BENNY ENGELBRECHT – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Når man er for rask til pension men for psykisk syg til behandling, arbejde og aktivering, så har man et problem. For dem har det danske samfund ikke råd til. Sådan er det jo! Altid et system, der tager hånd om de syge – eller det påstår vi. Sandheden er jo at dét er den mest udbredte løgn i verden.

Uden de pårørende ville mange psykiske syge være overladt til sig selv, for det er ikke i systemet hjælpen skal findes. Mange med psykiske lidelser har knap nok styrke til at overskue en hverdag, og slet ikke et ægteskab. Mange af de syge er i god kassetænkning placeret på kontanthjælp. NU straffes de for ikke at kunne overskue et ægteskab, kærligheden beskattes så at sige med folketingets reformiver. Kæresterne tvagnsfjernes og de overlades til sig selv. Det var jo hensigten med jeres reformiver, for I var advaret i god tid om det.

Dette er en beretning om kampen for livet, en kamp, der er ekstrem tæt på at blive opgivet. Nu er det ikke kun tanker om afslutningen, men om hvordan og hvornår inden nytår. En afslutning for ikke at være en byrde for dagens politikere.

Samtidig er det også en beretning om at være pårørende, og ikke behandler, selvom det er det systemet helst ser os som. Der er nemlig penge at sparer ved at bruge pårørende som behandlere.

Skal vi som pårørende være behandlere, ja så er det slut på arbejdsmarkedet. Det var jo det I som folkevalgte stemte for, da I så på rene tal og ikke menneskerne bag jeres reformiver.

Som Mette Frederiksen sagde til kontanthjælpsreformen: ingen syge tabes på gulvet. Nej I smider dem direkte på gulvet. Men er I parat til konsekvenserne og tør I stå ansigt til ansigt med os pårørende bagefter. I stemte for at rigtig mange vil vælge at afslutte det hele.

Ninna og Martin beretter:
I vinteren 2009 pådrog Ninna sig et halebensbrud efter fald på arbejdet på grund af manglende saltning af udendørs areal. Dette var lang tid om heling, hvilket man under forløbet fandt ud af skyldtes hormonmangel. Dette er jo selvsagt ikke en selvforskyldt situation. Det blev heller ikke bedre af en langsommelig sagsbehandling hos læger, lange ventetider osv. sammenholdt med en langsommelig sagsbehandling hos kommunen, gjorde at Ninna faldt for sygepagpengegrænsen.

Under forløbet blev der konstateret flere psykiske diagnoser i form af flere angstformer, der sjældent står alene og flere personlighedsforstyrrelser. Dette er blevet forværret af den langsommelige proces under arbejdsskadeforløbet, samt det psykiske pres det er at være kastebold mellem de forskellige offentlige myndigheder. Ninna har altid haft psykisk sygdom angst og depression fra barneårene, men de er først blevet opdaget, da de blev forstærket under sygdomsforløbet med arbejdsskaden. Dette har krævet yderligere behandling og et nyt forløb. Psykologer og psykiatere har stillet en klar udredning massiv psykiatrisk hjælp uden tilknytning til arbejdsmarkedet og ingen aktivering, da dette utvivlsom vil give Ninna flere psykiske tilbagefald og hvorefter alt håb om at Ninna kan blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet igen er udelukket.

Dette ønsker kommunen ikke at opfylde, da jobcentret mener situationen ikke er afklaret og ikke alle muligheder er afprøvet, trods fraråd af læger og psykiater. Efter flere forsøg på aktivering, med psykiske tilbagefald og nedture som resultat, og ny personlig opbygning er Ninna overgået til kontanthjælp. Her tør man ikke begynde på aktivering, ud fra psykiatrisk udredning og sygdomsforløb. Men er dog begyndt bostøtte en time om ugen.

Nu står Ninna som kontantshjælpsmodtagere og uden mulighed for rette behandling, idet kommunen ikke vil give en midlertidig pension med massiv behandling som anbefalet. Fremtidsudsigten er nu meget usikker, idet behandlingen ikke er den rette og ikke i overensstemmelse med psykiatrisk udrednings anbefaling, med stor risiko for en tilbagevending til arbejdsmarkedet som lige nul. Takket være langsom lægebehandling, lange ventetider i sundhedssystemet, langsommelig sagsbehandling ved jobcenteret er Ninna tvunget til næstbedst behandling og kontanthjælp. Nu skal vi så straffes for at bo sammen.

