TERRORENS PRESSEFOLK

MedieBillede #0085

Hvem er farligst – terrororganisationer eller den vestlige presse? Svaret er åbent, alligevel ret indlysende og vil gøre enhver topchef grøn af misundelse.

Når pressen omtaler terrororganisationer ved enhver given lejlighed er den vestlige presse med til at styrke terrororganisationers omdømme og dermed fremme dens sag i et omfang som ingen topchef i en international virksomhed ville kunne betale et reklamebureau for. Den vestlige presse går dermed terrororganisationers ærinde ved den massive omtale, uden der nødvendigvis er dækning for at give terrororganisationer kredit for noget de måske, måske ikke står bag, for den vestlige verden har nået derhen hvor pressen ikke behøver beviser for at give terrororganisationer skylden for vold og terrorlignende vold. Så logisk ikke nok, hvorfor ikke tage ansvaret efter flere dages massiv presseomtale i den vestlige verden, skyldig eller ej, der er alligevel givet ubetalelig PR. Terrororganisationer har alligevel fået omtale i den vestlige presse som dermed har spredt den frygt terrororganisationer lever af og styrkes ved.

I år er vi i den vestlige verden i pressen gået fra udtryk fra radikaliset via lynradikaliset til selvradikaliset som nye ord i pressen på under to uger. Det er faktisk lige så skræmmende, at pressen uden den nødvendigvis rette baggrund tillægger gerningsmænd motiver og tilknytning til terrororganisationer som selve voldshandlingerne af terrorlignende karakter.

Pressen opfinder ord som passer lige ind i dens måde at sælge vold på. Altså forbandet godt, men også pisse farligt, PR-arbejde for terrororganisationer som pressen har ansvaret for. Det er faktisk sørgeligt, at den vestlige presse faktisk ikke selv har indset den nøjagtigt udfører drømmescenariet for enhver terrororganisation og er plumpet i deres PR-net med begge ben kritisk.

Terrororganisationer har altid slået sig frem på vold, død og ødelæggelse som “varermærke”. Men nu behøver de end ikke tage ansvar, der behøver end ikke være link mellem vold eller terrorlignende vold, før pressen udråber dem som skyldige med massiv omtale i hele den vestlige verden.

Så hvem er farligst? Terrororganisationer eller den vestlige presse, som giver gratis dem gratis verdensomspændende PR? Terror og vold, terrorlignende vold, er slemt nok i sig selv og kan faktisk udøves af enlige svaler som ikke nødvendigvis behøver tilhører en bestemt organisation. De enlige svaler har altid eksisteret og vil altid eksisterer. Så hvis den vestlige presse vil gå fredens vej undlader den at give terrororganisationer unødig PR i fremtiden, alt andet fremmer faktisk terrororganisationernes virke.

Reklamer

HVORNÅR ER VI DANSKERE?

Efter mindehøjtideligheden i aftes i Herning mødte jeg tre unge mænd på 16-17 år. De stoppede mig og sagde det var flot på Torvet, selvom de ikke havde været helt dernede. Derimod havde de stået på afstand. Som muslimer var de noget nervøse for hvordan vi ville have reageret oppe på Torvet da de så der var kommet så mange med lys og fakler.

Jo de var muslimer men ikke mere muslim end de fleste af os er kristne, altså ved højtider osv. De var kommet for at bede en bøn for ofrene fra weekenden og en bøn om tilgivelse af gerningsmanden som de slet ikke kunne følge på nogen måde. De fortalte han måtte have læst Koranen mere end anderledes end dem, for hans gerning var sket ikke i orden.

Jeg skyndte mig at sige de naturligvis ville have været velkommen på Torvet også uden frygt, selvom jeg sagtens kan følge dem! De havde dog ønsket at respekterer os danskere og var blevet noget rørt af præsten som talte omtalte gerningsmanden på en sober måde og havde ham og hans familie med i sin tale.

Jeg fortalte dem, at for mig handler det hverken om religion eller dansk/ikke-dansk men derimod om ekstremister som der jo både findes blandt muslimer, jøder, kristne, katolikker osv. Derefter spurgte jeg om ikke de var danskere, og jo da de var født og opvokset i Danmark ligesom deres forældre, det var deres bedsteforældre som var kommet til Danmark. Altså var de tredje generation i Danmark og følte sig som ren danskere.

Sikke en latter, der opstod da jeg fortalte jeg faktisk er lige så dansk, eller udansk om man vil, idet de to eneste forskelle på de tre unge mænd og jeg kun er religion, hvilket jeg nu heller ikke overdyrker, og så vores hudfarve. Så spørgsmålet vi blev enige om politikerne kunne stille sig selv er: Hvornår er vi danskere og hvad bestemmer det.

At vi alle fire tog afstand fra ekstremisme i enhver form og forum lå klart.

De tre unge mænd skulle have været kommet op til os andre på Torvet. De har jo lige så meget ret til det som os andre, men de frygtede reaktionen. De frygtede danskernes reaktion, trods de er lige så meget dansker som mig og sikkert mange andre.

Er det den slags reaktioner vi ønsker efter weekenden?
Er det dét samfund vi ønsker efter weekenden? Et samfund hvor vi frygter hinanden, trods vi er født og opvokset i samme land.

Hvis svaret er ja på bare et af de to spørgsmål, så har ekstremisterne fået det de ønsker, både de muslimske og kristne ekstremister.

Nej tak til ekstremister uanset form.

