dette betyder at jeg i den grad bliver økonomisk dårligt stillet. Dette grundet at Jobcenter Randers ikke har overholdt deres tidsfrister. Efter jeg har indsendt klage samt skrevet til borgmesteren, har jobcenter Randers dog valgt at forlænge sygedagpengene indtil der foreligger en afgørelse. Nu er det snart 1 år siden jeg har ansøgt om indstillingen til flexjob og har endnu intet hørt.

Nu skriver vi snart 2014, og jeg står måske til at ende på kontanthjælp, uden at være i stand til at stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Jeg KAN simpelthen ikke varetage et ordinært job pga min sygdom. Hvad der skal ske for min fremtid aner jeg ikke og har levet siden 2005 i uvished. Det er yderst frustrerende! Jeg har i mange år efter min sygemelding givet udtryk for jeg gerne vil have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Og mit ønske er at få tildelt flexjob og finde et job på de få timer om ugen som jeg kan holde til. Hvis jeg skulle blive tildelt fleksjob, vil det dog være en kunst at finde et sådan job, da jeg ikke kan forudse hvilke dage og timer jeg kan arbejde, da jeg aldrig ved hvornår migrænen indtræffer.

Hvis jeg ender på kontanthjælp i 2014, vil jeg stå uden indtægt da min samlevende tjener 21.000 efter skat. Vi har allerede solgt hus og den ene bil og flyttet til byen i lille lejlighed, men derfor vil vi stå ringe økonomisk kun med hans indtægt. Vi har jo 2 børn (hhv 3 og 6 år). Så håber at den nye kontanthjælpsreform, som er i strid med grundloven, bliver trukket tilbage!!

STATUS AF 179 BERETNINGER

https://www.facebook.com/179beretninger?fref=ts.

STATUS AF 179 BERETNINGER:

Her er lige en opdatering på 179 Beretninger og reaktionerne.

– POLITISK PROPAGANDA ELLER OPLYSNING
– HETZ mod politikerne eller oplysning om konsekvenserne. Reaktionerne kommer nu fra politisk side, og 179 Beretninger gør ondt for der kommer ansigt på politikerne og konsekvenserne.
– To mailadresser blokeret fra politisk side. Det stopper ikke 179 Beretninger, at politikerne blokerer mailadresser. Der er nok at vælge mellem, og der kommer bare en ny i brug.
– Flere politikere har blokeret ‘179 beretninger’ på deres Facebooksider.
– ‘179 beretninger’ er nu på Twitter med egen profil, @179_BERETNINGER, hvor beretningerne også deles. Derudover bliver der delt link fra andre medier omkring Folketingets reformer på Twitterprofilen.

NU er der over 325 der synes om ’179 Beretninger’.

MEN der er stadig brug for beretninger. De bringes hurtigst mulig, når de er modtaget. Der er stadig langt til målet på 179 beretninger.

HUSK at det er konsekvenser af ALLE Folketingets reformer, flekksjob, førtids, SU, dagpenge og kontanthjælp. Uanset hvilken reform du er ramt af har reformerne alle haft en fællesnævner: At det er de unge, ledige, syge og udsatte, der har skulle betale for den økonomiske krise.

Flere politikere er ikke glade for at se sig selv eller kollegaer i overskriften, sammen med negative konsekvenser af deres reformer. DE FÅR ALLE SVARET: ”Reformerne heller ikke er sjove for os. Du og dit parti har selv stemt for reformerne. Nej konsekvenserne er ikke sjove. MEN konsekvenserne er DIT ansvar, derfor nævnes I alle som folkevalgte i overskrifterne.”

Jeg er blevet beskyldt for politisk propaganda fra ”toppen af poppen” hvortil jeg kun kunne svarer at, ja vi kan godt kalde folketingets hetz med reformerne for politisk propaganda mod befolkningen. ´179 Beretninger´ er oplysning til borgerne og politikerne.

I må meget gerne hjælpe – os alle – med at dele beretningerne på jeres side, i grupper eller andre steder I finder dem relevante. Jo mere de bliver spredt ud, jo mere synlige bliver de, og jo bredder kommer vores budskab ud om at der er mennesker, der er og vil blive ramt af Folketingets reformiver.

Beretningerne deles flere steder på facebook, Twitter og blog, straks de lægges ud.

Formålet med dette er at synliggøre bredt konsekvenserne af reformerne, samt at Folketingets politikere, ikke alle har offentlig mail, får en mail med beretningerne.

