MAGNUS HEUNICKE – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Flere gange, for ikke at skrive mange gange, har jeg skrevet til jer folkevalgte om at jeres reformiver kan få den konsekvens, at de får folk til at opgive livet. Det er en konsekvens I, stort set alle har set stort på.

Dette er en beretning om at leve i smertehelved efter et par operationer, der har lavet større skade end gavn med hensyn til smerter og om hvordan kommunerne lægger større vægt på egne lægekonsulenter end på borgens læge, speciellægeundersøgelser. Nu ved alle jo at kommunernes egne lægekonsulenter aldrig ser borgeren, kun læser sig frem til en konklusion, hvorimod borgerens egen læge har set borgeren hvilket er det samme med speciellægerne. Når nu kommunerne ikke vil bruge undersøgelser fra speciellæger, eller underkender deres undersøgelser, hvorfor så bruge, ok misbruge borgernes helbred og tid til det? Og hvorfor misbruge vores skattekroner på speciellægeundersøgelser, der alligevel ikke bliver brugt? Det er trods alt til priser omkring 15.000 kr for hver undersøgelse. Her tager kommunerne ikke på nogen måde hensyn til de syge borgere eller til samfundsøkonomien. Når I folkevalgte kun tænker på økonomi, så tænk lige over hvor meget hjælp en syg kan få for 15.000 kroner. Penge som i dag smides lige i rendestenen af kommunerne, samtidig med de syge ikke får den nødvendige hjælp og ro.

Som Anushia skriver ”Men nu er min tilstand så skrøbeligt og nogle gange ønsker jeg at jeg var død. Men så tænker jeg på mine børn og familie.” og skriver senere ”Og ved at trække tiden ud bliver min tilstand ikke bedre af. Jeg bliver kun mere og mere psykisk påvirket når jeg skal igen og igen vente på at finde ud af hvad der skal ske med mig”.

Med Folketingets reformiver får de syge ikke ro, og flere sager trækker ud. Ikke kun i en kommune, men på landsplan. Jeg fristes til at få tanken om en bevidsthed, men det skal jeg nok undlade. Dog undrer jeg mig over den ene beretning om sager, der trækker ud efter jeres reformiver. Dette gavner ikke de syge, tværtimod. Det kan til gengæld gøre at flere opgiver det hele. Var det det I stemte for i Folketingssalen, at syge skal opgive livet, for så må I da også stå til ansvar over for de pårørende.

Læg især mærke til Anushias spørgsmål ”Hvor meget vil Randers kommune have at jeg skal gå igennem?? Og bare fordi regeringen kommer med nye regler så skal Kommunerne eller rådgiverne ikke miste respekten eller jeres medfølelse til den syge”.