Vores eneste løsning, hvis forslaget fastholdes og hvis det vedtages i Folketintet, er at Martin flytter, hvilket må betragtes som tvansflytning, da det ikke er selvvalgt men en nødvendighed for at give Ninna den bedste mulighed for behandling og et tydeligt tegn på et system, der har fejlet hele vejen igennem.

En anden mulighed er at vi sparer op resten af 2013 til en karantæneperiode i A-kassen, hvilket er muligt, og Martin opsiger sit job pr. 1. jan. 2014. Dermed vil forslaget medfører to personer på overførelsesindkomst, Martin på dagpenge og sandsynligvis efterfølgende kontanthjælp og Ninna på kontanthjælp. Det kan vel ikke betragtes som en aktiv beskæftigelsespolitik, som forslaget er en del af. Men det er en meget overvejet løsningsmodel for os, da den giver os mulighed for at bo sammen, trods økonomisk stramme vilkår.

En sidste mulighed er ægteskab, idet forslaget stiller samlevende par ringere økonomisk end ægtepar grundet skatteregler om overførelses af fradrag, der ikke vil være muligt for samlevende par som det er med ægtepar. Dermed sidestilles samlevende par jo heller ikke med ægtepar, som beskæftigelsesministeren beskriver det på ministeriets internetside.

Udover sit arbejde i hjemmeplejen står Martin for det meste i vores hjem, ikke fordi Ninna ikke hjælper, men fordi det kræver utrolige kræfter af Ninna at overskue de forskellige gøremål og få sammenholdt hverdagen. Derfor er det de fleste dage Martin, der handler ind, gør rent, er opmærksom på om Ninna kommer op om morgen og til behandlinger. Ting Ninna arbejder med at få bedre overblik over, dette både med bostøtte en gang om ugen og med Martin. Dog koncentrer bostøtten sig om at Ninna kommer ud og handler ind i lokale små forretninger, hvor der kan skabes tryghed.

Det er alt ting Martin gerne gør med glæde, idet man ikke behøver være gift for at være sammen i medgang og i modgang. Det er dog også ting Ninna ikke vil få ordnet, såfremt Martin er nød til at flytte på grund af kontanthjælpsreformen. Det vil derfor betyde en øget indsat fra bostøtteteam i kommunen, såfremt Ninna skal have en hverdag til at fungerer efter opløsningen af vores forhold. Dette vil være som minimum udvidet bostøtte fra en gang om ugen til 6 gange dagligt eller bofællesskab. Derudover vil det også kræve massiv psykiatrisk støtte til Ninna.

Allerede nu kan Martin mærke Ninnas øget psykiske pres om hvordan fremtiden bliver. Særligt hvis Martin bliver nød til at flytte og de deraf kommende følger. I forvejen føler Ninna sig som en økonomisk belastning og personlig belastning for Martin, idet det er Martin, der betaler størstedelen af udgifterne, lån, kost, forsikringer, husleje, telefon, licens, vand, varme og strøm. Alle ting, der er nødvendige, men som der ikke vil være råd til på Martins indkomst alene og som derfor må ned printeres, eller undlades at betales.

I vores tilfælde står Martin med indtægt som SoSa i hjemmeplejen og Ninna på kontanthjælp. Om vi som samlevende bliver ramt af gensidig forsørgelsespligt er usikkert. Dette har hverken beskæftigelsesministeriet eller kommunen kunne svare på, da der er forskellige grænser i omløb. Dette giver Ninna et unødigt psykisk pres, som ikke er gavnligt på nogen måde for Ninnas psykiske tilstand. Kontanthjælpsreformen beskriver ikke om det er en grænse regnet ud fra grundløn med eller uden forskellige funktionstillæg, der jo kun gives i de perioder funktionen opretholdes arbejdsmæssigt for Martin, men som på lønsedler står beskrevet som grundløn.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s