Hvis I vil deltage send jeres beretning til thiemkeoffentlig@hotmail.com – kan sendes via linket – med ”Beretninger” i emnefeltet, eller sende dem i besked på 179 Beretningers Facebookside.

Håber vi på den måde kan få 179 beretninger bragt ud, og få 179 mails til folketingsmedlemmerne inden nytår, ellers forsætter vi efter nytår.

VI SKAL HAVE KONSEKVENSERNE FREM I LYSET

LISBETH BECH POLULSEN – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Mange svage elever rammes af jeres folkeskolereform, gennemtvunget efter regeringsindgreb i lærerkonfkonflikten i foråret. Anderledes kan det ikke se ud udefra. Men også mange stærke elever rammes negativt. Jeg må indrømme at være glad for jeg ikke har børn, for hvad er det vi byder dem fra små? En tralv og stresset hverdag hvor allt skal være eksperter i alt, ren utopi fra folketingets side. Ingen hverken kan eller skal være eksperter i alt. Og børn skal være børn, en barndom, jeg vil mene folkeskolereformen har fjernet muligheden for.

Ja, der skal tages hensyn til svage og stærke elever. Det er jeg opvokset med, ellers sad jeg ikke her, for tidligere politik, ville have haft mig anbragt på lukket institution. Hvorfor? Fordi jeg var en af de svage elever, der gik i normalklasse, men med ekstra ressourcer i form af ekstraundervisning og ved fravalg af sprog, tysk. Nej jeg er heller ikke blevet ekspert i alt, men ekspert i mit liv. Og underligt nok en med mange meninger.

Uden de ekstra ressourcer vil folkeskolereformen tabe de svage elever, eller retter kasserer dem, samtidig med at de, uden at ville det, trækker de ressourcestærke elever ned. Er det hensigten med folkeskolereformen. Og endnu engang, hvor er jeg glad for ikke at have børn, der skal opleve nutidens folkeskole, for med udgangspunkt i mig, ville de blive smidt ud i rendestenen af jer.

Min beretning:
Regeringen kom med en folkeskolereform, med flere timer til eleverne om ugen og engelsk fra første de små klasser. Jeg vil ikke dømme arbejdet med reformen eller dens indhold, for der er både plusser og minusser ved den, som ved alt andet. Der er fordele ved at kunne flere sprog, i en verden med større krav og forventninger til viden, men hvem stiller disse forventninger om vores kunnen? Er de ikke os selv? Men flere sprog kan ikke stå alene uden, unødigt, at tabe børn med mindre kunnen på gulvet fra starten. Det vil også kræve at de ekstra timer bliver brugt på lektiehjælp og ekstraundervisning for børn med behov for det.

Det er denne generalisering jeg vil advare mod, med en lille virkelig historie om drengen, der skulle have været anbragt på institution fordi han ikke passede ind i systemet.

I 1973 kom en lille dreng til verden og skulle til at lærer verden og livet at kende. Han var ikke som de andre babyer og ifølge hans forældre var der noget galt. Han reagerede ikke på lyde, holdt ikke selv sin krop som andre babyer og begyndte ikke at snakke som andre børn, men forsøgte ihærdigt. Han var mere eller mindre bagud på alle punkter. Hans forældre gik jævnligt til lægen med drengen, og fik det svar at man ikke må sammenligne en storbror og lillebror eller sine børn med andre børn. Da drengen var omkring 4 år, erkendte systemet, at der nok var noget galt. For der kunne drengen stadig ikke snakke særlig godt, og kunne ikke mange udtalelser. Men klarede sig med tegn og lyde, omat var tomat, ælk var mælk, samt en del mundaflæsning. Stadig reagerede drengen ikke på lyde, hverken tale med mindre det var med øjenkontakt, eller på lyde i trafikken.

Drengens forældre fik at vide det måtte være noget adfærdsrelateret og at drengen nok ikke ville kunne klare sig i hverken børnehave eller skole. Der skulle overvejes en familiepsykolog inden skolestart senere, for der måtte være noget galt i familien. Nu ville det sådan, at den lille drengs mor havde en veninde som havde en søn på samme alder som drengen. Venindens søn var født døv og med fælles hjælp og drengens mors stædighed, fik de drengen undersøgt på hørerinstitut, og vupti, hvad drengens mor altid havde sagt, så var der noget galt. Drengen var dybt tunghør, trods systemets ”viden” var drengen født næsten døv. Man havde bare ikke undersøgt drengen grundigt nok fra starten. Det var ikke adfærdsproblemer eller problemer i hjemmet, der gjorde drengen ikke var som alle andre. Men når drengen ikke kunne hører lydene, hvordan skulle han så kunne udtale dem?

