MICHAEL AASTRUP JENSEN – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

At blive mødt med mistro og mistillid fra systemet og gentagende være kastebold, er en ret normal hverdag for mange syge. Hvis ens papir bliver væk, hvordan det så kan ske, på jobcentre og i kommunerne, hvilket mange har prøvet. Ja så bliver man som borger mødt med at det ikke kan passe. Altså mistillid til borgerne fra start. Men det er vel også det I ønsker for at skabe samarbejde, eller hvad?

Jeg er sikker på Charlottes oplevelser ikke er enestående:
”- at blive ringet op og bedt om at møde op til et møde inden en time (jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne..)
-At blive ringet op kl 20 en fredag aften for opfølgning
– at får en besked på min telefonsvare om, at SKULLE ringe inden for en time. Da jeg kunne ringe tilbage, forklarede jeg, at jeg havde været i praktik og til genoptræning og at jeg var totalt træt og forvirret og stod midt på gaden. Alligevel kom den samtale til at vare 35 minutter!”
Desuden stiller Charlotte flere relevante spørgsmål, blandt andet: ”Hvordan kan man vide, at arbejdsevnen er forbedret, når man ikke bliver stimuleret og prøvet af og er en del af samfundet? Jeg ønsker og har BEDT om, forsat at være tilknyttet arbejdsmarkedet og blive prøvet. Jeg kan godt få lov, at gå i ulønnede praktikker og blive fulgt op på kontanthjælpskontoret, men har fået at vide, at det ikke vil tælle ifht fleksjob engang.” Nu er det jeg lige tænker, at der er en grund til ulønnet praktikker ikke tæller med i forhold til fleksjob, det kaldes gratis arbejdskraft eller offentlig socialdumpning. Er det formålet med ulønnet praktik.

Charlotte har gentagende gange arbejdet for at bedre sine forhold, men bliver mødt som en syltet sag. Er det fordi I, som folkevalgte, kun ser på de enkeltsager, der er fremme i pressen? Er jeres reformer ”enkeltsagspolitik” i panik?

Charlotte Hesse beretter:
Jeg blev ansat i et landsdækkende pengeinstitut i 1986, da jeg var 19 år. I løbet af mit arbejdsliv (hvor jeg næsten altid har været tæt på kunderne) kom jeg til at opleve en del røverier, voldelige overfald og trusler.
I bageklogskabens lys kan jeg se, at jeg over årene udviklede forskellige problemer (fx ekstrem vagtsomhed, problemer med bestemte lyde eller folk, der løb omkring mig) der hang sammen med mine oplevelser og i efteråret 2010 begynder jeg virkelig at knække, bla efter at være truet hjemme af en af bankens kunder.
24/1-11 beder min leder mig gå hjem, efter at jeg var brudt grædende sammen.
Jeg har ikke været på arbejde siden.

Jeg lider af posttraumatisk stress.
Det har påvirket en del af mine kognitive funktioner, som bla er overblik og hukommelse. Jeg kan fx ikke finde ud af tal mere. Om det er et budget, en opskrift eller et telefonnummer…. Jeg sover dårligt og plages af mareridt, har angstanfald, kan ikke læse, forstå og bruge en instruktion til fx vaskemaskinen eller et brev fra det offentlige… Jeg kan ofte ikke huske, hvad folk hedder eller hvor jeg er på vej hen. Eller handlingen i en bog.
Min krop reagerer på mange forskellige måder. fx tinitus, vægttab, for højt blodtryk, dårlig mave, hårtab, nældefeber, næseblod, overspændte muskler. Og så er jeg konstant på vagt og kan ikke fungere, hvis jeg ikke kan overskue et rum med alle sanser. Det betyder, at jeg bruger uanede kræfter på at være til en sammenkomst eller ude af handle. Jeg hører aldrig musik når jeg er alene (for så hæmmer det min evne til at høre, om der kommer nogen) og kan næsten ikke holde til at se min datter spille en håndboldkamp pga de hylelyde gummisko giver på et gulv.