TERRORKRIGEN – TREDJE VERDENSKRIG

De fleste af os husker nok 11. september 2001 tydeligt. Vi husker hvor vi var, hvad vi lavede og hvem vi var sammen med. Der var ingen tvivl om at datoen ville blive husket til den dag vi ikke er her mere, særligt da der rullede en hidtil uset aktion over skærmen. Rendyrket ondskab direkte ind i hjem verden over. En aktion som ingen i Hollywood kunne have skrevet, det var den skindbare virkelighed som vendte op og ned på alt.

Hurtigt blev 11. september omtalt som min generations ”mordet på Kennedy dag”, en dag som de fleste, der var voksne i 1960’erne, tydeligt husker. På samme måde vil min generation huske 11. september. Ikke siden anden verdenskrig er USA blevet ramt af et sådan angreb og slet ikke på egen jord. Aldrig før er civile passagerfly blevet brugt på en sådan måde, som selvmordsbomber.

Der er ingen tvivl om, at 11. september 2001 både var afslutningen, starten og gentagelsen på en og samme tid, uanset om det var noget vi ønskede eller ej. Vi blev ikke spurgt.

Jeg ved ikke hvor mange, der lige så tydeligt kan huske hvad de lavede 12. september 2001. jeg sad i et par diskussioner. Noget alene med min overbevisning om konsekvenserne af 11. september. For mig var der ingen tvivl om konsekvenserne og de ville blive lange. 11. september så jeg som afslutningen på den kendte verdensorden og verdensfred vi havde set siden Anden Verdenskrig, med lidt Koldkrig i tiden. Det var også starten på en ny verdensorden og gentagelse af tidligere tiders had, der havde det til fælles at det havde startet to verdenskrige. Ja, jeg så 11. september som startskuddet på Tredje Verdenskrig, ikke mellem nationer men mellem trosretninger. Men nej, jeg skulle jo huske, at verden havde lært af Anden Verdenskrig. Nu havde vi NATO, FN og EU samtidig skulle jeg huske en krig er mellem nationer.

Jo, det er rigtigt verden nok har lært noget siden Anden verdenskrig, spørgsmålet er bare også om mennesket har lært noget. Er vi blevet klogere og er vi virkelig så godt beskyttet mod krig af FN og NATO? For jo EU blev skabt som et politisk samarbejde, et handelssamarbejde for at binde Europas folk sammen i et fredsskabende og fredsbevarende projekt og er ingen fælles militærmagt.

Jeg vil påstå, at vi ikke er beskyttet af FN og NATO mod krig, om ikke andet er det en falsk beskyttelse, da de forskellige nationer ikke engang kan blive enige der. Det så vi jo også op gennem 1990’erne, hvor der i Europa skete etnisk udrensning sted, mens resten af Europa og verden så passivt til i mere end for lang tid, først da man så Anden Verdenskrigs metoder blev brugt, skete der lidt. Altså en falsk beskyttelse fra FN og NATO.

Vi så det også i Irak, hvor det blev brugt kemiske våben fra daværende regimes side mod sine modstandere i eget land og mod sine egne borgere. Først efter 11. september og Saddams regime ikke kunne redegøre for alle sine kemiske våben eller muligheder for produktion, kom der skred i FN, som dog efter min mening, blev kørt rundt om sig selv i Irak. Endelig skred omverden ind og fik hjulpet med at vælte Saddam og hans regime. Indrømmer gerne jeg støttede dette, og gør det stadig, selvom jeg er imod krig og vold. Men vi havde set Saddam bruge sine kemiske våben mod sine egne borgere, mens omverden havde set passivt på.

Men har vi lært noget. Nej, det har vi ikke og som jeg ser det lige nu, så begynder Terrorkrigen nu mere og mere at tage form af Tredje Verdenskrig, og nej ikke mellem nationer, men ideologier og trosretninger. Tredje Verdenskrig fordi ingen kan blive enige om hvordan man bekæmper fjenden, både nationer i øst, vest og nord, syd deltager. Også her spiller FN fallit som beskytter af folk. USA og allierede angriber fjender udenom FN, idet man udmærket ved andre nationer vil nedlægge veto mod disse angrib. Danmark deltager indtil nu med et transportfly i terrorkrigen, men har tidligere deltaget med soldater, luft og landstyrker. Lige nu overvejes det om vi også skal deltage med dansk F16-fly.

Nej jeg støtter på ingen måde terror, krig eller vold. Men vi kan ikke komme udenom at hvis ikke Terrorkrigen er Tredje Verdenskrig, så er det mere end tæt på at blive det.

Lige meget om vi støtter det eller er imod det, kan vi ikke komme udenom at verden i dag ligger i krig, ikke mellem nationer men mellem trosretninger, normer og holdninger. Terrorkrigen som den er døbt. Jeg vil stadig påstå, at 11. september var starten på Den Tredje Verdenskrig, specielt set i lyset af hvordan Terrorkrigen udkæmpes. Neg den er ikke mellem nationer, men mellem flere aktører og regeringer. Vi kan ikke komme udenom, at det var 11. september, der startede den bølge af terror, der siden er set rundt om i verden, enten som en direkte følge eller som en indirekte konsekvens. Det er blevet en krig med aktører fra hele verden og gamle fjender er blevet venner, hvert fald så længe der er en fælles fjende, der er endnu værre. Så kan vi jo altid håbe, fortiden har tændt et lys, og de nye venskaber holder, hvilket næppe er sandsynligt.