Nu begyndte en kamp mod systemet. Drengen var begyndt i børnehave, hvor pædagogerne var særlig opmærksomme på den nedsatte hørelse og der blev sat ind med talepædagog og derved også meget ”undervisning” i børnehaven og om aften med forældrene. Der var mange opgaver for drengen og hans forældre med at lærer udtale og mundaflæsning. Der blev spillet mange vendespil og øvet udtale efter billeder i ugeblade og fra reklamer. Takket være sin døve ven lærte drengen også lidt tegnsprog

Folkeskolen blev privatskole. Det blev vurderet, at drengen havde bedst af at springe børnehaveklassen over og koncentrer sig om at blive bedre til at tale. Der blev i løbet af skoletiden sat ind med ekstra danskundervisning i det meste af skoletiden, dog uden udvidet skoletid. Det var ekstra danskundervisning, mens de andre i klassen havde engelsk- eller tyskundervisning. Engelskundervisningen blev fulgt i den udstrækning drengen kunne og tysk blev droppet helt, og energien lagt på det danske. Set med det udgangspunkt, at drengen ikke ville kunne gennemfører en almindelig skolegang, tja, så gik det vel meget godt for ham. Han gennemførte da, selvom det ikke var på udvidet niveau.

I en alder af 15-16 år var det først at drengen var begyndt at tale rent og hørertræningen havde hjulpet rigtig meget. Nu var der ingen, der tænkte på, at han ikke ville kunne klare sig på arbejdsmarkedet som systemet mente inden drengen startede i skole. Han skulle jo bare have været anbragt på døgninstitution. Ok, alle var klar over det ikke var gymnasiet eller universitetet drengen skulle kaste sig ud i af uddannelser. Det skulle nok være noget med håndværk, for det skulle/kunne ikke blive noget hvor drengen, nu en ung mand, skulle bruge sproget, hverken i tale eller skrift. Samfundsfag kunne nok heller ikke komme på tale, da den unge mand næppe ville kunne deltage i samfundsdebatter.

Jeg vil slutte af med hvordan det er gået drengen:

Han blev kasseret, og trak frinummer, til værnepligt på grund af hørelsen. Lægen turde ikke tage ansvaret for at den nu unge mand ikke overhørte en granat eller en kampvogn, men han klarede sig fint med ikke at blive soldat.

Som næsten 18-årige gik han aktivt ind i ungdomspolitik og var politisk aktiv i over 16 år, indtil han så der ikke var den store forskel på partierne, og at han var for rød til blå blok og for blå til rød blok. Uden for partierne kunne han også mere frit sige sin mening i læserbreve og i debatter i forskellige sammenhæng.

Han er uddannet teknisk assistent, byggetekniker og på grund af manglende arbejde efter endt uddannelse tog han et par år med ufaglærte jobs inden han blev uddannet social- og sundhedshjælper og i 2006 blev færdig som social- og sundhedsassistent. Alle uddannelser blev taget uden ekstra undervisning, dog blev engelsk stadig holdt på grundniveau. Han arbejder i hjemmeplejen og har været TR for sine kollegaer, hvilket folketingets reformiver har sat en stopper for.

Fritiden bruger han aktivt i debatter, både i aviser og på nettet, og af og til får folketingsmedlemmerne en ”opsang” med hans meninger på mail. Særligt udsatte og svage grupper er hans mærkesag. Han er aktiv på Twitter og Facebook.

Engelsk er stadig ikke den stærke side og sproget kan stadig drille. Men ikke mere end han siger sin mening og så må folk tage ham som han er eller lade være.

Så fra at ”skulle være anbragt og ikke kunne klare sig” er det vel gået meget godt for ham. Men stor stædighed fra hans forældre, som vist er gået i arv.

Jeg vil sige om folkeskolereformen, at det er fint med engelsk også fra de små klassetrin. MEN det kræver, at systemet ikke overser børn som drengen, og tager forældre alvorligt fra starten. Vi skal huske på at vi ikke alle skal være eksperter i alt. Det er også fint med ekstra timer, særligt hvis de bruges på ekstraundervisning eller lektiehjælp. Jeg ser bare en stor risiko for at børn som drengen i denne historie vil blive tabt på gulvet i fremtiden, fordi vi alle skal være tosproget og eksperter fra barndommen.

