HUSKER DU BENJAMIN?

Benjamin fra Randers, der for knap en månde siden forsøgte selvmord i afmagt over behandlingen af ham i systemet.

Benjamin havde skrevet to afskedsbreve til Randers Kommune.

Giv dig selv de små 8 minutter videoen tager, se, lyt og ikke mindst forstå.

Forstå hvor langt ud Danmark er kommet i behandlingen af de syge og pårørende. Er det et system vi kan være bekendt? Et system, hvor behandlingen af folk gør de vil vælge livet fra. Det kan vel kun betragtes som politisk aktiv dødshjælp.

Del gerne denne video, når du har set den. Lad Benjamins mor Misse’s ord bliver hørt.

http://splashurl.com/mzvjkjy

MEN HVAD MÅ VI SÅ?

Må vi tisse i bukserne?
Må vi kaste rundt med maden?
Må vi tæve lillesøster?
Må vi gå rundt med banner?
Må vi fløjte en lille melodi?
Næ, næ, næ, det må vi ikke!
Men hvad må vi så?

Følgende så godt skrevet af Helle Pedersen på Facebook.

Ytringsfrihed gælder ikke for danskere, der vil kritisere vores politikere – især da ikke regeringen. Hvordan må vi egentlig udtrykke vores utilfredshed? Vi må ikke bære bannere, vi må ikke buhe, vi må ikke fløjte – hvilke midler har vi til at blive hørt?
Regeringen og vores ministre er så bange for kritik, at det er helt uhyggeligt. Mette Frederiksen sletter alle opslag, der ikke roser hende til skyerne på sin væg her på fb – kritiserer man for meget, bliver man forvist og kan slet ikke længere ytre sig hos hende – skriver man mails eller breve, får man svar, der ikke har noget at gøre med det, man har spurgt om.
Nok er nok – fløjtekoncerten er planlagt og bør føres ud i livet – det er den eneste måde, man kan blive hørt på – den eneste måde, man kan overdøve politikernes selvros på .
Og de bør være taknemmelige over, at danskernes våben er fløjter fra BR-legetøj og ikke rifler eller guillotinen

http://splashurl.com/kebvkp9

JA DET KUNNE SAMFUNDET GODT

Den 23 maj 2012 skrev jeg følgende blogindlæg. Nu ligger svaret hel klart: JA det kunne samfundet med Folketinget i spidsen godt.

Det viser samfundet jo her i foråret. Desværre.

KAN SAMFUNDET FÅ FOLK TIL AT VÆLGE DEN ”LETTE” LØSNING

Hvorfor er der folk som vælger at bruge den “lette” løsning, som sidste udvej? Man ved, at selvmord oftest er et nødråb om hjælp. Og alligevel er der mange hvor det ikke er et nødråb, hvor det er en fast beslutning. Men hvad får folk så langt ud, at de ikke ser anden udvej?

Når jeg kalder det den “lette” løsning, er det fordi jeg ved at det ikke er en let løsning. Hverken for de efterladte, men heller ikke for den som vælger selvmord som sidste udvej. Det må være den sværeste beslutning at træffe i ens liv, og kan kun være den sidste udvej og når alt andet er opgivet.

Men hvad får folk til at opgive alt andet og opgive livet. Mange kalder det en egoistisk beslutning, men er det så også det? Det ved man jo ikke uden at kende grunden. Det siges, at være en egoistisk beslutning, fordi de efterladte bliver tilbage med spørgsmål som “hvorfor?”, “hvad overså jeg, hvorfor så jeg ikke signalerne?” eller “hvordan kommer jeg videre?”. Der er mange grunde til at folk vælger selvmord. Mange gange er det ex skilsmisse, fysisk og psykisk sygdom, andre gange er det for selv at slippe ud af det man er “fanget” i og som overskygger alt andet i livet. Men der er også folk som tager sit liv, af hensyn til familien og andre, udfra at “de skal ikke have mig at slås med”, “jeg kan ikke byde min familie, at de skal kæmpe med mig og min sygdom” eller “jeg er en byrde for alt og alle”.

