TERRORENS PRESSEFOLK

MedieBillede #0085

Hvem er farligst – terrororganisationer eller den vestlige presse? Svaret er åbent, alligevel ret indlysende og vil gøre enhver topchef grøn af misundelse.

Når pressen omtaler terrororganisationer ved enhver given lejlighed er den vestlige presse med til at styrke terrororganisationers omdømme og dermed fremme dens sag i et omfang som ingen topchef i en international virksomhed ville kunne betale et reklamebureau for. Den vestlige presse går dermed terrororganisationers ærinde ved den massive omtale, uden der nødvendigvis er dækning for at give terrororganisationer kredit for noget de måske, måske ikke står bag, for den vestlige verden har nået derhen hvor pressen ikke behøver beviser for at give terrororganisationer skylden for vold og terrorlignende vold. Så logisk ikke nok, hvorfor ikke tage ansvaret efter flere dages massiv presseomtale i den vestlige verden, skyldig eller ej, der er alligevel givet ubetalelig PR. Terrororganisationer har alligevel fået omtale i den vestlige presse som dermed har spredt den frygt terrororganisationer lever af og styrkes ved.

I år er vi i den vestlige verden i pressen gået fra udtryk fra radikaliset via lynradikaliset til selvradikaliset som nye ord i pressen på under to uger. Det er faktisk lige så skræmmende, at pressen uden den nødvendigvis rette baggrund tillægger gerningsmænd motiver og tilknytning til terrororganisationer som selve voldshandlingerne af terrorlignende karakter.

Pressen opfinder ord som passer lige ind i dens måde at sælge vold på. Altså forbandet godt, men også pisse farligt, PR-arbejde for terrororganisationer som pressen har ansvaret for. Det er faktisk sørgeligt, at den vestlige presse faktisk ikke selv har indset den nøjagtigt udfører drømmescenariet for enhver terrororganisation og er plumpet i deres PR-net med begge ben kritisk.

Terrororganisationer har altid slået sig frem på vold, død og ødelæggelse som “varermærke”. Men nu behøver de end ikke tage ansvar, der behøver end ikke være link mellem vold eller terrorlignende vold, før pressen udråber dem som skyldige med massiv omtale i hele den vestlige verden.

Så hvem er farligst? Terrororganisationer eller den vestlige presse, som giver gratis dem gratis verdensomspændende PR? Terror og vold, terrorlignende vold, er slemt nok i sig selv og kan faktisk udøves af enlige svaler som ikke nødvendigvis behøver tilhører en bestemt organisation. De enlige svaler har altid eksisteret og vil altid eksisterer. Så hvis den vestlige presse vil gå fredens vej undlader den at give terrororganisationer unødig PR i fremtiden, alt andet fremmer faktisk terrororganisationernes virke.

Reklamer

DET KORREKTE MENNESKE

Det korrekte menneske findes ikke. Men vi vil alle gerne fremstår korrekte og perfekte. Det er umuligt!

Alene vores ordsprog fortæller det: “Den som ikke laver fejl, laver ingen ting!” Et meget sigende ordsprog, idet jeg flere steder, i sommerens løb, har fulgt debatter om hvad vi kræver af os selv, børnene og andre. Vi skal helst være fejlfri og korrekte, hvilket ingen er.

For eksempel var der en radiodebat om at lyve. En sælger indrømmede han ikke bestilte andet, og troede åbenbart heller ikke på sit produkt. En mente, han aldrig løj, nok den største løgn i sig selv.

Nogen er perfekte til at lyve og skjule det. Andre er perfekte til at stave eller til grammatik. Vi er alle gode til at finde disse fejl og dømme ud fra enkelte tilfælde. Men kan vi altid det, uden selv at fejle?

For eksempel skrev en facebookven tak til mig over ikke at droppe ham. Flere havde slettet hans venskab fordi han er dybt ordblind. Egentligt ret skræmmende, da alle kunne se hvad han mente i sine opslag. Han har siden droppet alle sociale medier, fordi han blev nedgjort i kommentar. Så folkedomstolen vandt i sidste ende.

Jeg er heller ikke fejlfri eller korrekt. Jeg dømmer også andre, men ud fra hvad de står for, deres holdninger om man vil. Jeg staver også om jeg ved ikke hvad, kommaer er lidt så som så. Men meningen er der, og mine meninger har jeg. Mange vælger fra på grund af mine meninger, andre kommer til, hvilket er fint nok for mig. Vi er ikke ens og skal ikke være ens. Faktisk er jeg en af dem som skulle droppe de sociale medier, set ud fra min baggrund. Men ingen regler uden undtagelser, og os undtagelser er der heldigvis mange af.

I stedet for at dømme andre ud fra hvordan de formulerer sig, ser ud, hvad de spiser osv, så døm heller andre på deres holdninger.

Hvis skoene ikke har gået de samme skridt, hvis de ikke er slidt på samme måde, hvordan kan vi så dømme om deres retning?

image

TWITTER ELEKTRONISK REKLAMEPOSTKASSE?

Det kan man jo passende spørge sig selv om. Er Twitter et socialt medie eller en elektronisk reklamepostkasse?

2015 har for mig givet svaret, nemlig at Twitter er gået fra at være et socialt medie til en elektronisk reklamepostkasse med op til 19 reklamer, såkaldte promoverede tweets, i tidslinjen på én time flere gange dagligt. Det kan kaldes to ting, som jeg ser det, enten at Twitter er en elektronisk reklamepostkasse eller Twitter spammer sine brugere. Begge dele vil jeg formode ikke er i Twitters interesse.