Jeg har ikke fået erstatning for arbejdsskade. Blandt andet på grund af, at jeg ikke brød sammen “i tide” dvs indenfor seks måneder efter en hændelse.
Det var samme paragraf, som fældede vores udsendte soldater. Heldigvis er der kørt en principiel sag, der har ændret loven, men…. Jeg orker ikke at køre en sag og jeg tør ikke risikere mine penge på en eventuelt tabt sag.

Da jeg blev syg, det er ca tre år siden nu, kom jeg ud i møllen med (ubehøvlet) opfølgning fra det lokale jobcenter.
Jeg har været ude for:

– at blive ringet op og bedt om at møde op til et møde inden en time (jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne..)
-At blive ringet op kl 20 en fredag aften for opfølgning
– at får en besked på min telefonsvare om, at SKULLE ringe inden for en time. Da jeg kunne ringe tilbage, forklarede jeg, at jeg havde været i praktik og til genoptræning og at jeg var totalt træt og forvirret og stod midt på gaden. Alligevel kom den samtale til at vare 35 minutter!
– til mit første Info-møde om pligter og rettigheder på sygedagpenge, sad jeg ved siden af en mand med hospitalsarmbånd og -tøj, der rystede som et espeløv. Så syg var han.
-At få at vide, at man kan flytte udenfor kommunen, hvis man ikke kan klare sig uden dagpenge, for der er der billigere at bo
-At få at vide, at man kan blive skilt, hvis min mand ikke kan forsørge mig
-At jeg da umiddelbart virker normalt begavet!!!
-At jeg da skulle prøve antidepressiva (jep…efter forsøg med seks forskellige præparater gav jeg op pga manglende effekt og store bivirkninger. Jeg vil og skal ikke bruge det. Det har jeg tre lægers og to psykologers medhold i)
-At jeg SKULLE i arbejdsprøvning, selvom jeg, på det tidpunkt, stod med sprit nye undersøgelser, der alle sagde, at det var for tidligt og jeg ikke kunne holde til det
– at vente fra september til april måned, før jeg kom igang med et arbejdsmarkedsrettet forløb, fordi der ikke var sagsbehandlere. Jeg rykkede for at komme igang og den “tabte tid” er ikke lagt oveni bagefter, hvor jeg så bare ryger ud af hele systemet.
– at blive spurgt om jeg selv havde fundet på min diagnose. (de havde smidt alle papirer væk i min sag. Jeg genindleverede alle papirer med undersøgelser og udtalelser. De blev bare ikke registreret….)
-At min hjernegenoptræning og jobtræningsforløb på det lokale revalideringscenter blev stoppet sammen med mine dagpenge.
-At der skal gå ÅR (ÅR!) før jeg kan få lov at blive prøvet i forhold til fleksjob (jeg vil HELST UNDGÅ pension!!) selvom nye undersøgelser viser, at jeg er for skadet til nogensinde at kunne arbejde under normale forhold og aldrig vil blive mig selv igen.
“Desværre” står der, i den seneste psykiatriske speciallægeerklæring, at jeg MÅSKE og under de optimale forhold, kan blive LIDT bedre endnu. Da jeg ikke er stationær (stationær = kan blive værre, men ikke bedre) og så må jeg gå hjemme, og vente på at blive bedre.
Uden indkomst. Er det “optimale forhold”?
Og så er genoptræningen nok spildt. Mit liv er i hvert fald.
Og psykisk bliver man sat et pænt stykke tilbage af sådan en besked og al den uvished i år fremadrettet.

