BJARNE CORYDON – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

En barsk fortæling om om et voldligt liv med 3 børn. MEN hvor var og er hjælpen? Med diagnosen PTSD, en eks mand og en ny kæreste står Pai nu med straffen for ikke at være gift, selvom hun har fundet kærligheden og støtten. Derfor hvor er jeres hjælp som folkevalgte.

Pia Milwertz beretter:
Hej jeg hedder Pia Milwertz jeg er enlig mor til 3 dejlige børn på 17 13 12. Dette er lidt af min livs historie.

Født 1970. Fader udlært skibsbygger arbejdede flere år som tømmer, blev senere i livet selvstændigt møbelpolster. Mor udlært sygeplejerske og arbejdet i sit fag altid. Fik 2 søster. Hvor den ene er uddannet køkken leder og arbejder i faget. Den anden er Civilingeniør og arbejder i faget. Begge er gifte og har børn. Er selv uddannet maskinarbejder/industri tekniker. Har arbejdet inde for faget men har også prøvet andre fag. Har altid haft en glæde ved at arbejde. For man kommer ikke sovende til noget her i livet. Det har vi lært hjemme fra og noget jeg også har lært mine børn.

Fandt kærligheden. Blev meget hurtig gravid med første barn. Byggede i 2000 drømmehuset. Fik 2 børn mere. Flyttede fra børenes far i 2007. Det er den korte version.

Den lange er der ikke mange der kender, men vil gerne fortælle den men det bliver i korte træk for der er meget.

2007 den 12. april tog jeg en beslutning på mine børns vegne. De skulle ha en mor resten af livet. Blev vi, ville de miste deres mor. Hun ville blive psykisk hjerne død samt vilje løs. Eller tage sit eget liv fordi hun ikke magtede mere. Jeg ville kæmpe for mine børns skyld.

Hentede de 2 mindste i sfo’en. Da vi kom hjem havde han fjernet alle spor efter computeren han havde smadret ned i gulvet så den lå spredt i køkkenet og lidt af stuen. Han tog mine nøgler samt mobiltelefon. Kørte derefter. Fik de små i tøjet. Fandt min bankbog samt adressebog med alle telefon nummerer. Gik ad hulvejen over til de nærmeste venner. Da jeg ikke turde gå ad fortovet hvis han så os. Bad vennerne om og køre os på krisecenteret nu. Hvilket de gjorde. Vi skulle først hente den store der var til fødselsdag. På vej til Nørresundby så vi han var efter os. Men vi kom ind. Han sloges og råbte uden for med vores chauffør. Det var ikke første gang vi var her men sidste havde jeg besluttet.

Efter to en halv måneder på krisecenteret fandt jeg en lejlighed der kunne bruges ind til videre. Børnene havde hver deres værelse og jeg sov i køkkenet. Jeg kan endnu huske følelsen den gang FRIHED OG LIVET FORAN OS det kunne kun blive godt. Vi kunne være trygge her. Der kom ikke en fuld stodder hjem. Der var ingen foredrag om hvor dårlig en mor jeg var og er hvad tøj jeg skulle gå i hvad jeg måtte sige og hvem jeg måtte snakke med jeg kunne få venner igen og for ikke at glemme familien mine søstre mor og far. Det bedste af det hele var han var 100 km. Væk.

Jeg fandt hurtig en kæreste et rigtig dejligt menneske der havde den samme tilgang til livet som jeg havde. Så var der håb for et lykkeligt liv. Tænk og ha sex med en og ikke føle det er voldtægt. Fik ellers af vide efter den sidste fødsel at nu ville ingen andre ha mig da jeg nu havde 3 børn. Men der tog han fejl altså eks manden.

Min næste frygt var børnene om de overlevet det. Han havde lovet mig og slå dem ihjel hvis jeg nogen sinde fandt en anden. Måtte en tur på krise centeret igen et par timer. Måtte flygte med kæresten til hans familie for han ville slå os ihjel. Hvilket jeg ikke var i tvivl om. Havde jo tit mærket hans kærlighed på egen krop. Flytter sammen med denne kæreste da børene er glade for ham hvilket jeg også er. Føler mig LYKKELIG men, i mellem tiden er jeg begyndt i virksomheds praktik, dette bad jeg kommunen om hjælp til efter og ha været syg meldt i et år. Følte det gik frem ad. Bliver raskmeldt men kun et par måneder.

Kan ikke forstå jeg ikke får det bedre tværtimod. Kommunen sender mig til psykiater i Hadsund. Hun kommer frem til jeg har PTSD. Tak siger jeg bare det havde jeg nu ikke lige ventede. Men det må der vel kunne gøres noget ved vi har jo et af verdens bedste sundheds systemer. For ikke og sige samfund der tager hånd om deres svage i samfundet. ELLER HAR VI VIRKELIG DET. Ind til nu klager jeg ikke. Har travlt med og kæmpe mig tilbage på arbejdsmarked. JEG VIL OG JEG KAN. Plejer og være mit motto. Kommer ind ambulant på Psyk. Ålborg. Får en virkelig dygtig psykolog samtidig i medicinsk behandling. Hvilket jeg har været siden 2006 kun afbrudt af små pauser. Psykologen finder frem til jeg også har 3 personligheds forstyrrelser. Hvilken hun giver mig redskaber jeg skal bruge for og få et bedre liv, som jeg også bruger. Men min PTSD vil hun ikke røre ved. De anbefalede kommunen at jeg skulle have pension da jeg ikke ville kunne klare et arbejde også med skåne hensyn. Dette er nu 3 år siden at overlægen skrev dette til kommunen.

Efter hånden magter jeg ikke og bo med kæresten mere der er for meget uro. Flytter med mine børn. Hver dag er blevet en kamp for mig. En kamp for og få ro. Det eneste jeg har tilbage er afmagt manglende forståelse for min PTSD vil virkelig gerne Hjælpes. Det eneste jeg har, er mine børn men de har ingen mor.

I 3 år har jeg været på kontant hjælp. Men sygemeldt siden 2006. Efter jeg er kommet på kontant hjælp har jeg ikke mærket meget til kommunen det er som om de har glemt mig. Det eneste jeg ønsker er en afklaring. Så har jeg noget og forholde mig til. Jeg følger min behandling der ikke hjælper tværtimod og tager min medicin. Der er stadig ingen der vil hjælpe mig med min PTSD og jeg har ikke været soldat.

Jeg kunne blive ved med og fortælle den ene dårlige oplevelse efter den anden, men det magter jeg ikke uden og få det dårligt. Afklaring i stedet for og gå her i ingen mands land som en syltet agurk. Det pres min eks mand lagde på mig i sin tid og stadig gør. Gør kommunen og det Danske system nu også. Min PTSD har det virkelig rigtig godt. Den bliver jo gødet fra alle sider.

Du tænker nok nu hva med børene hvor er de henne i alt det her. Men det er en historie helt for sig selv også om et offentlig system der bare ikke virker.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere. Magter ikke det danske system mere. Har ikke kræfter til og kæmpe med det danske velfærdssamfund. Det eksisterer jo ikke. I hvert fald ikke for en der er syg i dagens Danmark. Det er ved at være flovt at være dansker i Danmark.

HVOR KAN JEG FÅ HJÆLPEN?

Med venlig hilsen

Pia Milwertz

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s