Kan et samfundssystem eller samfundssprogbrug drive folk ud hvor de ikke ser anden udvej end at afslutte livet? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på at det kan et samfundssystem godt. En undersøgelse fra slutningen af 90’erne eller starten af 00’erne, viste at antallet af unge med selvmord faldt, men samtidig steg for ældre over 65 år. Det var den gang man talte om ældrebyrden. Et ord som jeg aldrig har forstået. Hvilket også fik mig til pinden dengang, for ja når samfundet mener man er en byrde, så hvorfor ikke afslutte “forholdet til samfundet”.

Jeg tror, at vi som samfund skal passe på med at sætte folk i begreber. I nutiden taler politikerne, som om at unge sygdomsramte, både fysisk og psykisk, dagpengemodtagere, unge på kontanthjælp og førtidspensionister er en byrde.

Dette ser jeg ud fra at politikere i Folketinget og byråd, siger at vi har en økonomisk krise og ikke har råd til så mange på overførelsesindkomster (de er en byrde for samfundet) og vi skal alle yde en indsats for at komme ud af krisen. Samtidig må syge kæmpe for at komme i behandling, eller kan ikke få en midlertidig førtidspension og ro til behandling. Det er Danmark ikke rig nok til, så heller at de er helt uarbejdsdygtige om få år og vil være nødsaget til en permanent førtidspension. Tror det hedder noget i stil med “Det er ikke mit problem, det er næste generation”.

Så lad os da tag og forebygge, ved at vise Danmark er et rigt land på alle måder. Enig i, at de der kan yde noget også skal yde noget. Men lad os vise, at vi er rige nok til at give en pause til de, der ikke kan yde, så de også kan få den nødvendige ro og behandling til at komme videre i livet. Eller er vi i Danmark virkelig så fattige på alle måder, at vi som samfund ikke kan tage os af de svageste. Jeg tror, at en midlertidig ro mange gange er givet bedst ud på alle måder, både menneskeligt især, men også samfundsøkonomisk som alle politikere taler om.

Men lad os da love hinanden, at vise anstændighed og ikke omtale grupper i samfundet som byrder. Ellers er jeg stadig overbevist om at et system godt kan få folk at vælge den “lette” løsning.

FOLKETINGET VIDSTE BESKED OM DANSKE SELVMORD

Den 29. oktober 2012 bragte jeg dette blogindlæg, hvor Folketingets medlemmer bliver advaret om danske selvmord på grund af politikernes retorik og reformer. Alle folketingsmedlemmer fik ligeledes indlægget på mail, idet beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forholdt sig passivt.

Dette indlæg er resultatet og dermed min åbne opfordring til Folketingets politikere, idet jeg har sendt det til alle partiers medlemmer, som jeg kunne få en mail adresse til. Jeg har bedt Folketingets medlemmer om at læse min mail og forstå mit budskab.

Det er mit nødråb i sidste minut og jeg håber derfor at budskabet læses og forståes af politikerne.

TVANGSFLYTNING ELLER SELVMORD?

ÅBENT OPRÅB TIL DEN DANSKE REGERING OG FOLKETINGETS MEDLEMMER – EN SERIØS ADVARSEL OM SELVMORD KAN VÆRE STIGENDE I DANMARK

Spørgsmålet er simpelt. Skal folk flytte fra hinanden eller vælge selvmord? Det er det valg vi sættes overfor. Svaret er politisk og ligger hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, den danske regering samt hos samtlige medlemmer af Folketinget.

Tirsdag den 24-10-2012 bragte Altinget.dk en artikel om at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er åben for Venstres forslag om at sidestille ægtepar og samlevende omkring kontanthjælp. Alle citater, i kursiv, er fra denne artikel.

Jeg vil ikke bruge en masse plads på at beskrive hvorfor forslaget er så asocialt som det overhovedet kan være. Det tror jeg, at mange, der kender kontanthjælpsystemet bare lidt og som lever udenfor Borgens tykke mure, kan se. Jeg vil bare beskrive hvorfor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, med forslaget, tvinger mig til at flytte fra min kæreste gennem næsten syv år. Og hvorfor jeg/vi ikke vælger “den lette løsning”, som jeg frygter andre kan finde på at vælge.

