STUERENE BLIVER SOCIALDEMOKRATIET OG RADIKALE ALDRIG

Den danske formand af Socialdemokratiet, statsminister Helle Thorning-Smidt er fantastisk til ikke at vise sig.

Faktisk er Helle lige så dygtig til at krybe i flyverskjul som vor udenrigsminister er.

Særligt når det drejer sig om kritik af krigen i Gaza, forsvinder både Helle og Martin som dug for solen.

De øvrige nordiske landes socialdemokratiske formand har i en fælles erklæring lagt afstand til Israels overdreven brug af vold. Dermed viser de at blandt andet drab på civile, og her især børn, ikke er acceptabelt. Måske kun ét stykke papir med underskrifter, men ét vigtigt budskab.

Og åbenbart et budskab Socialdemokratiet i Danmark ikke deler, idet partiets formand ikke er med.

Det står uden for enhver tvivl at Israel har dræbt civile, heraf mange børn. Ligeledes står det uden for enhver tvivl at Israel ikke ønsker fred i Gaza, idet befolkningen mandag fik at vide det vil blive en lang krig. Med det budskab viser Israels ledelse at fred er uønsket og drab på civile og børn vil forsatte.

Alt sammen noget Socialdemokratiet i Danmark kan stå inde for og som partiet støtter.

Med mine øjne blåstempler Socialdemokratiet i Danmark krigen, Israels ønske om forsat krig samt deres drab på civile og ikke mindst drab på børn.

Kære venner. Helle er ikke kun Socialdemokratiets formand i Danmark, hun er også vores statsminister! Selv som statsminister har hun ikke bedt vores udenrigsminister, Martin Lidegaard, tage konkret afstand til Israels ønske om forsat krig og deres forsat drab på børn.

Den der tier over for den slags, samtykker også.

Spørgsmålene er om Socialdemokratiet kan være tjent med en formand, som uden tøven åbenbart støtter drab på civile og dels om vi som nation kan være tjent med en sådan statsminister.

Vil Helle og udenrigsministeren ikke tage afstand fra Israels overdreven vold og drab på civile, blandt andet børn, ja så kan det godt ske de sidder i regeringen, men stuerene bliver de aldrig og de repræsenterer ikke mig!

IMG_20140729_042847

TÆNKER I ANKESAGER

Når jeg ser på det kommunale system og dets behandling af borgerne, så kan jeg kun se én rød tråd: at der tænkes i ankesager ud fra behandlingstiden for en anke, hvor borgens sag i mellemtiden ligger stille i op til ét år.

Her er Poul Martin blot ét eksempel. Spørgsmålet er om det er bevidst fra kommunernes side, hvilket jeg kun kan formode, da en anke har en ventetid på op til ét år før den behandles. Et år hvor sagen ligger stille og hvorefter kommunerne ikke nødvendigvis retter sig efter afgørelsen, hvis den går kommunerne imod.

Er det dét du kalder velfærd, for jeg kalder det farvel til retssikkerheden og farvelfærd.

Poul Martin skriver:
”Ja ja, så skal jeg vel til at anke igen”

”Efter min sag efter små halvandet år havde været i ankestyrelsen, og endeligt var blevet færdigbehandlet, og ankenævnet havde pålagt kommunen, at de ikke havde overholdt reglerne for sagsbehandling at min revalideringssag, og den derfor skulle genbehandles, hvad gør Silkeborg kommune så? Jo de tager da og gentager deres afslag igen, og igen. Igen, så gør de det uden at overholde alle de regler de skal, så som eks. at vente på svar fra alle relevante parter, heraf bla. Universitetet…”

”Ja jeg kender jo efterhånden rumlen, og som reglerne er nu, efter vore nuværende sorte neoliberale regering fjernede de korte svartider på klager, ved at fjerne det sociale nævn, ja jeg kan så blive tvunget til at vente endnu et år eller to på et nyt svar fra ankenævnet, og da det ikke koster kommunen noget at gentage fupnummeret, så kan jeg jo blive tvunget til at gentage dette her, til jeg når pensionsalderen, eller helvede fryser til, hvad der nu end kommer først.”

Helt ærligt så kan intet samfund kalde denne behandling for hverken acceptabelt eller respektfuld. Det kan end ikke kaldes velfærd kun farvelfærd. Jeg ved ikke hvordan beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil måle et samfund på i dag efter hun er blevet minister. Men der var en gang at: ”Et samfund skal måles på hvordan, det behandler sine svageste borgere!” og ”Vi skal hjælpe enhver, der har behov for det på en respekfuld måde”, citat, ja ingen mindre end Mette Frederiksen, hvilket overhovedet ikke hænger sammen med at hun nu er beskæftigelsesminister.

Farvelfærd #0017