HVORNÅR ER VI DANSKERE?

Efter mindehøjtideligheden i aftes i Herning mødte jeg tre unge mænd på 16-17 år. De stoppede mig og sagde det var flot på Torvet, selvom de ikke havde været helt dernede. Derimod havde de stået på afstand. Som muslimer var de noget nervøse for hvordan vi ville have reageret oppe på Torvet da de så der var kommet så mange med lys og fakler.

Jo de var muslimer men ikke mere muslim end de fleste af os er kristne, altså ved højtider osv. De var kommet for at bede en bøn for ofrene fra weekenden og en bøn om tilgivelse af gerningsmanden som de slet ikke kunne følge på nogen måde. De fortalte han måtte have læst Koranen mere end anderledes end dem, for hans gerning var sket ikke i orden.

Jeg skyndte mig at sige de naturligvis ville have været velkommen på Torvet også uden frygt, selvom jeg sagtens kan følge dem! De havde dog ønsket at respekterer os danskere og var blevet noget rørt af præsten som talte omtalte gerningsmanden på en sober måde og havde ham og hans familie med i sin tale.

Jeg fortalte dem, at for mig handler det hverken om religion eller dansk/ikke-dansk men derimod om ekstremister som der jo både findes blandt muslimer, jøder, kristne, katolikker osv. Derefter spurgte jeg om ikke de var danskere, og jo da de var født og opvokset i Danmark ligesom deres forældre, det var deres bedsteforældre som var kommet til Danmark. Altså var de tredje generation i Danmark og følte sig som ren danskere.

Sikke en latter, der opstod da jeg fortalte jeg faktisk er lige så dansk, eller udansk om man vil, idet de to eneste forskelle på de tre unge mænd og jeg kun er religion, hvilket jeg nu heller ikke overdyrker, og så vores hudfarve. Så spørgsmålet vi blev enige om politikerne kunne stille sig selv er: Hvornår er vi danskere og hvad bestemmer det.

At vi alle fire tog afstand fra ekstremisme i enhver form og forum lå klart.

De tre unge mænd skulle have været kommet op til os andre på Torvet. De har jo lige så meget ret til det som os andre, men de frygtede reaktionen. De frygtede danskernes reaktion, trods de er lige så meget dansker som mig og sikkert mange andre.

Er det den slags reaktioner vi ønsker efter weekenden?
Er det dét samfund vi ønsker efter weekenden? Et samfund hvor vi frygter hinanden, trods vi er født og opvokset i samme land.

Hvis svaret er ja på bare et af de to spørgsmål, så har ekstremisterne fået det de ønsker, både de muslimske og kristne ekstremister.

Nej tak til ekstremister uanset form.

EN REDNINGSKRANS AF BLY udkommer 16. april 2015

Pressemeddelelse fra forlaget INDBLIK

En sand historie om feljplacering før og nu

Blot en måned gammel blev Kurt Villy Slein Christiansen anbragt på et spædbørnshjem i Aarhus. Hans mor ville ikke vide af ham, og hele sin barndom tilbragte Kurt på forskellige institutioner, heraf ni år fejlplaceret på en åndsvagsanstalt og et sinkehjem. Først som 16-årige slap han ud af systemet, kom i lære og klarede sig fint blandt som selvstændig tømmer. Men så kom han igen i klemme i systemet. Efter en arbejdsulykke som 55-årige blev han sat til ligegyldige arbejdsprøvninger og sendt på jobkurser, han var overkvalificeret til. Kurt gik ned, forsøgte selvmord, blev indlagt på lukkede psykiatrisk afdelinger, og i dag er han maniodepresiv. Nu beretter Kurts søn, Bjørn Christensen, sin fars opsigtsvækkende historie i bogen ’En redningskrans af bly’ og spørger, hvornår samfundet begynder at lægge menneskeværdige planer for det enkelte individ, der af forskellige grunde får brug for systemets hjælp.

”Det er ikke altid sagsmapperne, der gør os klogere. Det er mennesket skildret som et problem – og ikke nødvendigvis som en ’mulighed’”.

Sådan skriver filminstruktør Erik Clausen i forordet til bogen ’En redningskrans af bly’. Og det med understreger den samfundsengagerede – og ofte den klemte mands stemme i dansk film – Erik Clausen, at fortællingen om Kurt Villy Slein Christensen vedkommer os alle sammen, for vi kan alle komme i klemme i det system, der egentlig kun burde eksistere for at hjælpe.

Bogens forfatter har om nogen været tæt på Kurt Villy Slein Christensens skæbnesvangre historie. Bjørn Christensen er Kurts søn, og han begyndte at dykke ned i sin fars fortid, kort efter han blev ringet op og fik at vide, at hans far var blevet indlagt på Gentofte Hospitals psykiatriske afdeling efter et selvmordsforsøg.

Gennem 15 år indhentede bjørn alt det materiale, der fandtes på rigs- og landsarkivet med mere i form af journaler om sin far for at få samling på hans liv. Og i kærlighed til sin far skrev Bjørn den uhyggelige, men meget vedkommende historie, der nu udkommer i bogen ’En redningskrans af bly’.

”Det er mit ønske, at historien om min far kan bidrage til at skubbe i den rigtige retning, så min far ikke har levet forgæves. Sandheden er nemlig, at min fars historie ikke er en enlig svale. Den er én blandt mange. Og den er vigtig at få fortalt, fordi der er så mange paralleller mellem den måde, man fejlplacerede børn eller voksne på i 1940’erne og 1950’erne, og den måde, det bliver gjort på i dag. Hvis samfundet ikke får øjnene op og giver sig tid til helt fra begyndelsen at lægge menneskeværdige planer for det enkelte individ, der af forskellige grunde kommer i klemme, vil systemet vedblive at fejle. Ikke kun med menneskelige, men også økonomiske tragedier for den enkelte til følge,” siger Bjørn Christensen.

En redningskrans af bly udkommer 16. april på forlaget INDBLIK

Forfatter Bjørn Christensen giver gerne interview sammen med sin far, Kurt Villy Slein Christensen. Kontakt Bjørn Christensen på telefon 26 74 04 44 eller via mail bjorn.chr@mail.tele.dk.

Pressemeddelelsen samt forsiden at ’En redningskrans af bly’ kan downloades på www.forlagetindblik.dk under Presserum.

Titel

En redningskrans af bly

Forfatter

Bjørn Christensen

Pris

249 kr

ISBN

978-87-93068-98-8

Sideantal

217 sider

Udgivelsesdato

  1. april 2015

forlagetINDBLIK

Nannasgade 28

2200 københavn N

Telefon 31 26 11 51

info@forlagetindblik.dk

10958782_10204501846520881_34535741_n