Desuden bruger jobcenteret den samme formulering under alle paragraffer i deres afgørelse af min sag under sygedagpengeloven. Jeg finder det aldeles underfundigt, at alle paragraffer kan besvares med samme svar…

Jeg bad om fortsat at få lov at bevare kontakten til praktikker og revalideringscenteret.
Jeg kunne ikke få lov fortsat at have min kontaktperson fra revalideringscenteret, selvom hun har en relevant uddannelse i forhold til mine problemer… Men jeg kunne få lov at få hende som mentor tre timer om ugen (så meget tid bruger hun ikke på mig nu) og samtidig blive fulgt op og gå til møder af en sagsbehandler fra kontanthjælpskontoret.
Det er fordyrede kassetænkning!

Hvordan kan man vide, at arbejdsevnen er forbedret, når man ikke bliver stimuleret og prøvet af og er en del af samfundet? Jeg ønsker og har BEDT om, forsat at være tilknyttet arbejdsmarkedet og blive prøvet. Jeg kan godt få lov, at gå i ulønnede praktikker og blive fulgt op på kontanthjælpskontoret, men har fået at vide, at det ikke vil tælle ifht fleksjob engang.
Så vil jeg altså hellere undvære og måske arbejde frivilligt, med noget, der i det mindste vil give mening for mig. Jeg kan nemlig godt stå op om morgnen og passe mine ting.
Jeg vil rigtig, rigtig gerne arbejde de to timer, jeg gennem et halvt år har bevist, at jeg kan. Jeg vil så gerne kunne være en del af samfundet og yde mit!

Desuden, når jeg mister min ret til dagpenge, VIL JEG OGSÅ LIVSLANGT FÅ EN LAVERE YDELSE, HVIS jeg får fleksjob engang, fordi jeg ikke er dagpengeberettiget på det tidspunkt.
Den forsikring har jeg betalt til i mere end 25 år! Og det er den lokale kommune, der smider mig ud af forsikringen, der ellers skulle kunne forsørge mig. For jeg kommer jo aldrig til at kunne opfylde kravene for en arbejdsløshedskasse igen. Jeg kommer aldrig til at kunne stå til rådighed eller arbejde mindst 30 timer om ugen.

Jeg vil lige nævne igen, at jeg i oktober 2013 blev undersøgt for funktionstab i hjernen og fik lavet psykiatrisk speciallægeerklæring. De viste begge, ligesom tidligere undersøgelser, at jeg er meget påvirket og altid vil være meget stressfølsom.
At de vurderer, at jeg har været udsat for USÆDVANLIGT meget og klaret at leve med det USÆDVANLIGT længe og jeg har kæmpet mig USÆDVANLIGT godt tilbage, men nok ikke kan komme ret meget længere, ser man ikke på.
Der er INGEN, der tror på, at jeg nogensinde vil kunne tåle at arbejde på normale vilkår og på normal tid. Og INGEN af mine rådgivere i Fagforening og A-kasse kan forstå, at jeg så ikke kan få fleksjob, endsige blive prøvet i forhold til det.

Jeg vil gerne understrege, at jeg godt ved, at det er op til de enkelte kommuner, at forvalte lovgivningen. Det kan Folketinget ikke styre. Men… netop min kommune, har jeg erfaret gennem min fagforening, min a-kasse, (der jo dækker hele landet) og af min psykolog, (der arbejder med hele regionen,)er kendt for at være usædvanligt rabiate i behandlingen af sygemeldte.
Det erkendte en socialrådgiver fra det lokale Jobcenter også.
Desuden har jeg også den oplevelse, at hele maskineriet omkring sagsbehandlingen er et ENORMT og brødløst bureaukratisk papirhelvede.

Jeg har virkelig oplevet en ufattelig grov og nedladende tone hos mit lokale jobcenter. Og har også klaget over den! Det hjalp så ikke.
Til gengæld, er de super flinke og ordentlige på revalideringscenteret og behandler os som rigtige mennesker. Det kan altså sagtens lade sig gøre.