Med ”den lette løsning” mener jeg selvmord, derved af et nedladende samfundssystem og en nedeladende politisk retorik, der ikke har ændret sig i positiv retning i mindst 30 år.

Hvorfor er der folk som vælger at bruge ”den lette løsning”, som sidste udvej? Man ved, at selvmord oftest er et nødråb om hjælp. Og alligevel er der mange hvor det ikke er et nødråb men en fast beslutning. Hvad får folk så langt ud, at de ikke ser anden udvej?

Når jeg kalder det ”den lette løsning”, er det fordi jeg ved, at det ikke er en let løsning. Hverken for de efterladte, men heller ikke for den som vælger selvmord som sidste udvej. Det må være den sværeste beslutning at træffe i ens liv, og kan kun være den sidste udvej og når alt andet er opgivet.

Men hvad får folk til at opgive alt andet og opgive livet. Mange kalder det en egoistisk beslutning, men er det så også det? Det ved man jo ikke uden at kende grunden. Det siges, at være en egoistisk beslutning, fordi de efterladte bliver tilbage med spørgsmål som “hvorfor?”, “hvad overså jeg, hvorfor så jeg ikke signalerne?” eller “hvordan kommer jeg videre?”. Der er mange grunde til at folk vælger selvmord. Mange gange er det ex skilsmisse, fysisk og psykisk sygdom. Andre gange er det for selv at slippe ud af det man er “fanget” i og som overskygger alt andet i livet. Men der er også folk som tager sit liv, af hensyn til familien og andre, udfra at “de skal ikke have mig at slås med”, “jeg kan ikke byde min familie, at de skal kæmpe med mig og min sygdom” eller “jeg er en byrde for alt og alle”. Kan de sammme vinkler til familien ikke rettes mod samfundet?

Som syg, handicappet, modtager af pension eller kontanthjælp hører vi igen og igen fra regeringen og Folketingets medlemmer, at de er en byrde for samfundet. I mine øjne en meget upassende retorik, hvor man politisk vælger at se det negative hos folk og ikke de positive sider som alle har.

Kan et samfundssystem eller samfundssprogbrug drive folk ud hvor de ikke ser anden udvej end at afslutte livet? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på at det kan et samfundssystem godt. En undersøgelse fra slutningen af 90′erne eller starten af 00′erne, viste at antallet af unge med selvmord faldt, men samtidig steg for ældre over 65 år. Det var den gang man politisk talte om ældrebyrden. Et ord som jeg aldrig har forstået. Hvilket også fik mig til pinden dengang, for ja når samfundet mener man er en byrde, så hvorfor ikke afslutte “forholdet til samfundet”.

Ofte ligger der jo meget andet bag kontanthjælp end bare lige økonomi. Og bare rolig, ud fra “hvad der ikke knækker dig, gør dig stærk” kunne vi i vores forhold aldrig finde på “den lette løsning”, dermed ikke skrevet det ikke vil være let, at jeg tvinges af Mette Frederiksen, til at flytte for bedst muligt at kunne støtte og hjælpe min kæreste, slet ikke, men lettest af de to valg for vores forhold skal nok klare det. Dog frygter jeg for alle andre, der ikke har samme styrke i deres forhold eller hver for sig.

I vinteren 2009 pådrog min kæreste sig et halebensbrud efter fald på arbejdet på grund af manglende saltning af udendørs areal. Dette var lang tid om heling, hvilket man under forløbet fandt ud af skyldtes hormonmangel. Dette er jo selvsagt ikke en selvforskyldt situation. Det blev heller ikke bedre af en langsommelig sagsbehandling hos læger, lange ventetider osv sammenholdt med en langsommelig sagsbehandling hos kommunen, gjorde at min kæreste faldt for sygepagpengegrænsen.

Under forløbet blev der konstateret flere psykiske diagnoser i form af flere angstformer, der sjældent står alene og flere personlighedsforstyrrelser. Dette har krævet yderligere behandling og et nyt forløb. Psykologer og psykiatere har stillet en klar udredning, tre års massiv psykiatrisk hjælp uden tilknytning til arbejdsmarkedet og ingen aktivering, da dette kan vælte min kæreste helt og hvorefter alt håb om at hun kan blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet igen er udelukket.