Anushia beretter:
Jeg hedder Anushia og er 31 år.
Jeg har på intet tidspunkt i mit liv ønsket eller troet at jeg vil blive syg som 27 -årig og ende på kontanthjælp. Jeg kom Til Danmark da jeg var 4 år og startede i børnehave og gik på skole og afsluttede gymnasiet uden problemer. Og den eneste periode jeg holdte pause var da jeg først blev optaget på bioanalytiker uddannelse halv år efter afslutning af gymnasiet. Og i denne periode var jeg ikke engang på kontanthjælp, men arbejdede som kasseekspedient og forsørgede mig selv. Så jeg har på ingen tidspunkt siddet på statens penge eller krævede kontanthjælp. Jeg har altid været en god borger og et godt menneske.
Jeg afsluttede Bioanalytiker uddannelse og flyttede til Herning og boede sammen med min kæreste/samlever, hvor jeg også startede som bioanalytiker på Herning Sygehus.
1 år efter fik vi en dreng og vi flyttede alle tre tilbage til Randers, da jeg havde fået arbejde I Århus, hvor jeg tidligere var praktik. Og dette var jeg meget glad over pga nogle gode arbejdskollegaer og dejlig arbejdes omgivelse.
Alt gik godt og jeg arbejdede og havde en virksomhed ved siden af også.
Jeg havde nogle år tidligere kastet blod op og var indlagt flere gange, og dette var begyndt at ske igen. Men de var i små mængder end tidligere, og det som fyldte mest var at jeg konstant hostede. Og jeg havde kun disse opkastning 1-3 gange på en måned.
I starten kunne de ikke finde ud af hvad det var, men mente de at jeg havde fået en tand eller noget fremmedlegeme ned i den venstre lunge. Og de mente så at det var farligt og at det skulle fjernes. I starten var jeg meget nervøs og sagde nej til operationen. Jeg havde en samtale med en overlæge, hvor jeg spurgte om det var en stor operation, og om der vil være andre bivirkninger og om der var risiko for at jeg ikke kunne vende tilbage til arbejdes osv. Da arbejdet betød meget for mig. Men han sagde at det var en operation de lavede mange af og at der ikke var komplikationer og at jeg vil kunne vende tilbage til mit arbejde efter 1 måned osv. Derefter fik jeg lavet operation. De lavede en åben operation hvor de skar op under venstre bryst og helt over til armhulen. Og derefter lavede de mellemrum mellem ribbenene ved at trække dem fra hinanden. Og derefter fjernede de den mistænkte område af den venstre lunge.
Og efter operationen havde jeg meget dårligt, men de udskrev mig efter infektionstallene var blevet normale. Men selv om jeg var blevet udskrevet så fik jeg en del smertestillende for ikke at mærke smerterne. Selv om der var gået ca. 1,5 månede så havde jeg stadig ikke fået det bedre, og var ikke startet på arbejde. Og selv om dagene gik, så fik jeg det dårligere og havde feber og kastede op. Og jeg havde været til egen læge og klagede og smerter og var også til lunge afd. i Randers. Men der blev ikke gjort noget i starten. Men på under en måned tabte jeg mig 10 kg. Der gik jeg så til Lungeafdelingen igen og sagde at der var noget galt og at de skulle tage en ny CT scanning. Da vi tog CT scanningen så kunne man se at der var kommet en absces/byld i den venstre lunge. Så skulle jeg igen opereres og igennem samme procedure. Og de fjernede så næsten halv del af den vestre lunge.
Efter en lang indlægning var kom jeg hjem og var meget psykisk og fysisk påvirket. Allerede da jeg var indlagt under den anden operation så blev jeg ringet op af en rådgiver i kommunen til et møde. Og der blev jeg fuldstændig ked af og sagde at jeg var igen blevet opereret pga absces i lungen. Først efter hun hørte det så sagde hun at vi kunne vente med at mødes.
Lige siden operarationerne har jeg stadig ondt i operationsstedet, og meget ondt bagved hvor ribbenene var blevet flyttet på. Og pga operationerne er mange nerver blevet skadet, så jeg har mistet følsomheden i det venstre bryst, og har ikke kunne amme min datter som jeg fik efter operation. Jeg kunne ikke amme hende da ikke kunne mærke/føle at hun fik mælk, og jeg kunne ikke mærke smerterne tydeligt i den venstre bryst men jeg kunne mærke at smerterne spredte fra brystkassen og ribbenene til skulder og lænden.
Lige siden operationerne har jeg haft krampelignende smerter under venstre bryst, altså i den venstre lunge. Det som sker ved krampeanfaldet er, at den venstre lunge ligesom masser sig ind i ribbenene og trækker sig sammen i et stykke tid (ca. 1-2 minutter), hvor det gør ubeskriveligt ondt og begynder at få mindre luft og hiver efter vejret.
Hver eneste dag tager jeg smertestillende og er liggende meste af dagen pga. smerter. Og hvis jeg prøvede at lave noget hus arbejde eller tager på arbejdet, så er jeg nødt til at være sengeliggende i flere dage pga. ubeskrivelige smerter. Og får krampeanfaldene mindst 10-30 gange nogle gange. Og der ønsker jeg at hellere være død end gå igennem disse smerter.
Og jeg har ikke kunne tage mig af mine børn eller lave noget hus arbejde hjemme, da jeg konstant har smerter.
Jeg havde været på arbejdet i mindre timer efter operationerne men var nødt til at blive sygemeldt igen efter meget kort tid igen. Og lige siden har jeg været syg og har ikke fået det bedre.
Og jeg var nødt til at skifte læge, da min tidligere læge ikke vidste hvad jeg fejlede, og hun mente at jeg havde fødselsdepression. Og den rådgiver jeg fik i kommunen kunne se hvor dårligt jeg havde og mente at jeg skulle skifte læge. Derefter skiftede jeg læge og fik den bedste læge. Han er meget klog og kunne se, hvorfor jeg havde det så dårligt. Og at smerterne skyldes at der var en del nerver der var skåret over under operationerne og derefter reagere de anderledes og giver smerter i kroppen. Og først der blev jeg ordentlig behandlet og der blev afprøvet forskellige medicin. Men ingen af medicinene gav så meget effekt og det var kun toppen af smerterne man dæmpe. Og jeg blev sendt til forskellige steder for behandling.
I alle de her 4 år efter operationerne har jeg håbet og håbet på, at jeg vil få det bedre, og vil kunne vende tilbage til mit arbejde som bioanalytiker. Men dette håb og ønske har kun givet tilbageslag dag efter dag. Min tilstand har kun med tiden gået ned af bakke og jeg har kun fået det dårligere. Og hver eneste gang jeg prøvede at lave noget hus arbejde eller lave mad, så endte det med at jeg skulle være sengeliggende i flere dage. Så alt husarbejde, vaske tøj, gøre rent, lave mad og pasning af børn var det min kæreste og min familie der gjorde. Og nogle gang så kan jeg ikke engang klar til at stå op eller tager mig af mig selv, og havde brug for hjælp til at gå i bad og tage tøj på osv. Og de gange er det også min kæreste eller min mor der hjælper mig. Før jeg blev syg så var jeg meget selvstændig person og ønskede at få hjælp fra nogen. Jeg ville stå på mine egne fødder. Men nu er min tilstand så skrøbeligt og nogle gange ønsker jeg at jeg var død. Men så tænker jeg på mine børn og familie.