Tænk på at drengen i denne virkelige historie kunne være dig eller et af dine børn. Men det var mig. Og jeg frygter, at børn som jeg, vil blive tabt på gulvet, fordi vi alle i fremtiden skal være tosproget og eksperter i næsten alt fra barndommen for at passe ind.

BENNY ENGELBRECHT – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Når man er for rask til pension men for psykisk syg til behandling, arbejde og aktivering, så har man et problem. For dem har det danske samfund ikke råd til. Sådan er det jo! Altid et system, der tager hånd om de syge – eller det påstår vi. Sandheden er jo at dét er den mest udbredte løgn i verden.

Uden de pårørende ville mange psykiske syge være overladt til sig selv, for det er ikke i systemet hjælpen skal findes. Mange med psykiske lidelser har knap nok styrke til at overskue en hverdag, og slet ikke et ægteskab. Mange af de syge er i god kassetænkning placeret på kontanthjælp. NU straffes de for ikke at kunne overskue et ægteskab, kærligheden beskattes så at sige med folketingets reformiver. Kæresterne tvagnsfjernes og de overlades til sig selv. Det var jo hensigten med jeres reformiver, for I var advaret i god tid om det.

Dette er en beretning om kampen for livet, en kamp, der er ekstrem tæt på at blive opgivet. Nu er det ikke kun tanker om afslutningen, men om hvordan og hvornår inden nytår. En afslutning for ikke at være en byrde for dagens politikere.

Samtidig er det også en beretning om at være pårørende, og ikke behandler, selvom det er det systemet helst ser os som. Der er nemlig penge at sparer ved at bruge pårørende som behandlere.

Skal vi som pårørende være behandlere, ja så er det slut på arbejdsmarkedet. Det var jo det I som folkevalgte stemte for, da I så på rene tal og ikke menneskerne bag jeres reformiver.

Som Mette Frederiksen sagde til kontanthjælpsreformen: ingen syge tabes på gulvet. Nej I smider dem direkte på gulvet. Men er I parat til konsekvenserne og tør I stå ansigt til ansigt med os pårørende bagefter. I stemte for at rigtig mange vil vælge at afslutte det hele.

Ninna og Martin beretter:
I vinteren 2009 pådrog Ninna sig et halebensbrud efter fald på arbejdet på grund af manglende saltning af udendørs areal. Dette var lang tid om heling, hvilket man under forløbet fandt ud af skyldtes hormonmangel. Dette er jo selvsagt ikke en selvforskyldt situation. Det blev heller ikke bedre af en langsommelig sagsbehandling hos læger, lange ventetider osv. sammenholdt med en langsommelig sagsbehandling hos kommunen, gjorde at Ninna faldt for sygepagpengegrænsen.

Under forløbet blev der konstateret flere psykiske diagnoser i form af flere angstformer, der sjældent står alene og flere personlighedsforstyrrelser. Dette er blevet forværret af den langsommelige proces under arbejdsskadeforløbet, samt det psykiske pres det er at være kastebold mellem de forskellige offentlige myndigheder. Ninna har altid haft psykisk sygdom angst og depression fra barneårene, men de er først blevet opdaget, da de blev forstærket under sygdomsforløbet med arbejdsskaden. Dette har krævet yderligere behandling og et nyt forløb. Psykologer og psykiatere har stillet en klar udredning massiv psykiatrisk hjælp uden tilknytning til arbejdsmarkedet og ingen aktivering, da dette utvivlsom vil give Ninna flere psykiske tilbagefald og hvorefter alt håb om at Ninna kan blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet igen er udelukket.

Dette ønsker kommunen ikke at opfylde, da jobcentret mener situationen ikke er afklaret og ikke alle muligheder er afprøvet, trods fraråd af læger og psykiater. Efter flere forsøg på aktivering, med psykiske tilbagefald og nedture som resultat, og ny personlig opbygning er Ninna overgået til kontanthjælp. Her tør man ikke begynde på aktivering, ud fra psykiatrisk udredning og sygdomsforløb. Men er dog begyndt bostøtte en time om ugen.

