ZENIA STAMPE – DIN POLITIK HAR KONSEKVENSER

Nu skal alle i gang med uddannelse, koste hvad det vil, det har I som folkevalgte besluttet. Men har i husket alle som I påstår, også de unge syge. For hvis I har husket dem, ja så har kommunerne ikke fået det at vide.

At være syg kræver i sig selv store ressourcer. At tage en uddannelse kræver store ressourcer. At være syg og tage en uddannelse, kræver derfor ekstra store ressourcer. Noget I har påstået der er taget hånd om. Lykkes historie viser det modsatte i en kommune, og er desværre kun en af mange historier fra hele landet, så et eller andet er gået helt galt. Enten har I, som påstået, ikke husket de syge eller også har kommunerne glemt hvad I har lovet. Resultatet bliver, at I taber en hel generation på gulvet, eller retter de smides på gulvet.

Selv hvis kommentaren er negativ, skal du huske at se det som noget positivt. For det viser, at der er nogen, som har interesse i dig og faktisk ønsker at være i dialog med dig.

Lykke Jørgensen beretter:
Jeg er en pige på 21 år som skulle rammes, men dog ikke bliver det alligevel. Jeg har dog en helt anden historie som går ud på hvordan man bliver behandlet i min kommune. Jeg har gået hjemme som sygemeldt i over 3 år på kontanthjælp og sidste år fik jeg diagnosen borderline. Jeg har det rigtig skidt da jeg de sidste 3 år er blevet kastet rundt i systemet og at de bogstavelig talt ikke har vidst hvor de skulle placere mig.

Jeg fik bostøtte i slutningen af sidste år da jeg boede i Århus kommune med eftersom at jeg skulle flytte til Randers kommune skulle det flyttes med og jeg fik af vide at det ville gå i orden med det samme og var sendt som hastesag.

Jeg er det man kalder uddannelses parat og er blevet sendt ned på en daghøjskole hvor jeg skal gå og forberede mig til 10 klasse på VUC da det er mit ønske. Men eftersom at jeg har borderline og angst for nye mennesker samt nye steder har jeg meget svært ved at gå på skolen. Hvis ikke jeg møder op dernede så får jeg ikke udbetalt min kontanthjælp/uddannelses hjælp.

Jeg har været nede på skolen 3 gange og alle gangene inden jeg skulle møde har jeg været toilettet flere gange og haft rigtig svært ved at komme ud af døren.Jeg syntes virkelig ikke det er en fair behandling og jeg kan mærke at det forværrer min sygdom.

Nu i dag har jeg så fået af vide at inden for 3 mdr skulle mit mentor/bostøtte forløb være sat i gang, det har heller ikke taget et år om at komme op at køre og når man så tænker på at de netop skal hjælpe mig med at komme i skole og motivere mig til at kunne gå nede på skolen.

Jeg skulle være startet på psyk men har valgt at vente lidt da jeg er bange for at ryge så langt ned at jeg aldrig kommer op igen.

Det jeg kæmper med er mine biologiske forældre som har svigtet og røvrendt mig hele livet. Jeg har derfor boet i plejefamilie siden jeg var 4 mdr gammel og de er stadig min familie den dag i dag.

Hele livet har jeg rendt til psykologer hvor jeg skulle snakke om alt det her der er sket i mit liv og jeg trænger bare til lidt positivt nu.

Hvis jeg skal starte på psyk er det et 3 årig forløb og hvis jeg så stadig skal gå på daghøjskolen for at få penge så ender det sq med at jeg tager livet af mig selv. Jeg har tidligere snakket med en psykolog på center for selvmordstruede fordi jeg havde selvmordstanker, skrev afskedsbreve og skar i mig selv, det hjalp mig rigtig meget, men jeg føler bare ikke at kommunen ikke tager min sag alvorligt.

Jeg var nede og snakke med skolen hvor jeg kun skulle snakke med en person stod der på mit brev, men da jeg så kommer derned sidder der 3 personer udover mig og det kan min borderline bare ikke klare. Jeg fik af vide at hvis jeg havde det skidt med at komme derned, så skulle jeg bare ringe, men det er ikke altid nemt for en borderliner at ringe hvis vi har en dårlig dag.

Jeg var så dernede i dag for at få taget en test og der var simpelthen så dårlig stemning og jeg har på fornemmelsen at det er på grund af mit fravær. Efter samtalen med de 3 personer aftalte vi at jeg skulle komme dagen efter til samtale med min vejleder dernede, jeg møder op med møg og besvær og en virkelig lorte dag hvor jeg igen har rendt på toilet mange gange inden afgangen.

Da jeg så kommer derned får jeg af vide at mødet må vi rykke til dagen efter igen da der desværre ikke var tid alligevel. Det fik mig bare helt ned og jeg gik ind for at sige at nu tog jeg hjem, men det måtte jeg ikke. Nej jeg skulle sidde og skrive en seddel til min vejleder hvor jeg beskriver hvad der går mig på?”, hvad jeg ikke kan overskue og hvad der stresser mig. Eftersom jeg ikke havde lyst til det da det hele er meget nyt endnu og jeg ikke kan se hvad de skal bruge det til så måtte jeg jo blive på skolen til vi havde fri og have det dårligt.

Her var et lille udsnit fra hvad jeg døjer med.

Det skal også lige tilføjes at jeg på grund af min borderline ikke har haft mulighed for at kunne holde på et arbejde i længere tid så jeg har aldrig kunne få mulighed for at komme i en fagforening/akasse og derfor får jeg aldrig mulighed for sygedagpenge.

Dette er langt fra hele min Historie, men blot et lille udpluk fra det der er sket siden februar i år og indtil nu.

Jeg er ved at skrive en bog om mit liv som blandt andet handler om alle de svigt jeg har fået af kommunen samt hvordan jeg er blevet behandlet og hvor meget jeg har været igennem på mit kun 21’ende årig liv.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s