Da jeg var på Sygedagpenge, så var det også kommunen, der sendte mig til specialist teamet i Århus, for hører om at der var noget, der kunne gøres, sådan jeg kunne vende tilbage til arbejde. Og om jeg vil få det bedre med samtaler med en psykolog osv. Og det var først hos specialist teamet jeg fik vide, at der stod i mine papir, at jeg havde sagt nej til psykolog hjælp. Og denne påtale var ikke sand da jeg på ingen tider har nægtet noget psykolog hjælp.
Og jeg blev afsluttet hos specialist teamet pga. at min sygedagpenge var ophørt. Men efter samtaler med social medicinsk læge og samtaler med psykologen fra specialist teamet, sendte de en konklusion/vurdering. Deri skrev de at det eneste forbedring der kunne profiteres med en psykologisk smertehåndterings kursus var, at min livskvalitet kunne forbedres. Der på ingen sigt mulighed for, at psykologisk smertehåndterings kursus vil profitere sådan at min arbejdsevne vil nå helt op til fleks job eller tilbage til fulde tid.
Men dette konklusion nægtede min tidligere rådgiver at acceptere, da hun mente at det var kommunen der skulle vurdere om jeg var arbejdsdygtig eller uarbejdsdygtig.
Men mit spørgsmål er så, hvorfor blev jeg så sendt til specialist teamet hvis man ikke ønskede deres mening i min sag?
Bare fordi kommunen ønskede at jeg skulle gå til specialist teamet, så tog jeg til alle de samtaler selv om, jeg var syg og havde det dårligt. Men hele forløbet hos dem var jo ren spild af min tid og jeres penge, når I/kommunen ikke accepterer deres vurdering.