Nu står Ninna som kontantshjælpsmodtagere og uden mulighed for rette behandling, idet kommunen ikke vil give en midlertidig pension med massiv behandling som anbefalet. Fremtidsudsigten er nu meget usikker, idet behandlingen ikke er den rette og ikke i overensstemmelse med psykiatrisk udrednings anbefaling, med stor risiko for en tilbagevending til arbejdsmarkedet som lige nul. Takket være langsom lægebehandling, lange ventetider i sundhedssystemet, langsommelig sagsbehandling ved jobcenteret er Ninna tvunget til næstbedst behandling og kontanthjælp. Nu skal vi så straffes for at bo sammen.

Vores eneste løsning, hvis forslaget fastholdes og hvis det vedtages i Folketintet, er at Martin flytter, hvilket må betragtes som tvansflytning, da det ikke er selvvalgt men en nødvendighed for at give Ninna den bedste mulighed for behandling og et tydeligt tegn på et system, der har fejlet hele vejen igennem.

En anden mulighed er at vi sparer op resten af 2013 til en karantæneperiode i A-kassen, hvilket er muligt, og Martin opsiger sit job pr. 1. jan. 2014. Dermed vil forslaget medfører to personer på overførelsesindkomst, Martin på dagpenge og sandsynligvis efterfølgende kontanthjælp og Ninna på kontanthjælp. Det kan vel ikke betragtes som en aktiv beskæftigelsespolitik, som forslaget er en del af. Men det er en meget overvejet løsningsmodel for os, da den giver os mulighed for at bo sammen, trods økonomisk stramme vilkår.

En sidste mulighed er ægteskab, idet forslaget stiller samlevende par ringere økonomisk end ægtepar grundet skatteregler om overførelses af fradrag, der ikke vil være muligt for samlevende par som det er med ægtepar. Dermed sidestilles samlevende par jo heller ikke med ægtepar, som beskæftigelsesministeren beskriver det på ministeriets internetside.

Udover sit arbejde i hjemmeplejen står Martin for det meste i vores hjem, ikke fordi Ninna ikke hjælper, men fordi det kræver utrolige kræfter af Ninna at overskue de forskellige gøremål og få sammenholdt hverdagen. Derfor er det de fleste dage Martin, der handler ind, gør rent, er opmærksom på om Ninna kommer op om morgen og til behandlinger. Ting Ninna arbejder med at få bedre overblik over, dette både med bostøtte en gang om ugen og med Martin. Dog koncentrer bostøtten sig om at Ninna kommer ud og handler ind i lokale små forretninger, hvor der kan skabes tryghed.

Det er alt ting Martin gerne gør med glæde, idet man ikke behøver være gift for at være sammen i medgang og i modgang. Det er dog også ting Ninna ikke vil få ordnet, såfremt Martin er nød til at flytte på grund af kontanthjælpsreformen. Det vil derfor betyde en øget indsat fra bostøtteteam i kommunen, såfremt Ninna skal have en hverdag til at fungerer efter opløsningen af vores forhold. Dette vil være som minimum udvidet bostøtte fra en gang om ugen til 6 gange dagligt eller bofællesskab. Derudover vil det også kræve massiv psykiatrisk støtte til Ninna.

Allerede nu kan Martin mærke Ninnas øget psykiske pres om hvordan fremtiden bliver. Særligt hvis Martin bliver nød til at flytte og de deraf kommende følger. I forvejen føler Ninna sig som en økonomisk belastning og personlig belastning for Martin, idet det er Martin, der betaler størstedelen af udgifterne, lån, kost, forsikringer, husleje, telefon, licens, vand, varme og strøm. Alle ting, der er nødvendige, men som der ikke vil være råd til på Martins indkomst alene og som derfor må ned printeres, eller undlades at betales.

I vores tilfælde står Martin med indtægt som SoSa i hjemmeplejen og Ninna på kontanthjælp. Om vi som samlevende bliver ramt af gensidig forsørgelsespligt er usikkert. Dette har hverken beskæftigelsesministeriet eller kommunen kunne svare på, da der er forskellige grænser i omløb. Dette giver Ninna et unødigt psykisk pres, som ikke er gavnligt på nogen måde for Ninnas psykiske tilstand. Kontanthjælpsreformen beskriver ikke om det er en grænse regnet ud fra grundløn med eller uden forskellige funktionstillæg, der jo kun gives i de perioder funktionen opretholdes arbejdsmæssigt for Martin, men som på lønsedler står beskrevet som grundløn.