Dette ønsker kommunen ikke at opfylde, da jobcentret mener situationen ikke er afklaret og ikke alle muligheder er afprøvet, trods fraråd af læger og psykiater. Efter flere forsøg på aktivering, med psykisk nedtur som resultat, og ny personlig opbygning er min kæreste overgået til kontanthjælp. Her tør man ikke begynde på aktivering, udfra psykiatisk udredning og sygdomsforløb. Men er dog – i mangel af bedre – gået ind på at opstarte et forløb i distriktspsykiatrien og privatpraktiserende psykiater, velvidende at anbefalinerne er stik modsat og det kun vil kunne hjælpe sparsomt eller være en mangeårige behandling, sandsynligvis livslang behandling.

Nu står min kæreste som kontantshjælpsmodtager og uden mulighed for rette behandling, idet kommunen ikke vil give en midlertidig treårige pension med massiv behandling som anbefalet. Fremtidsudsigten er nu meget usikker, idet behandlingen ikke er den rette og ikke i overensstemmelse med psykiatisk udrednings anbefaling, med stor risiko for en tilbagevending til arbejdsmarkedet som lige nul.

Takket være langsom lægebehandling, lange ventetider i sundhedssystemet, langsommelig sagsbehandling ved jobcenteret er min kæreste tvunget til næstbedst behandling og kontanthjælp. Nu skal hun så straffes for at bo sammen med mig. Min eneste løsning, hvis forslaget fastholdes af Mette Frederiksen og hvis det vedtages i Folketintet, er at jeg flytter. Jeg kalder det tvangsflytning af Mette Frederiksen og et tydeligt tegn på et system, der har fejlet hele vejen igennen.

“Det vil være fint at kigge på, om vi har en tidssvarende forståelse af samlivsformer i den måde, vi fører politik på. En del af vores lovgivning lægger meget vægt på ægteskabet, men sådan som vores samfund har udviklet sig, er det meget almindeligt at leve sammen på en anden måde end ved at være gift,” samt “Når man har lovgivning, der vedrører familieformer, skal man hele tiden se på, om den følger med tiden eller ej. Der er i det hele taget også ud over kontanthjælpsområdet grund til at se på, om vi kan komme mere i tråd med tiden,” sagde Mette Frederiksen.

Jamen Mette Frederiksen, langt fra alle samlevende forhold bygger økonomisk på kontanthjælp for begge eller den ene. Mange gange er det udefrakommende begivenheder der spiller ind. Eksempelvis fyring, og dem har Danmark jo set en del af under VKO og den nuværende regering. Men også sygdom, som i vores forhold spiller en stor rolle i forhold, hvor den ene er på kontanthjælp. Har du helt glemt det, eller ser du bare folk på kontanthjælp som uuddannet og dovne?

“Det lyder glædeligt, at beskæftigelsesministeren vælger at lytte til Venstres forslag. Det er åbenlyst urimeligt med de nuværende regler, hvor der forskelsbehandles, alt efter om man er gift eller samlevende. Den forskelsbehandling vil vi have rådet bod på. Tidligere har Socialdemokratiet pure afvist at ligestille på dette område,” sagde Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.

Da det er Venstres forslag kommer holdningen ikke bag på nogen. Men var der ikke engang at politiken var mennesket før systemet og at man vidste hvor man havde Venstre? Jo tak, Venstre ved vi hvor vi har, nemlig systemet før mennesket.

“Hverken ægtefæller eller samlevende bør have gensidig forsørgerpligt. Det er et problem med den forsørgerpligt, fordi det ikke kan betale sig at arbejde, hvis begge to er på kontanthjælp. Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, skal man have ret til kontanthjælp, uanset om man har en ægtefælle eller en partner, der har et job,” sagde Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

Jamen Enhedslisten tænker da rimelig klart og helt sikkert mere på mennesker end på økonomi. Og jo det er jeg sikker på kan betale sig for samfundet som helhed, også økonomisk. Dog har Enhedslisten bare glemt et forhold som vores, hvor den ene er på kontanthjælp grundet sygdom og den anden arbejder. Fratrukket udgifter til medicin og de fleste faste fælles udgifter er der stort set kun en indtægt tilbage til to personer. Er forhold, som vores glemt af Enhedslisten?

