CAMILLA HERSOM – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Mange oplever lige nu som Lisbeth: ”Derfor har jeg valgt, at flytte fra min kæreste som en konsekvens og det er da svært at tænke på, hvor stor en magt kommunen har i deres spil af formodentlig kassetænkning. Lejligheden er sagt op og jeg kender slet ikke fremtiden, da det faktisk har været min kæreste, der har været min hjælper i alt praktisk i hjemmet.”

Et liv fanget i sygdom, smerter og kommunal kassetænkning er en af konsekvenserne for Lisbeth efter en arbejdsulykke. Samtid mødes hun af mistro og mistænkeliggørelse. Nu tvinges hun til at flytte fra kæresten på grund af folketingets reformiver.

Tænk over Lisbeths beretning og spørgsmål: Er det overhovedet et liv, der er værd at leve?

Lisbeth Hedegaard beretter fra sit liv:
Jeg er 48 år. Var ude for en arbejdsulykke i juni 2010. Har været sygemeldt siden august 2010. Jeg har været igennem et meget svært og smertefuldt forløb og det sig værende både i sundhedssystemet og i kommunen. Jeg er så langt nu, at jeg er kronisk smertepatient, med whiplash. Stationær og uden flere behandlings muligheder og jeg tåler ikke smertestillende medicin.

Smerten kan jeg nok lære at leve med, men det er frustrerende, at jeg nu har en kamp mod kommunen, som kun forværrer min tilstand. At blive mødt med mistænkeliggørelse og dårlig sagsbehandling gør, at jeg sidder fast i systemet, nu på kontanthjælp. Jeg har i hele forløbet været motiveret for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, men nu har jeg indset, at det kommer jeg ikke. Jeg har været i 3 arbejdsprøvninger og de viser desværre, at jeg ikke har nogen arbejdsevne og det gælder både med hensyn til det fysiske og det kognitive. Kommunen svigter og langsommelig sagsbehandling gør at jeg pr. 1/1 2014 kommer under gensidig forsørgerpligt, da jeg er samlevende.

Den sidste værdighed jeg har tilbage forsvinder, hvis jeg ikke kan bidrage til fælles økonomi. Derfor har jeg valgt, at flytte fra min kæreste som en konsekvens og det er da svært at tænke på, hvor stor en magt kommunen har i deres spil af formodentlig kassetænkning. Lejligheden er sagt op og jeg kender slet ikke fremtiden, da det faktisk har været min kæreste, der har været min hjælper i alt praktisk i hjemmet. Jeg kan ikke finde en lejlighed, som jeg kan betale ud af en kontanthjælp, og er derfor nødsaget til at bo på et lille værelse hos min gamle mor. Det er slet ikke optimalt, men eneste mulighed.

Det gør så ondt at blive behandlet som “en der vil snyde systemet”, eller får beskeden” Du skal bare trænes op til ordinært arbejde”, når jeg i mit liv før ulykken, aldrig var syg eller lagde samfundet til last.

Er det overhovedet et liv, der er værd at leve.

Lisbeth Hedegaard

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s