Derefter skulle jeg over på kontanthjælp, og det var ikke mit valg at komme på kontanthjælp, det var kommunen der vurderede at jeg ikke kunne få min sygedagpenge forlænget da de 52 uger var gået. Og Jeg havde anket og klaget over afgørelsen men fik afslag 11 måneder efter.
Ikke nok med det. Da jeg kom over til kontanthjælp så mente I at psykologisk smertehåndterings kursus vil hjælpe, selv om jeg flere gang fik vide af min egen læge at dette forløb ikke vil hjælpe, da
Ifølge min egen læge så var at min tilstand er stationær, og at der er afprøvet alle muligheder for behandling. Og at der ikke kan peges for yderligere behandlingstilbud.
Jeg han mente at jeg ikke havde psykologiske problemer, men han sendte mig alligevel videre til dette forløb sådan Kommunen kunne høre andre lægers mening.
Og da jeg kom til Give sygehus, hvor jeg havde fået tid til psykologisk smertehåndterings kursus. Til dette samtale stillede hun forskellige spørgsmål for at se om forskellige mediciner som hun mente som var vigtigt at afprøve, var afprøvet. Og at hun igennem samtale og undersøgelse kunne se at jeg ikke havde svært ved at acceptere min tilstand. og ifølge hendes mening, så vil jeg ikke kunne få det bedre sådan jeg vil kunne vende tilbage til mit arbejde med en psykologisk smertehåndterings kursus. Da min tilstand ikke var psykisk påvirket, men fysisk påvirket pga. de smerter jeg til min hverdag går igennem. Og at alle medicinsk behandling var afprøvet. Og at i følge hendes erfaring så kunne dette forløb ikke hjælpe mig. Når en erfaring læge siger sådan, så kan jeg ikke benægte hende noget. Og hvis der var noget der kunne gøres sådan jeg fik det bedre, så vil hun også have nævnt det. Og først der accepterede jeg at min tilstand var stationær og at jeg ikke kan få det bedre. Og ifølge hendes mening så var min tilstand stationær, og at jeg ikke vil få det bedre ved at kæmpe imod min sygdoms tilstand end at acceptere og prøve at leve med det. Og først der fik jeg accepteret at der var afprøvet alt og der var ikke flere håb tilbage. Og der er også begrænsning for, hvor meget man kan håbe på, at få det bedre når der ikke sker noget forbedringer med tiden. Der er på intet tidspunkt at der er sket en forbedring. Alle læger siger bare at jeg skal lære at leve med smerterne og at denne tilstand vil være kronisk livet langt. Og dette er svært at acceptere men jeg kan ikke se andre veje.
Jeg havde på inget tidspunkt tænkt at mit liv vil ende sådan. For kommunen er jeg 1 ud af mange flere 100 mennesker. Men det er mig der leve dette liv. Det er mig der skal leve med mine smerter resten af mit liv. Hvis jeg var 60 år så var jeg ligeglade og ikke påvirket så meget som nu. Men jeg er kun 31 år. Og jeg har ikke engang levet halv delen af mit liv. Jeg har ikke nydt min liv færdig endnu. Jeg har ikke set mine børn blive voksen endnu. Det var ikke mig der ønskede at blive syg. Jeg stolte da sygehusvæsnet sagde at jeg vil få det bedre efter operationen. Men jeg fik det ikke bedre. Og mit tilstand er blevet dårligere og dårligere. Og jeg kan ikke se hvad jeg mere kan gør når lægerne vurdere at min tilstand ikke kan ændres. Disse læger har set mig og min egen læge ser mig tit, så han kender min tilstand bedre end andre.
Mens kommunen tager lægekonsulenters vurderinger større/vigtigere end min egen læge, give sygehus læge eller specialist teamets læger. Disse læger har vurderet mig ud af min syge historie og ud af se mig/min tilstand. Men hvad har jeres lægekonsulenter vurderet mig ud af??? De har kun set ud af facts/ oplysninger. De har på ingen tid set mig eller set hvad jeg går igennem. Det er ikke altid ud af ens oplysninger man kan vurdere folk eller deres tilstand. Hvad er formålet med at sende mig til forskellige undersøgelser eller finde på noget nyt igen og igen, hvis de ikke ønsker eller bliver tilfreds med de vurderinger specialister og læger kommer med?
Og ved at trække tiden ud bliver min tilstand ikke bedre af. Jeg bliver kun mere og mere psykisk påvirket når jeg skal igen og igen vente på at finde ud af hvad der skal ske med mig.