Om forslaget er en af regeringens spareøvelser afviser Mette Frederiksen det blankt. Derfor kan jeg ikke opfatte det som andet end en ny dansk politik om statslige tvangsægteskaber eller statsstyret forholdsbrud. Brud i forhold, ikke af lyst men af kærlighed, for at kunne hjælpe hinanden bedst muligt.

“Det er ikke vores overordnede mål med det. Regeringens mål med en kontanthjælpsreform er at sikre, at mennesker ikke er på kontanthjælp i så mange år som i dag, og at flere unge kommer i gang med en uddannelse,” sagde Mette Frederiksen.

Tænk jer godt om. Som samlevende og pårørende tvinges jeg til at flytte fra min kæreste hvis forslaget vedtages, ikke af lyst men som en hjælp til min kæreste. Det må jo også være beskæftigelsesminister Mette Frederiksens ønske.

Igen med henvisning til “den lette løsning”, ja så er jeg ikke i tvivl. Som syg, handicappet, modtager af pension eller kontanthjælp hører vi igen og igen fra regeringen og Folketingets medlemmer, at man er en byrde for samfundet. I mine øjne en meget upassende retorik, hvor man politisk vælger at se det negative hos folk og ikke de positive sider som alle har. Så hvorfor ikke bare afslutte forholdet til samfundet? Hvorfor ikke give politikerne den gevinst ikke at være deres byrde mere? Jeg frygter, at flere i såkaldte svage grupper tænker sådan og vi vil se en stigning af selvmord og selvmordsforsøg. Ved en fastholdelse og vedtagelse af forslaget er det kun et spørgsmål om tid hvornår Folketingets medlemmer og regeringen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er skyldig i selvmord. Der er ofte mere end økonomi bag kontanthjælp og ofte er det sygdom. Men jeg er fuldt klar over dette er tabu for folketingets medlemmer og for regeringen.

FOLKETINGET ADVARET I JANUAR 2013

Her er min advarsel på mail om et øget antal danske selvmord på baggrund af folketingset reformer på de sociale områderne. INGEN folketingsmedlemmer kan sige sig fri for at være blevet advaret, dog har alle forholdt sig passivet hertil.

Herning 11-01-2013
Til Folketingets medlemmer

Så er vi i gang med 2013, et år der vil byde på mange udfordringer for den enkelte borger. Mange er startet året med stor usikkerhed, idet de er faldet ud af dagpengereglerne og ikke har mulighed for kontanthjælp.

Mange bliver også i 2013 ramt af forslaget om gensidig forsørgelsespligt for samlevende. Og gør 2013 til året hvor I folkevalgte i regering og folketing vil straffe folk for at bo sammen uden at være gift. Dette er en opføling på mine mails fra sidste år, hvori jeg beskriver forskellige virkninger af gensidig forsørgelsespligt for samboende borgere hvor den ene eller begge er på kontanthjælp, samt de konsekvenser det vil medfører, om vi vil det eller ej.

Rigtig mange bor sammen uden ægteskab, og i mange af disse forhold er den ene på kontanthjælp. Ikke fordi de ikke vil arbejde, men placeret på kontanthjælp fordi de er for syge til at arbejde og for raske eller uafklaret til pension. De vil blive særligt hårdt ramt, og for mange vil der kun være en løsning, nemlig at forholdet opløses og de flytter fra hinanden.

2013 bliver dermed året hvor jeg bliver tvunget til at flytte fra min kæreste gennem syv år, for at kunne hjælpe hende bedst muligt.

Idet vi nok er enige om, at der ikke er indført tvangsægteskaber i Danmark, hvilket jeg da ikke har hørt om. Spørgsmålet er om du, som folkevalgt arbejder for indførelsen af tvangsægteskaber i Danmark.