ANNE-METTE WHINTER CHRISTENSEN – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Vi kender det alle. Papir der forsvinder. Papir der ikke når frem. Møder der omhandler alt andet end aftalt og dagsorden. Vi der oplever systemet oplever meget rod rundt op, selvom sagsbehandlerne arbejder ud fra lovene. Det er sådan I forvandler mennesker til sportsredskaber. Ja man må snart formode at det danske system kan stille op til OL i kastebold, for det er det I skaber med jeres reformiver, en masse kastebolde og sagsbehandlere, der hverken ved ud eller ind.

Kim Jaqué beretter:
Kort forløb af min sygeperiode.
Fik en arbejdsskade i Feb.2012 med vrid over højre knæ. Ventede i lang tid på en MR-skanning. Indkaldes til Randers sygehus 10-05-12 hvor 90% af menisken i højre knæled fjernes. Er 9 uger efter at skaden opstod overgået til sygedagpenge. Har også fået en sagsbehandler. Det bliver besluttet, at jeg skal i fysioterapi pr. 8-06-12 i kommunalt regi. På det tidspunkt regnes der med 4 måneders genoptræning. Det går ikke som forventet. En Overlæge på ortopædkirurgisk ambulatorium skriver samtidig i en attest til Arbejdsskadestyrelsen: Skadelidte har stærk nedsat funktion i knæet, og det vil være vanskeligt at genplacere ham på arbejdsmarkedet.
Jeg fortsætter min genoptræning, indtil fysioterapien henviser mig til en second opinion. Den kan først foretages 22-03-13. Samtidig har min SB. bedt min egen læge om en GHA.

Nu opstår alle problemerne med kommunen!
Den 30-03-13 falder jeg for sygedagpengeloftet, kommunen fratager mig sygedagpengene. Hvilket jeg anker og samtidigt beder jeg skriftligt om fuld aktindsigt. Efter jeg fandt ud af, at kommunen havde taget deres beslutning, jf. § 27 stk.1 til 7 i forlængelsesloven om sygedagpenge. Hvori de havde skrevet, at der ingen arbejdsskadesag var, til trods for at de havde modtaget et brev den 14-01-13 fra Arbejdsskadestyrelsen om, at de stadig har min sag under behandling. De modtager først GHA fra min egen læge og resultat af second opinion omkring 5-04-13

Efter påske 2-04-13 opsøger jeg min sagsbehandler idet der ikke kommer svar fra hende når jeg ringer. Aftalen var, at hun ville ringe inden for en arbejdsdag, når hun havde hørt min telefonbe-sked. Jeg erfarede, at hun var sygemeldt på ubestemt tid. Efter 1 times venten kom endelig en anden SB, (jeg fandt senere ud af, at denne person var min første SBs chef ) Samtalen kom kun til at dreje sig om kontanthjælp og hvorhenne, jeg skulle søge denne. Af gode grunde ikke om min GHA og Sekund opinion, hun havde ikke modtaget disse papirer, som egentlig skulle bruges i sagsbehandlingen af min ret til stadig at få sygedagpenge.

Min sag er stadig i statsforvaltningen som en ankesag. Mit ønske om fuld aktindsigt er stadig ikke efterkommet. Kontanthjælp har jeg ikke fået, idet jeg først skulle sælge min 14 år gamle Camping vogn og min 40 år gamle fiskerjolle, hvilket jeg har brugt et helt arbejdsliv til, at spare op til.

Uden penge på lommen kontakter jeg min fagforening.
Jeg fik lov, at låne penge der så jeg kunne klare mine forpligtigelser den kommende måned. Den 22-4-13 blev jeg af egen læge vurderet til rådighed i a-kassen, med skånehensyn ( forbehold for tunge løft ) Med denne attest i hånden kunne jeg melde mig ledig på Jobcenteret.

Mine pinsler var ikke forbi, jeg fik alle mulige jobtilbud der indebar tunge løft, som jeg var tvungen til at søge, men ikke fik svar på. Den 15-08-13 valgte jeg, at gå på efterløn som 60årig. Ude af et langt arbejdsliv, 25 sidste år på samme arbejdsplads. I dag lever jeg med kroniske smerter, og tænker var dette takken for at passe sit arbejde.

Enden på det hele er, at jeg 2-10-13 modtog et afslag fra arbejdsskadestyrelsen. Hvilket min fagforening og jeg har sent tilbage dertil for revurdering. Grundet styrelsen har lagt kommunens opfattelse af sagen til grund for afgørelsen, og ikke de af styrelsen selv rekvirerede lægeundersøgelser. Revurderer styrelsen ikke er de blevet bedt om, at oversende klagen til Ankestyrelsen.