Jeg har, nok livslangt, behov for terapi for at kunne fungere nogenlunde.
Da jeg havde et job, betalte min virksomhed for terapien.
Nu er jeg ved at have brugt de samtaler, man kan få med tilskud. (de koster med tilskud 321 kr per styk) og derefter kommer det til at koste næsten 1000 kr i timen.
Jeg har ingen indkomst…. det er svært at finde penge til behandling , oveni at min mand skal forsørge mig og betale alle udgifter.
Jeg har, pga mit job, sparet op til pension og forsikringer mod erhvervsevnetab. De har endnu ikke afgjort, om de vil vente, til jeg får bevilget fleksjob eller pension.
Hvis de vil vente, til kommunen beslutter sig, så mister jeg også de dækninger, for jeg har jo ingen penge at betale præmien med!
Og hvis jeg kan finde pengene til at betale præmie på pensionen og a-kassen, bliver jeg ramt dobbelt, da jeg ikke har en indkomst at fradrage indskuddene i.

Jeg vil nødigt lyde som et tudefjæs… og dog synes jeg, det er utroligt at jeg rammer ind i alle de huller, der åbenbart findes i samfundets sikkerhedsnet.
Jeg har jo netop forsøgt at forsikre mig, så jeg kunne klare mig ved ledighed og sygdom. Jeg tror, jeg har været bedre forsikret end gennemsnits mennesket.
Mit forløb har varet tæt på tre år nu. Jeg blev “reddet” af, at blive opsagt fra mit job, da jeg ramte første tidsbegrænsning i forhold til sygedagpenge. Mit halve års opsigelse gav mig dels løn og fritstilling, men også det, at optjene nok til at få endnu 52 uger på sygedagpenge. Det er måske “snyd”? Men der er stadig ingen, der ser på, at jeg indtil nu har kæmpet i tre år.
Desuden har jeg det, der bliver kaldt “en stærk arbejdsidentitet”. Jeg føler stort behov for og lyst til at yde mit til samfundet.
Jeg har altid engageret mig i mine omgivelser og har været både almindelig- og fælles-tillidsrepræsentant på mit job, siddet i skolebestyrelse osv.
Det er rart at være en del af det hele og forsøge at gøre en forskel.

Jeg er meget enig i tanken om, at førtidspensionering for mange er, at blive parkeret på et sidespor.
Nogle mennesker ER bare så syge, at de aldrig kan fylde en funktion og så skal de også have fred og pension.
JEG har bare ikke selv lyst til at blive førtidspensionist.

Hvorfor arbejder I ikke mere på, at lave fx en tidsbegræset fleksaftale eller pension? Jeg har hørt, at det faktisk findes, men ikke bruges. Til dels fordi tidsgrænsen er kort. Er det korrekt?
Jeg vil finde det meget rigtigt og rimeligt, at jeg fik fx en tidsbegrænset fleksaftale, når der nu står i mine papirer, at jeg MÅSKE kan blive bedre.
En periode med arbejde vil jo kunne vise, hvilken retning, der trækker i. Og det giver ro, at man ikke er presset økonomisk.
Jeg synes, det er så uforståeligt, at jeg bare bliver sat uden for alting og skal klare mig selv, når det er bevist, at jeg er for syg til at stå til rådighed på almindelige vilkår. Og faktisk ikke KAN klare mig selv. Jeg er dybt afhængig af min mand. Både økonomisk, psykisk, socialt og praktisk.

Det er også okay, at jeg ikke kan få kontanthjælp, hvis vores økonomiske situation er så god, at vi (måske) kan klare os, men jeg HAR jo faktisk forsøgt at forsikre mig mod at stå uden forsørgelse. Det “virker” bare ikke med den nuværende lovgivning!

Det er ok at lave fejl, bare de bliver rettet, når man har prøvet dem af og fundet ud af, at det, man har lavet, IKKE VIRKER.
Hermed en opfordring til jer lovgivere.

Charlotte Hesse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s