I vores tilfælde står, er min kæreste placeret på kontanthjælp, for syg (psykisk og uafklaret) til arbejde, uden fastlagt behandling men for rask til pension idet kommunen og lægerne, af hensyn til sygdom og grundet tidligere tilbagefald under aktivering, ikke tør afprøve alt, men ikke kan tildele pension da alt ikke er afprøvet. Med gensidig forsørgelsespligt vil vi kun have min indtægt i lavlønsområdet, og så bliver jeg tvunget til at flytte for at kunne hjælpe hende bedst mulig. Jeg ved godt hvad konsekvensen kan blive, og det er en af grundene til kommunen og lægerne ikke tør. Hun risikerer tilbagefald. Tør du som folkevalgt og ansvarlig politiker tage chancen?

Rigtig mange har henvendt sig til mig, om at de selv, samlever eller børn ikke ser anden udvej end selvmord ved gensidig forsørgelsespligt for samlevende. Hvilket i sig selv er skræmmende, særlig ud fra jeg som pårørende har stået ved selvmordsforsøg, ydet akut psykologisk og fysisk førstehjælp og ved at risikoen for selvmord blandt socialt udsatte er langt større end for befolkningen som helhed. Jeg frygter derfor at vi med gensidig forsørgelsespligt for samlevende vil opleve en stigning i antal af selvmord og selvmordforsøg i nær fremtid. Det er særligt dit ansvar, som folkevalgt, at gennemføre lovgivninger der ikke koster selvmord, og det er jeg overbevist om at gensidig forsørgelsespligt for samlevende vil betyde. Samtidig er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg vil holde enhver folkevalgt politiker ansvarlig, hvis det viser sig jeg har ret. I 2007-tal har 43 procent af socialt udsatte forsøgt selvmord mod en procent af befolkningen som helhed. Tallene for 2012 er stort set uændret. Som det fremgår af nedenstående.

Vi er næppe uenige om, at borger på kontanthjælp er en socialt udsat gruppe. Og at hvis der samtidig er en sygdom bag kontanthjælpen er det en gruppe af særligt socialt udsatte. I rapporten SuSy 2012 (udsatte.dk) beskrives det, på side 13, hvad det vil sige, at være socialt udsat:
Social udsathed er et flydende begreb, som ikke er let at definere eller måle. Betegnelsen dækker over mange forskellige livssituationer samt sociale problemer og rummer forskellige grader af social udsathed: mennesker, som er i risiko for at blive udsatte; mennesker, som er udsatte, og mennesker, som er socialt udstødte eller ekskluderede. Rådet for Socialt Udsatte betegner social udsathed som det ”at være udsat for samfundsmæssig stigmatisering, diskrimination, uforståenhed og i visse tilfælde foragt. Det vil sige, at man lever et liv, som gennemsnittet ikke forstår, og som ikke hører ind under gennemsnittets karakteristik af et godt liv”.

Ligeledes beskriver SuSy 2012 (udsatte.dk) på side 43 hvad selvmord er:
Selvmordsforsøg skal forstås som en målrettet handling, der sigter mod at ændre en persons situation – uanset om der er tale om et reelt ønske om at dø, et ambivalent ønske om at dø eller slet ikke noget dødsønske, men snarere en bøn om hjælp, en opmærksomhedsskabende handling eller lignende

Udfra SuSy 2012 (udsatte.dk) kan man læse, at andelen, der har forsøgt selvmord, i afrundet tal er 42 procent for udsatte grupper.
Rapporten SuSy 2007 (udsatte.dk) viser på side 100, at ”Blandt de socialt udsatte grupper er andelen, der har forsøgt selvmord, størst blandt sindslidende, stofmisbrugere og fattige”, idet ”43 procent af socialt udsatte har forsøgt selvmord mod 1 procent af befolkningen som helhed, i afrundet tal.

Som folkevalgt og ansvarlig tør du så tage chancen for at disse tal ikke vil stige hastigt ved gensidig forsørgelsespligt? Og ikke mindst tør du tage ansvaret for det?
Lad mig sige det på den måde, som uddannet inden for social- og sundhed, som samlevende og som pårørende til psykisk syg tør jeg ikke tage hverken chancen eller ansvaret for at tallene for selvmord og selvmordsforsøg ikke vil stige ved gensidig forsørgelsespligt.

Med venlig hilsen
Martin Thiemke
Tlf:
Mail:
Blog: http://www.martinthiemke.wordpress.com