Derfor deaktiverede jeg min Twitterprofil i fredags. Nu var min eneste kontakt med Twitter en foreningsprofil og en organisationsprofil hvor jeg er medredaktør på. Mærkelig nok har ingen af disse profiler oplevet at få overvældende promoverede tweets, max et par stykker om ugen. Noget som alle vil kunne leve med, og i skærende kontrast til min egen Twitterprofil. Havde dog en formodning om at det kunne gå galt mellem de to profiler og deres facebooksider når jeg deaktiverede min Twitterprofil, hvilket også skete. Så for stadig at kunne være medredaktør i foreningen og organisationen, uden at lave bøvl i det, valgte jeg at aktiverer min Twitterprofil igen natten til onsdag.

Dermed ikke sagt Twitter er taget til nåde igen, heller ikke selvom jeg ikke har fået promoverede tweets hele onsdag. Der er min tillid til Twitter, som socialt medie, nede på frysepunktet og Twitter skal virkelig bevise, at Twitter er et socialt medie og ikke en elektronisk reklamepostkasse. Ét er sikkert, jeg kommer aldrig til at bruge Twitter som tidligere, det vil altid fremover være medie nummer to eller tre. Og hvis min profil igen spammes af Twitter med reklamer, de såkaldte promoverede tweets man kan betale for, så bliver min profil en meget inaktiv Twitterprofil i fremtiden.

Sociale medier kan ødelægge det for sig selv, ved at gå væk fra at være sociale medier til at blive elektroniske reklamepostkasser. Hvilket vil være synd i bund og grund, da det fjerner grundlaget for de sociale medier.

AT ØDELÆGGE DET FOR SIG SELV

De sociale medier er mulighed for at skabe relationer, men samtidig er de sociale medier også virksomheder. Begge dele kan de sociale medier ødelægge for sig selv.

Jeg har haft en Twitterprofil i over fire år, lige til i aftes. Det var ikke utilfredshed med relationerne jeg havde til andre profiler, og har mødt flere udenfor Twitter, hvilket der er tradition for man kan. Men hvorfor så deaktivere min Twitterprofil? Svaret er lige til: på grund af Twitter!

Vi kender det fra alle vores relationer, familie og venner, én forkert sætning og vi har ødelagt relationen for os selv.

Virksomheder kender det også, der kaldes det kundepleje. En forkert levering kan betyde mistet kunde og tabt indtægt. Virksomheder kan ødelægge en god handel for sig selv ved dårlig eller manglende kommunikation til kunderne.

Ingen virksomhed kan klare sig uden penge, hvilket jo er logisk nok. Indtægten hos Twitter er gennem reklamer, såkaldte promoverede tweets, om man ønsker dem i sin tidslinje eller ej. Det er også helt fint, så længe det ikke tager overhånd og dét er lige her kæden ryger af for Twitter. Løsningen kunne være at blokerer de forskellige promoverede tweets. Dog ikke en holdbar løsning, når man som jeg gentagende gange oplever at 30-40 procent af alle tweets er reklamer. Det var jo faktisk ikke derfor jeg i 2011 oprettede en Twitterprofil og jeg gider sådan set ikke spilde min tid på sociale medier med at blokerer for reklamer. Dét skulle man tro at virksomheder som Twitter også ville kunne forstå, for dermed falder idéen med Twitter til jorden. Men ak nej, Twitter, både i USA og Danmark er åbenlys ligeglade med deres brugere, om ikke andet ønsker Twitter end ikke at svarer på henvendelser. Netop manglende respons fra Twitter og deres ligegyldighed over for deres brugere medførte at jeg droppede Twitter som et seriøst socialt medie. Dermed ødelagde Twitter selv deres forretning med mig som brugere.

Stod det til mig havde vi ikke papirreklamer i hjemmet, og hvis jeg kun kan slippe for de elektroniske reklamer ved at slette min profil, så er det sådan det er. Hvis jeg vil se elektroniske reklamer skal jeg nok selv opsøge dem. At nærmest spamme tidslinjer på Twitter har på mig den modsatte effekt, nemlig at jeg sletter mig af Twitter og ikke køber produkter fra virksomhederne. Altså en dobbelt bæ for Twitter og virksomhederne.

Hvis Twitter så bare sørgede for det var lokale danske reklamer, promoverede tweets, var der måske en idé med de promoverede tweets. Men ak nej, selv her hopper kæden af for Twitter. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal bruge et fransk tilbud på flutes til, et italiensk tilbud på autodele til eller hvad det rager mig at en tandlæge i San Francisco giver den første flaske drikkevand gratis til sine kunder. Jeg tager næppe fra Danmark til San Francisco til tandlæge fordi den første flaske vand er gratis. Det er nytteløse promoverede tweets for mig og rendyrket spild af min tid, hvilket Twitter i USA eller Danmark ikke har ønsket at kommentere. Jeg ved andre også har prøvet at skrive til Twitter om ovenstående også uden svar, hvilket kun kan betyde Twitter er åbenlys ligeglade med deres brugere, så længe virksomheden får reklameindtægt ind. Endnu en gang ødelægger Twitter det for sig selv.

Jeg vil dog sige, at jeg har haft en god tid på Twitter med mange gode debatter, tråde og relationer til andre på Twitter både i Danmark og udlandet. Men som vi selv kan ødelægge relationer uden for de sociale medier, så kan sociale medier som Twitter også ødelægge det for sig selv.