Og der er gået over 1 år nu hvor jeg har været på kontanthjælp og der er stadig ikke taget nogen beslutninger om hvad der skal ske med mig. Og jeg har ikke været på nogle ressourceforløb eller lignende.
Og ved den sidste møde jeg havde med min rådgiver, så skulle vi udfylde nogle skemaer, om hvordan jeg havde osv. Og hun sagde, at hun skulle vise disse ting til en konsulent og se om at papirerne var okay til at videregive til rehabliteringsteamet.
Og nu siger hun pludselig at jeg er aktivitetsklar?? Jeg forstår det ikke helt.??
Hvis kommunen mener at jeg skal arbejdsprøves eller fleks prøves eller noget, så er det fint med mig. Men få de nødvendig ting afprøvet, sådan jeg også kan få ro på min sind.
Jeg er virkelig fået nok af Danmarks system og alt det. Jeg har været en god borger, og jeg vil også gerne behandles som en god borger.
Skal jeg igennem disse forløb resten af mit liv indtil jeg bliver 60 eller indtil jeg en dag er død???
For disse forløb forværrer kun min psykiske tilstand end at forbedre min fysisk tilstand. Jeg bliver mere og mere frustreret og ked af ventetiden og den måde jeg bliver behandlet på.
De vil forstå min tilstand og hvor fysisk dårligt jeg har, hvis de selv var 30 år og gik igennem de smerter jeg går igennem. Hvis der havde været andre i min tilstand så havde de taget overdosis eller begået selvmord.
Men jeg ønsker at leve for min børn. Selv om deres mor er syg, så har de ret til en mor. Og jeg vil have lov til at leve i fred og ro.

Jeg kan ikke forstå deres system, eller hvordan den danske system kan behandle en som allerede er syg ved at sætte igennem forskellige forløb?? ikke nok med at vi skal kæmpe for at overleve vores sygdom, så skal vi også kæmpe for at få penge til at leve for eller hvad???
Hvis jeg kunne arbejde bare en lille smule så vil jeg eller min selvtillid ikke tage imod statens penge, jeg vil respektfyldt tjene mine penge. Men jeg er syg, hvad kan jeg gør?? Min krop kan ikke holde ud, hvad kan jeg gør?? Er det min fejl at jeg blev syg? Er det min fejl at min tilstand blev forværret efter operationerne? Min tilstand har været stabil og stationær i lang tid nu.
Hvad er kommunens planer for mig?
Skal jeg være på bistand indtil jeg ikke er berettig til kontanthjælp eller hvad?Ligesom da jeg ikke var berettig til sygedagpenge selv om jeg var syg??

Hvor meget vil Randers kommune have at jeg skal gå igennem?? Og bare fordi regeringen kommer med nye regler så skal Kommunerne eller rådgiverne ikke miste respekten eller jeres medfølelse til den syge. Selv flere raske menneske har svært her i livet og sidder på bistand uden at lave noget. Mens regering ikke gør noget ved dette. Men selv om man er syg og ikke kan forsørge sig selv pga man er syg, og hvis man har været syg så længe at man ikke kan få forlænget sygedagpenge. Der går regeringen ind og siger at man skal igennem forskellige forløb, og men får ikke fred og ro til at tage sig af sin sygdom eller de smerter man går igennem??? Dette er ikke retfærdig behandling.

Jeg håber at kommunen vil ansætte flere folk sådan der kan ske en hurtigere sagsbehandling. Og at de vil behandle min sag hurtig som muligt og vurdere hvad der skal ske med mig i fremtiden. Jeg er også ligesom alle de andre kun et menneske. Og jeg har på ingen tidspunkt lavet noget ulovligt eller været en dårlig borger. Jeg har også som alle de andre ønsket at få en uddannelse og få et arbejde indenfor den branche man ønskede. Og arbejde så længe til man en dag skulle på pension. Men lige pludseligt vendte det hele på hovedet for mig. Jeg blev syg og endte sådan her. Og jeg går allerede igennem så meget, mine smerte kan ikke beskrives med ord, og jeg er ikke den type der fortælle andre om mine smerter. Og håber ikke at jeg bliver presset til et punkt hvor jeg ikke ønsker at leve mere. For der er også begrænsninger for for hvor meget en person kan holde og kan holde ud til at kæmpe. Og håber at der snart kommer en redegørelse for hvad der skal ske med mig. Jeg håber at min sag kommer til en ende snart, sådan jeg kan få fred til at leve med de smerter jeg har, da der ikke kan gøres noget mere.

Venlig hilsen
Anushia

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s